|
Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap Nr. 4, 2009
Et år i punktskriftens tegn
Da Louis Braille første gang præsenterede punktskriften, i 1825, var det langtfra alle, der modtog den nye skrift med åbne arme. Nogle seende blindelærere har formentlig syntes, at den nye skrift var for fremmedartet og besværlig at lære, og nogle har måske ligefrem frygtet, at den ville gøre blinde for selvstændige. Fordi skriften var unik og udviklet specielt til blinde, stred den også mod den fremherskende opfattelse af, at blinde for deres egen skyld burde søge at fremstå så "seende" som muligt.
På samme måde mødte den hvide stok i sin tid også skepsis, fordi den fik blinde til at skille sig ud – som blinde.
I dag er både punktskriften og den hvide stok centrale og naturlige elementer i blinde og stærkt svagsynede menneskers hverdag, og 200-året for Louis Brailles fødsel blev i 2009 markeret verden rundt med konferencer, koncerter, udstillinger og udgivelser. Den amerikanske nationalbank markerede 200-året med en særlig sølvdollar, og i Italien er der fremstillet en to-euro-mønt til minde om Louis Braille.
I Danmark var punktskrift temaet for den årlige fagdag for medarbejdere i den landsdækkende og regionale synsrådgivning. Ved den lejlighed var der premiere på udstillingen Fra Reliefskrift til Robobraille, som efterfølgende har været på turne i Danmark og Sverige.
Dette nummer af Synshandicap har også fokus på punktskrift.
Artiklen Praksis og evidens i læseundervisningen sammenfatter nogle af hovedpunkterne fra en stor amerikansk konference om læsning med hovedvægt på punktskrift. Artiklen Contrapunctus omtaler et nyligt afsluttet EU-projekt, der har udviklet nye redskaber til musikere og undervisere, der bruger punktnoder. Og i Punktskriftsundervisning for voksne fortæller vi om en britisk undersøgelse af holdninger og tilgange til punktundervisning for mennesker, der er blevet blinde som voksne.
Jubilæumsåret er forbi, men Videncenter for Synshandicap vil også i fremtiden have fokus på punktskrift – og på alle de andre vidensområder, der indgår i synshandicap som fagligt felt.

|