Videncenter for Synshandicap

Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 3, 2009

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Supplerende læsning om handicapbegrebet

Som supplement til René Rubys artikel om handicapbegrebet (s. 2 og 4) omtales her et lille udvalg af de bøger og artikler i Videncentrets bibliotek, der omhandler handicapbegrebet og sprogbrugen på området. Materialet kan lånes eller fås i kopi (fx ved at skrive til bestilling@visinfo.dk).

Midlertidigt frihedsberøvet

Per Fugelli, professor i social-medicin ved Universitetet i Oslo, foreslår betegnelsen "midlertidigt frihedsberøvet", fordi det er samfundets rammebetingelser, der afgør, hvor handicappet man bliver ud fra et givet personligt udgangspunkt. Han sætter funktionsevne lig med "biologi gange kultur gange politik i anden" og mener altså, at den omgivende kultur og de politiske beslutninger mangedobler effekten af fx nedsat synsevne.

  • Fugelli: 0-visionen, Universitetsforlaget, Oslo, 2003 (268 s.)
  • Fugelli: Rød resept, Universitetsforlaget, Oslo, 2005 (268 s.)

De 20 tab

Den katolske præst Thomas J. Carroll (USA, 1909-1971) betegnede erhvervet blindhed/ svagsynethed som en personlig katastrofe, som den enkelte må have hjælp til at overvinde. Han opregnede i alt 20 tab, der ledsager opstået blindhed.

  • Carroll, Thomas J.: Blindness. What it is, what it does, and how to live with it, Little, Brown and Company, Boston, 1961 (382 s.) (Findes også på dansk i Videncentrets bibliotek).

Blindhed som egenskab

Kenneth Jernigan, mangeårig formand for det største amerikanske blindeforbund, National Federation of the Blind (NFB), afviser Carrolls "katastrofesyn" og betegner blindhed som én egenskab blandt mange andre.

I nogle sammenhænge er blindheden en hindring (fx når man skal spille rundbold), i andre er det ligegyldigt (fx når man skal holde en historieforelæsning). Handicappet afhænger altså af situationen og omgivelserne.

  • Kenneth Jernigan: Blindness: Handicap or characteristic, The Braille Monitor, marts 1995, s. 119-127, NFB, USA

Nej tak til "Mennesket Først"

Den amerikanske handicapforsker Edvin C. Vaughan afviser "mennesket først"-sprogbrugen, som især er udbredt i USA og Storbritannien. Ved at sige "en person, der blind" eller "et menneske med blindhed" vil man markere, at personen først og fremmest er et menneske, mens funktionsnedsættelsen kommer i anden række. Vaughan (og det amerikanske blindeforbund NFB) mener, at denne usædvanlige og markante sprogbrug er med til at skille handicappede ud som anderledes.

Handicappede mennesker

Vin West er far til en blind pige og handicappolitisk aktiv. Han er fortaler for betegnelsen "handicappede mennesker/personer" frem for "mennesker med handicap", fordi handicappet skyldes samfundsskabte barrierer. Han afviser "mennesker med handicap" som et udtryk, der placerer problemet – og dermed ansvaret – hos den enkelte.

  • Vin West: Fired up - Why do even the nicest people think it's ok to be rude to disabled people?, Access, nr. 35, 2009, s. 16-17, RNIB, London

Et krydsfelt

Bjarne Bjelke Jensen, konsulent ved Videnscenter for Bevægelseshandicap, betegner handicapbegrebet som et krydsfelt, sammenflettet af skiftende betydninger. I den meget spændende og velskrevne bog "Handicap som krydsfelt" diskuterer han handicapbegrebet og ser bl.a. på de skiftende definitioners konkrete betydning i forhold til fx registrering, forskning og velfærdspolitik.

Kapitlet "Dansen om definitionerne" tager udgangspunkt i den svenske ph.d.-forsker Lars Grönviks forsøg på at finde en universel definition af handicap. Grönvik konkluderer, at det aldrig vil være muligt at finde én fast definition af handicap, som altid er gældende.

I stedet opstiller han fem definitions-familier, som anvendes afhængigt af formålet: Den funktionelle definition (baseret på den enkeltes funktionsevne), den sociale model, den relative definition (situationsbetinget), den administrative definition (baseret på offentlige støtte- og kompensationsordninger) samt den subjektive definition.

  • Handicap som krydsfelt, Videnscenter for Bevægelses-handicap, Århus, 2009 (154 s.)

Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side er kapitel 3 af 13 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 3, 2009".
Version nr. 1.0 af 17-11-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/2009/NYH032009/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2009