Tilbage til forsiden


 

Om synshandicap

Indholdsfortegnelse:

  1. Hvornår er man synshandicappet?
  2. Hvem er synshandicappet?
  3. Hvor mange synshandicappede er der i Danmark?
  4. Generelt om rådgivning og støtte til synshandicappede børn, unge og voksne
  5. Rådgivning og støtte til synshandicappede børn og unge (0-17 år
  6. Rådgivning og støtte til voksne (18 år og derover
  7. Adresser vedr. børn og unge
  8. Adresser vedr. voksne
  9. Hjælpemidler

Hvornår er man synshandicappet?

Et synshandicap kan defineres ved synsstyrkemåling og/eller medicinsk diagnose hos øjenlæge eller på hospitalsafdeling. Men et synshandicap kan ikke beskrives ved synsmålinger og medicinske diagnoser alene.

Et synshandicap må også anskues funktionelt i forhold til en persons synsmæssige og deraf afledte formåen i en given situation. Synshandicap som begreb spænder over forskellige grader af svagsynethed til stærk svagsynethed og egentlig blindhed.

Oversigt over synsstyrker (visus)


Tallene skal forstås sådan, at man fx med en synsstyrke på 6/18 på 6 meters afstand netop kan se det, som normaltseende kan se på 18 meters afstand.

Dansk social klassifikation af synsnedsættelse


Måles på bedste øje
Kategori: A
Synsstyrke: 6/18 til bedre end 6/60
Betegnelse: Svagsynethed

Kategori: B
Synsstyrke: 6/60 til bedre end 1/60
Betegnelse: Social blindhed

Kategori: C
Synsstyrke: 1/60 med lyssans og projektion (Projektion vil sige, at en person med lyssans kan angive retningen, hvorfra lyset kommer).
Betegnelse: Praktisk blindhed

Kategori: D
Synsstyrke: Lyssans minus projektion eller ingen lyssans
Betegnelse: Total blindhed

Eksempler på synsstyrker inden for normalområdet
Måles på begge øjne

Gennemsnittet for normalt syn er synsstyrke 6/6.

Minimumskrav for erhvervskørekort er 6/7,5 på bedste øje og 6/12 på dårligste øje.

Minimumskrav for privat kørekort er synsstyrke 6/12 på begge øjne samtidig. Hvis det ene øje kun har en synsstyrke på ? 6/60, kræves 6/10 på det andet øje

Indskrænkning af synsfeltet
Hvis synsfeltet er indskrænket til 10 grader eller derunder på bedste øje,
klassificeres personen som praktisk blind, uanset synsstyrken.


 

Hvem er synshandicappet?

En funktionsnedsættelse kan være resultat af arv, miljø, høj alder, sygdomme eller ulykker. Svagsynethed eller blindhed kan således enten være medfødt eller opstå - pludseligt eller gradvist - senere i livet. Langt de fleste blinde eller svagsynede har erhvervet deres synsnedsættelse som unge eller voksne.

Hovedparten af blinde og svagsynede er ældre over 65 år, og på grund af kvinders gennemsnitlige længere leveralder er de fleste i denne gruppe kvinder. Den hyppigste årsag til synshandicap hos ældre er aldersforandringer i øjet - aldersbetingende funktionsnedsættelse af synssansen, som ofte kan være kombineret med en eller flere andre svækkelser, så man f.eks. har nedsat hørelse eller er mindre rørig. Andre generelt hyppige årsag til synshandicap er følger af diabetes, grøn stær, arvelige sygdomme og grå stær.

 

Hvor mange synshandicappede er der i Danmark?

Det forbyggende sundhedsarbejde, som tager sin begyndelse allerede ved konstateringen af en graviditet og fortsætter gennem barndom og ungdom, betyder, at de fleste tilfælde af blindhed eller alvorlig svagsynethed opdages allerede kort efter fødslen. Langt de fleste børn med et synshandicap er opdaget før skolestart. Det betyder, at der kan ske en tidlig medicinsk, socialmedicinsk og optisk indsats for at bevare og udnytte et restsyn. Desuden kan de pårørende og andre omkring barnet på et tidligt tidspunkt få den nødvendige socialpsykologisk og specialpædagogiske rådgivning og vejledning.

I aldersgruppen 0-18 år er der godt 1500 blinde og svagsynede børn og unge. Ca. 1 ud af 1000 børn og unge i Danmark har eller får et varigt synshandicap på grund af medfødte fosterskader, arvelige øjenlidelser og andre handicap som påvirker synet.

Der anmeldtes hvert år mellem 150 - 200 nye tilfælde af synshandicap blandt 0-18-årige år til Synsregistret ved Statens Øjenklinik.

På voksenområdet er der intet centralt register over antallet af synshandicappede. Det vides derfor ikke med sikkerhed, hvor mange voksne synshandicappede der findes i alt. Nogle udenlandske undersøgelser tyder på, at 0,5% af befolkningen er blinde, hvilket svarer til lidt over 25.000 mennesker i Danmark. Atter andre undersøgelser angiver, at omkring 1% af befolkningen er blinde. Omfanget af synshandicap vil altid afhænge af samfundets objektive kriterier (synsstyrke, diagnoser) for, hvad der definerer et synshandicap, samt en vurdering af en persons synsevne i praksis og de konsekvenser, den praktiske synsevne har for personens almindelige livsførelse, dagligdags gøremål, uddannelse, erhverv og mulighed for selvstændighed.

Gruppen af svagsynede er på størrelse med antallet af blinde eller større. I Danmark regnes med et forhold mellem blinde og svagsynede på 1:1 eller 1:2, dvs. at der er mellem 25.000 og 50.000 svagsynede. Den hyppigste årsag til synshandicap hos voksne er aldersforandringer på nethinden, som skader den del af synet, vi ser skarpt med. Ca. 2.000 ældre udvikler hvert år nethindeforandringer, som giver stærkt nedsat syn.

 

Rådgivning og støtte til synshandicappede børn og unge (0-18 år)

I Danmark er hovedreglen i dag, at det synshandicappede barn - ligesom andre børn - bor hjemme hos sine forældre. Når der er brug for en børnehaveplads - og senere en skole - anvendes i langt de fleste tilfælde den, der dækker det lokalområde, hvor barnet bor. Denne integrationsproces har udviklet sig siden slutningen af 1960'erne. Indtil da var der i lovgivningen regler for, at børn med et betydeligt synstab skulle bo og gå i skole på landets to blindeskoler (Refsnæsskolen for 1.-7. klasse og Instituttet for Blinde og Svagsynede for elever i de ældste klasser).

Almindelige børnehaver og skoler, som har en blind eller svagsynet elev, kan hente hjælp hos en række særligt sagkyndige.

For børn i førskolealderen er der landet over en række småbørnskonsulenter, der, så snart der er konstateret et synshandicap, kommer ud til forældrene og barnets evt. daginstitution.

Småbørnskonsulenterne vejleder lokalt både i hjemmet og i daginstitutionerne. Der rådgives om den særlige indsats, der er nødvendig, når et barn skal udvikle sig optimalt på trods af, at det har en nedsættelse i så væsentlig en sans som synet. Der gives endvidere tilbud om kurser for såvel børn som forældre og pædagoger.

For børn i skolealderen er der skolekonsulenter (i daglig tale synskonsulenter).

Skolekonsulenternes opgave er at rådgive om undervisningen af barnet (metoder, hjælpemidler, materialer m.m.). Denne undervisning foregår i de fleste tilfælde i den lokale skole i det skoledistrikt, som barnet hører til. Skolens lærer og den synshandicappede elev benytter desuden rådgivnings- og kursustilbud fra Refsnæsskolen. Refsnæsskolen har ansvaret for bog- og materialeforsyningen til børn og unge i den undervisningspligtige alder.

 

Rådgivning og støtte til voksne (18 år - )

Rådgivningen for voksne ydes af synskonsulenter og mobilityinstruktører fra synsrådgivninger, hjælpemiddelinstitutter, Instituttet for Blinde og Svagsynede samt kommunale medarbejdere (fx ergoterapeuter). Desuden kan man få støtte og vejledning fra den private brugerorganisation Dansk Blindesamfund.

 

Adresser vedr. børn og unge

Vejledning om småbørn, kurser og materialeforsyning til skolebørn
Synscenter Refsnæs
Institut for blinde og svagsynede børn og unge
Kystvejen 112
4400 Kalundborg
Tlf.59570100

Vejledning om skolebørn
Henvendelse via egen kommune til synskonsulenter.

Foreninger
Dansk Blindesamfunds Ungdom
Theklavej 48
2400 København NV
Tlf.38190223
E-post: dbsu@dbsu.dk
Netsted: www.dbsu.dk
Landsdækkende forening af unge blinde og svagsynede under 36 år.

Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede
Netsted: www.lfbs.dk
Foreningen arbejder for bedre forhold, socialt og undervisningsmæssigt, for synshandicappede børn og unge. Foreningen tilbyder også kontakt forældrene imellem, bl.a. via foreningens lokalafdelinger, samt arrangerer weekend-arrangementer og kurser for forældre

Adresser vedr. voksne:

Henvendelse til socialforvaltningen i egen kommune for ansøgning om hjælpemidler

På Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS) findes specialiserede uddannelsestilbud i form af kurser for nyblinde, hjælpemiddelafprøvning, erhvervsservice og erhvervsuddannelser. Alle kan frit henvende sig til IBOS og forhøre sig om tilbud og rådgivning.

Dansk Blindesamfund har sociale aktiviteter og kurser for medlemmer over hele landet. Desuden varetager Dansk Blindesamfunds oplysningsforbund (BOS) en del undervisningsopgaver.

 

Instituttet for Blinde og Svagsynede
Rymarksvej 1
2900 Hellerup
Tlf.: 39 25 45 25
Fax.: 39 45 25 25
E-post: ibos@ibos.dk
Netsted: www.ibos.dk