Sådan forsikrer du dig mod arbejdsløshed

Midlertidig arbejdsløshed kan gøre rigtig ondt på økonomien, da man lige pludselig ikke har så mange penge at gøre godt med, som man plejer. Det kan få store konsekvenser, idet man stadig skal afholde udgifter til husleje, mad, tandlægebesøg osv. osv.

Siden den store økonomiske nedtur i 2007, 2008 og 2009 er der rigtig mange, som har valgt at melde sig ind i en a-kasse og tegne lønsikring. Det er fortsat helt frivilligt, om man vil være medlem af en arbejdsløshedskasse, men de færreste tør at lade være. Man løber nemlig en stor økonomisk risiko ved at fravælge denne form for forsikring.

Meld dig ind i en a-kasse

Den bedste måde at forsikre sig mod arbejdsløshed på er ved at melde sig ind i en a-kasse. Du kan nemlig få udbetalt dagpenge, hvis du mister dit job grundet en konkurs eller andet. Dog er det vigtigt at pointere, at man skal optjene ret til dagpenge / have optjent ét års anciennitet. I dét øjeblik du har været medlem i ét år, kan du få dagpenge, hvis du bliver arbejdsløs.

Er du nysgerrig efter at vide, hvad dagpengesatsen ligger på i øjeblikket? Så kig med herunder:

  • Dagpengesats for fuldtidsforsikrede: 18.633 kroner (2018)
  • Dagpengesats for deltidsforsikrede: 12.422 kroner (2018)

Som du kan se ud fra ovenstående, er det fordelagtigt at være fuldtidsforsikret, idet man med en fuldtidsforsikring får mange flere penge end med en deltidsforsikring. Arbejder du fuldtid, skal du tegne en fuldtidsforsikring. Arbejder du deltid – under 30 timer om ugen – kan du frit vælge mellem en deltidsforsikring og en fuldtidsforsikring. Udfordringen ved at tegne en fuldtidsforsikring som deltidsansat er, at man forpligter sig til at stå til rådighed for at tage et fuldtidsarbejde, hvis man bliver ledig, selvom man ikke er vant til at arbejde fuldtid.

Vær opmærksom på, at ovenstående satser kun gælder for 2018. Dagpengesatserne bliver reguleret hvert år. Din a-kasse har pligt til at holde dig opdateret vedrørende dette.

Er du ikke allerede meldt ind i en a-kasse, bør du tegne et medlemskab med det samme. Du kan til at starte med danne dig et overblik over landets billigste a-kasser. I samme ombæring kan du undersøge, hvad det koster at melde sig ind i en fagforening, og om det rent økonomisk giver mening at samle de to ydelser.

Tegn lønsikring

Skal du være ekstra godt dækket ind, så bør du foruden at melde dig ind i en a-kasse også tegne lønsikring. Den helt store fordel ved lønsikring er, at du kan bevare helt op til 90 % af din indtægt, hvis du bliver ledig. Det betyder, at du ikke bliver så hårdt ramt på pengepungen, hvis du mister dit job.

Før du tegner lønsikring, bør du undersøge, om det overhovedet kan betale sig. Det kan betale sig for langt de fleste mennesker, men hvis man har en lav indkomst, kan det muligvis ikke svare sig. En god hovedregel går på, at det ikke kan svare sig at betale for lønsikring, hvis man har en månedlig indkomst på under 26.000 kroner. Det kan til gengæld altid svare sig at betale for et a-kasse medlemskab.

Er man vant til at indkassere en stor månedsløn, kan man være tvunget til at sælge både hus og bil, hvis man lige pludselig skal leve af dagpenge. Det hjælper nemlig ikke meget, at man får udbetalt 18.633 kroner månedligt, hvis man har regninger for 25.000 kroner om måneden. Netop derfor er det afgørende, at man tegner lønsikring, hvis man ikke ønsker at blive hårdere ramt end højst nødvendigt. Selvom du med lønsikring kan få dækket en stor del af din tidligere indtægt, skal du selvfølgelig forsøge at komme tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Det vil din a-kasse og fagforening helt sikkert gerne hjælpe dig med.

Spar op

En opsparing er ikke en decideret forsikring mod arbejdsløshed, men det er altid fornuftigt at spare op. Med en opsparing vil du stadig have råd til at tage på ferie og forkæle dig selv, selvom du står uden job i en periode. Du slipper altså for at sætte dit liv på pause, blot fordi du har været uheldig at miste din stilling i forbindelse med en større fyringsrunde e.l. Lægger du penge til side hver måned, kan du med tiden opbygge en stor opsparing.

Opret en opsparing her og nu, så du kan begynde at spare op til rejser, forkælelse og uforudsete udgifter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *