|
Samtale, refleksion og anerkendende relationer
7. Fremadrettede anbefalinger
Herunder følger projektets anbefalinger. Disse anbefalinger retter sig primært mod skolernes og synskonsulenternes muligheder for at medvirke til at styrke og fremme den refleksion og de anerkendende relationer i klassen, som kan medvirke til rummelighed og inklusion. Som projektet har givet eksempler på, er denne rummelighed og inklusion ikke isoleret til at omhandle en synshandicappet elev, men inkluderer mange andre elever i klasserne, som på forskellig vis oplever forvirring, utryghed eller mindreværd i relationen til klassens sociale interaktion eller skolelivet som sådan. Det at få holdninger, følelser og værdier sat i tale i klassens offentlige rum har afgørende betydning for synshandicappede elever, som er begrænsede i deres muligheder for at deltage i nonverbal kommunikation og aktiviteter, som kræver hurtig mobilitet, fx mange fysiske betonede lege. Derfor er samtalen og samtaleformen vital, ikke mindst fordi alle elever og lærerne kan få udbytte heraf. For den synshandicappede elev er klasseværelsets "offentlige rum" i form af fælles samtale en kilde til viden og information, som kan styrke udviklingen af både sociale og faglige kompetencer.
7.1. Anbefalinger til skolerne
Rummelighed i folkeskolen er en politisk målsætning og dermed et fælles anliggende for alle, som arbejder i folkeskolen eller har relationer hertil.
Projektets anbefalinger til skolerne er:
- Lærerne skal have klare principper og holdninger fra skolens ledelse vedrørende konkretisering af rummelighed og inklusion.
- Skolerne skal have en forudgående holdning til, hvordan de vil modtage og samarbejde med udefra kommende konsulenter. Dette skal fremme, at der afsættes den fornødne tid til forberedelse, møder m.m.
- Lærerne skal have en fælles forståelse af de opgaver, der ligger i begreberne rummelighed og inklusion, samt redskaber til at realisere målsætningen
- Lærernes kompetencer skal styrkes gennem efteruddannelse, kollegial supervision og/eller ekstern supervision.
7.2. Anbefalinger til synskonsulenterne
- Hvis synskonsulenten skal spille en aktiv og engageret rolle i forhold til den synshandicappede elevs udvikling af social kompetence, skal konsulenten sikres den nødvendige efteruddannelse i fx relationskompetence, konflikthåndtering, supervision og den gode samtale.
- Konsulenten skal over for skolen og forældre præsentere et helhedsorienteret formål med vejledningen. Konsulentrollen skal ud over rådgivning i forbindelse med særlige undervisningsmidler og specialpædagogisk metode også omfatte et engagement i elevens personlige udvikling og inklusion i skolen i tæt samarbejde med lærerne, familien og elevens øvrige netværk. En tilsvarende kvalificering bør ske af småbørnskonsulenterne, som har tæt kontakt til familien og daginstitutioner. Hermed skal sikres, at den inklusion og rummelighed, som er forudsætningen for social kompetence, også inddrages kvalificeret på dette vejledningsområde.
7.3. Anbefaling for samarbejdet mellem skole og synskonsulent
- Ved starten af rådgivningen udarbejdes en samarbejdsaftale mellem skole og konsulent. Samarbejdsaftalen kan fx indeholde aftaler om de gensidige forventninger til samarbejdets form og indhold – herunder forpligtende aftaler om forberedelse, møder m.m. Aftalen godkendes af skolens leder og af synskonsulentens leder.
7.4. Forslag til fremadrettede aktiviteter
Ud over de udviklingsmuligheder som er skitseret i anbefalingerne til skolerne og til synskonsulenterne, vil vi pege på følgende perspektiv:
Videncenter for Synshandicap udarbejder i samarbejde med Synskonsulenternes Samråd, Samrådet af Synsfaglige Ledere i Amterne m.fl. beskrivelse af et udviklingsprojekt, som søges finansieret ved ansøgning til bl.a. Undervisningsministeriet og Socialministeriet. Projektets formål skal være at udvikle og følge op på pilotprojektets erfaringer og anbefalinger og skal indeholde følgende indsatsområder:
- opfølgende aktiviteter i forhold til de deltagende skoler
- inddragelse af flere skoler
- inddragelse af et familie- og netværksperspektiv
- kompetenceudvikling af synskonsulenter jf. anbefalingerne
- kompetenceudvikling af involverede lærere jf. anbefalingerne
- undersøgelse af langtidseffekter af kompetenceudvikling og aktiviteter i forhold til de deltagende synshandicappede elever

|