Mange forbinder primært Bruxelles med rigtig gode håndbryggede øl, lækre belgiske vafler og det faktum, at storbyen er hovedsæde for EU Kommissionen og Europa-Parlamentet. Ikke desto mindre har den belgiske hovedstad, der ofte også går under navnet Bryssel, så meget mere at byde på.

At det desuden også på de fleste tidspunkter af året er muligt at finde billige flybilletter til Bruxelles til et par hundrede kroner tur/retur fra Danmark, gør hovedstaden til en perfekt storbyferiedestination – eventuelt bare i en forlænget weekend.

Herunder finder du inspiration til tre must-see seværdigheder på storbyferien i Bruxelles.

Manneken Pis

På hjørnet af Rue de L’Etuve finder du en af de største turistattraktioner i Bruxelles. På trods af sine beskedne 61 centimeter i højden er den nøgne, tissende dreng – Manneken Pis – et nationalt ikon og trækplaster for turister fra hele verden. Den lille figur i bronze har haft sin plads her i hjertet af Bruxelles siden 1619.

For at markere lokale, nationale og internationale mærkedage klæder de lokale jævnligt den lille bronzefigur ud i forskellige kostumer. Du kan desuden være heldig at besøge Bruxelles og Manneken Pis ved helt særlige lejligheder, hvor de lokale tilkobler en ølfustage til figuren, hvilket giver mulighed for at skænke sig et glas gratis øl, som pibler fra hans ædlere dele. På årets øvrige dage kan du fylde din vandflaske fra hans fontæne, der strømmer med rent drikkevand.

Der er gratis adgang til Manneken Pis året rundt – alle døgnets 24 timer.

I kort gåafstand herfra kan de opleve Manneken Pis’ kvindelige modstykke – Jeanneke Pis. En pige der sidder på hug og tisser (og så har du måske også fået nok af tissende brozefigurer).

Fun fact
I Bogense på Nordfyn findes en kopi af Manneken Pis. Figuren har tisset fra sin plads i Adelgade siden 1934. Det er en populær attraktion på de kanter, som også her ved specielle lejligheder bliver iført diverse kostumer.

Atomium

Det imponerende bygningsværk Atomium, opført i forbindelse med Verdensudstillingen i Bruxelles i 1958, er i dag storbyens mest besøgte seværdighed. Byggeriet, som er hele 102 meter højt, består af 9 sfærer (stålkugler på 18 meter i diameter) forbundet med store metalrør, og symboliseret et jernkrystal.

Der er adgang for offentligheden til en række af de store stålkugler. Det kan især anbefales at bevæge sig op i den øverste kugle, som via en udsigtsplatform giver et fantastisk panorama-view over storbyen.

Atomium ligger ved parken Osseghem, og i byggeriet finder du både et museum og en restaurant (husk at reservere bord hvis du besøger Atomium om aftenen).

Mini-Europe

Lige ved Atomium finder du en anden attraktion, som vil glæde både store og små. Det er miniaturemodelparken Mini-Europe, som giver mulighed for at opleve en række af Europas største historiske begivenheder, landemærker og seværdigheder i en 1:25 skala.

Her kan du f.eks. se miniaturemodeller af Venedigs kanaler og gondoler, Athens Akropolis, Londons Big Ben, Københavns fondsbørs, Amsterdam, Eiffeltårnet, Det Skæve Tårn i Pisa, Berlinmuren, Bruxelles egen Grand-Place, Vesuv i udbrud og meget andet. Med andre ord et sandt overflødighedshorn af miniaturemodeller som hele familien kan gå på opdagelse i og bliver klogere på Europa af.

Parken åbnede i 1989 og repræsenterer i skrivende stund flere end 80 europæiske storbyer med i alt 350 forskellige modeller – heriblandt en række interaktive.

God tur til Bruxelles.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here