![]() ![]() |
|
|
Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 1, 2009
Et uudnyttet potentialeSFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har ad flere omgange beskrevet beskæftigelsessituationen for personer med handicap. Her følger en kort omtale af de to nyeste udgivelser, som er fra 2008 og 2009. I starten af 2008 udgav SFI rapporten Handicap og Beskæftigelse. Vilkår og betingelser for handicappede på arbejdsmarkedet. Rapporten bygger på interview med 9.202 personer i alderen 16-64 år. Af disse deltog 2.235 personer i et længere interview, fordi de arbejdede i fleksjob eller havde et længerevarende helbredsproblem. De betegnes her som personer med handicap. Et stort uudnyttet potentialeUndersøgelsen viser, at der er en lavere beskæftigelsesgrad blandt personer med handicap (56,6 %) end i resten af befolkningen (79 %). Det konkluderes også, at jo lavere funktionsevne man har, jo lavere er chancen for, at man er i arbejde. Personer med handicap, som er i beskæftigelse, er lige så tilfredse med deres arbejde som personer uden handicap, og de oplever samme værdier og glæde ved at være i arbejde. Dog har denne gruppe et højere sygefravær, samtidig med at der er et større behov for at tilpasse fx arbejdstid og arbejdsvilkår. Undersøgelsen viser også, at fleksjobordningen bidrager til at sikre beskæftigelse for personer, som af helbredsmæssige grunde ellers ville være passivt forsørget. Endelig skønner den, at beskæftigelsespotentialet blandt ikke-beskæftigede personer med handicap er ca. 20.000 fuldtidsbeskæftigede og ca. 14.000 deltidsbeskæftigede. Fremgang – med forbeholdI marts 2009 udgav SFI rapporten Handicap og beskæftigelse. Udviklingen mellem 2002 og 2008, som belyser, om målene for regeringens beskæftigelsesstrategi fra 2004 er opfyldt. Målet for regeringens strategi var at få flere handicappede i arbejde, bl.a. ved at øge kendskabet til støtteordninger og at ændre holdningerne til at arbejde sammen med handicappede. Rapporten viser, at beskæftigelsesudviklingen blandt personer med handicap har været positiv i perioden, idet der er kommet ca. 17.000 flere handicappede i arbejde. Desuden har flere handicappede kendskab til reglen om, at handicappede jobsøgere har ret til en jobsamtale. Trods den positive udvikling har beskæftigelsesfremgangen dog været langt større blandt personer uden handicap. Det kan tyde på, at det især er personer med mindre vidtrækkende funktionsnedsættelser, der er kommet i beskæftigelse. Læs videre: Rapporterne kan købes hos SFI eller downloades gratis fra http://www.sfi.dk. Her finder man også andre rapporter fra de seneste år om handicappedes livsvilkår. Brian Larsen og Jan Høgelund: Handicap og beskæftigelse. Udviklingen mellem 2002 og 2008, 2009, 98 sider. Brian Larsen, Helle Kløft Schademan og Jan Høgelund: Handicap og Beskæftigelse 2006. Vilkår og betingelser for handicappede på arbejdsmarkedet, 2008, 180 sider.
| |
|
|
|
|
Denne side er kapitel 8 af 19 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 1, 2009". |
|