|
Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap Nr. 1, 2009
Læserne har talt!
I oktobernummeret af "Synshandicap" gennemførte vi en læserundersøgelse. Nu har vi fået samlet op på besvarelserne, og resultatet er både opløftende og konstruktivt.
Af 2.145 skemaer fik vi 130 retur. De læsere, der deltog i undersøgelsen er generelt meget tilfredse med bladet, både i forhold til form og indhold. En del havde skrevet kommentarer med gode ideer til forbedring af bladet. Nogle kommentarer har vi allerede taget til os. For eksempel har vi udstyret flere af artiklerne med faktabokse, og overskrifter og indledninger til artiklerne er også blevet strammet op.
Nyhedsbrevet har en sammensat målgruppe. Vi sigter primært mod personer, der har en faglig interesse i synsområdet. Samtidig udsender vi dog gerne til interesserede privatpersoner. 2/3 af besvarelserne i undersøgelsen kom fra personer, der modtog bladet i forbindelse med deres arbejde, og 1/3 fra privatpersoner.
En velfungerende sproglig formidling og en passende faglighed er særlig vigtigt, når man har en sammensat læsergruppe. Dette så ud til at være opfyldt. Samlet set mente 92 %, at sproget var meget godt eller godt, mens 89 % gav det faglige niveau samme bedømmelse.
Også i forhold til valg af emner ligger der en udfordring i at ramme bredt. 79 % mente, at bredden af emner var passende. Det gjaldt især for læsere, der oplyste, at de beskæftigede sig med synshandicap i deres arbejde, hvor 88 % vurderede emneudvalget som passende. Vi spurgte også til læsernes oplevelse af bladets relevans, aktualitet og troværdighed. Over 2/3 af læserne satte kryds ved meget eller i nogen grad i de tre kategorier. Flest positive svar fik troværdighed, hvor 2/3 vurderede bladet som meget troværdigt.
Vi siger tak til alle de læsere, der tog sig tid til at besvare spørgeskemaet, og som kom med forslag, ris og ros. Vi vil i de kommende måneder arbejde videre med de indkomne kommentarer og forslag og forsøge at indarbejde dem i den løbende udvikling af bladet.

|