Hvis du er en af dem, som lider af tandlægeskræk, så kender du den helt sikkert. Dén der følelse. Dit hjerte begynder at banke. Håndfladerne bliver klamme, og måske sveder du mere, end hvis du stod foran censor til en eksamen.

Men du skal ikke op og holde et oplæg eller invitere den person, du er småforelsket i, ud på en date. Dette er nemlig ikke nervøsitet, men rendyrket frygt. Frygt for alle de ting, som kan gå galt, når først du sætter dig i tandlægens stol og overgiver dig selv til vedkommendes ekspertise.

Hvad er tandlægeskræk?

Tandlægeskræk kan komme i mange forskellige former og udløse rigtig mange forskellige reaktioner. Hos nogle er der tale om en direkte forbi, og der er få ting, som skræmmer dem lige så meget som en tur til tandlægen. Hos andre er frygten mere kontrolleret, men de mærker alligevel et tydeligt ubehag, hver gang en aftale hos tandlægen nærmer sig.

Frygten, som man mærker, kan være for mange ting. For nogen er det en konkret bekymring for, at indgrebet ikke skal gå, som det skal. Andre er bange for smerte, imens det for andre er hele situationen med den lave stol og de kolde metalinstrumenter, som skræmmer.

Hvorfor opstår tandlægeskræk?

Ligesom frygten i sig selv er individuel fra person til person, så er årsagerne til denne frygt også varierende. Hos nogle mennesker kommer den snigende, og pludselig er det en pine at få tjekket og behandlet sine tænder.

For andre er det en konkret begivenhed i fortiden, som udløser skrækken. Måske har man én gang prøvet, at bedøvelsen ikke virkede, eller at man måtte gå igennem et voldsomt og langt indgreb. Denne type af oplevelser sætter sig i kroppen, og kan være svære at komme sig over rent psykisk.

Det kan du selv gøre

Lige meget hvordan det føles og hvordan det er opstået, så er tandlægeskræk ofte lammende og enormt besværligt. Derfor vil du helt sikkert gerne af med problemet. Heldigvis er der mange ting, som du selv kan gøre for at afhjælpe eller lette på problemet.

For eksempel kan du gå til terapi eller til psykolog. Her kan du få afdækket nogle af årsagerne til frygten, og dermed få teknikker til at behandle dem. Du kan også prøve hypnose – dette er der mange, som snakker godt om. Alternativt kan du skifte tandlæge, så du ikke længere skal komme samme sted, som du forbinder med en dårlig oplevelse.

Det kan tandlægen gøre

Men faktisk er tandlægerne – selve roden til frygten – faktisk ofte også dem, som bedst kan hjælpe dig til at få bugt med dine problemer. Mange tandlæger har nemlig god erfaring med at håndtere bekymrede og bange patienter.

Ved tandlægen, at du er bange, så vil han eller hun tage sig god tid til at tale med dig, forklare dig processerne og sørge for, at du har det godt. På alle måder forsøge at vende de dårlige oplevelser, så de bliver erstattet af gode.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here