Videncenter for Synshandicap

Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 1, 2009

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Nordlys-konference

Lys og syn hører sammen. God synsfunktion kræver god belysning, og det gælder i særlig grad for svagsynede. I novembermørket sidste år mødtes knap 80 deltagere fra Finland, Færøerne, Norge, Sverige og Danmark til "Nordlys", en todages konference om belysning for svagsynede. Som opfølgning på konferencen blev der oprettet et fælles netsted og aftalt en ny konference i 2010. 

Med et normalt syn kan man klare sig under meget varierede lysforhold, både inde og ude. Men også normaltseende kan opleve forbigående problemer, fx når man om natten blændes af en modkørende bilist, eller hvis man skal aflæse et gnidret serienummer bag på computeren. I førstnævnte tilfælde oplever man grænserne for øjets tilpasningsevne til store og pludselige skift i lysforhold – i sidstnævnte tilfælde slås man med lav kontrast og små skrifttyper.

Særligt behov for godt lys

Har man nedsat syn, befinder man sig oftere i udkanten af, hvad synet kan kapere. Derfor er man særligt afhængig af gode lysforhold. Det almindelige aldersbetingede synstab begynder omkring de 40, og for visse synsfunktioners vedkommende endda endnu tidligere. Derudover kan man som ung eller gammel blive ramt af en alvorlig synsnedsættelse og dermed have et særligt behov for god, individuelt tilpasset belysning.

I Danmark er der ca. 70.000 blinde og svagsynede. Hertil kommer den langt større gruppe, som ikke har et egentligt synshandicap, men som har en mindre synsnedsættelse, der påvirker dem i hverdagen.

For synshandicappede er god belysning afgørende for, om man kan klare daglige opgaver på jobbet eller i hjemmet. Bedre belysning kan ofte medføre store forbedringer i aktivitetsmuligheder og livskvalitet, en sammenhæng, der er dokumenteret i en række studier.

Uddannelse i lysdesign

Norge har siden 2005 haft en treårig bachelor-uddannelse i lysdesign på Buskerud Universitet. Sverige har en etårig og en toårig uddannelse på hhv. Kungliga Tekniska Høgskolan og Jönköpings Universitet. Danmark har ikke nogen decideret uddannelse i lysdesign, selv om emnet naturligvis indgår i design- og arkitekturuddannelserne.

  • Kontakt Videncentret, hvis du vil have tilsendt link til beskrivelserne af de nordiske uddannelser i lysdesign.

Design af det fysiske miljø

Lektor Johnny Nersveen fra Gjøvik Universitet i Norge talte om universel udformning, dvs.at det offentlige rum tilrettelægges sådan, at fx også svagsynede kan færdes godt og sikkert.

I 2008 gennemførte analysefirmaet Synovate en undersøgelse på vegne af Norges Blindeforbund, som afdækkede, hvor mange uheld og farlige situationer voksne nordmænd havde oplevet inden for det seneste år på grund af omgivelsernes fysiske udformning. Når tallene overføres til hele befolkningen, konkluderer undersøgelsen, at næsten 1,2 millioner mennesker i Norge årligt kommer ud for uheld eller farlige situationer. De fleste skader er "blot" knubs og blå mærker, men der er også mange alvorligere skader, bl.a. rygskader (120.000 personer), knæskader (95.000 personer), benbrud (90.000 personer) og hovedskader (75.000 personer).

Uheldene er især forbundet med trapper, kanter samt huller og ujævnheder i gangarealer. Det var en af Johnny Nersveens pointer, at belysning ofte kan være med til at forebygge uheld, fordi god belysning gør det lettere (eller overhovedet muligt) at opfatte disse niveau-spring og ujævnheder.

  • Kontakt Videncentret for at få tilsendt link til rapporten Befolkningsundersøkelse: Uhell og farlige situasjoner på grunn av bygningsmessige forhold.
  • Johnny Nersveens PowerPoint-præsentation på konferencens netsted viser bl.a. eksempler på godt og dårligt design.

Afdækning af lysbehov

Ergoterapeut Lone Helene Glovinski Petersen fra Hjælpemiddelcentralen i Esbjerg Kommune præsenterede den metode, der her anvendes til at afdække lysbehov i hjemmet hos blinde/ svagsynede. Generelt sker lysafprøvning ofte efter metoder, der overleveres mundtligt og indlæres via daglig praksis, men i 2008 tog Lone Helene Glovinski Petersen og ergoterapeut Ulla Fog initiativ til at få beskrevet den praksis, der var i brug i Esbjerg, i et hæfte.

Den indledende samtale med borgeren fokuser på dagligdags aspekter, fx "Er der steder, hvor du synes, lyset er rart?", "Generer lyset dig, når du arbejder ved køkkenvasken?" Rummet måles op, og man tager foto og noterer placering af vinduer m.m. og farven på vægge, gulv og loft (mørk/lys). Efterfølgende afprøves og evalueres de konkrete løsninger i hjemmet.

  • Metodebeskrivelsen findes på konferencens netsted.

Kombineret afprøvning

Også synskonsulenterne Liselotte Vestergaard og Hanne Dahl fra Institut for Syn og Teknologi, Region Nordjylland, beskrev metoder til afdækning af lysbehov.

Afprøvningen begynder typisk på Instituttet, hvor der er opstillet forskellige lokaletyper, bl.a. et øvekøkken. Der anvendes praktiske opgaver, som passer den enkelte – når man skal teste lysbehov ved nærarbejde kan det fx være nærliggende for nogle at sortere perler, mens en pensioneret arbejdsmand måske bedre kan forholde sig til at sortere skruer!

Efterfølgende foretages der en afprøvning i hjemmet, og her kan lysbehovet godt vise sig at være helt anderledes pga. andre farver og materialer på vægge, gulv, loft osv. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at ændringer i belysningen i hjemmet kræver tilvænning. I begyndelsen synes borgeren måske, lyset er alt for skarpt, men efter lidt tilvænning kan der være ønske om endnu mere lys.

  • Se PowerPoint-præsentation fra denne præsentation på konferencens netsted.

Baggrund og bonusinfo:

Nordisk initiativ: Nordlyskonferencen udsprang af et ønske på den nordiske rektorforsamling i 2006. Her mødes lederne for de landsdækkende synsinstitutioner i Norden en gang årligt. Det er håbet at gøre konferencen til en tilbagevendende begivenhed.

Arrangører: Denne første konference, var arrangeret af det danske kernekompetenceprojekt for belysning, som er igangsat af Det Landsdækkende Synsråd (DLS). DLS omfatter repræsentanter for de offentlige rådgivnings- og vidensfunktioner samt Dansk Blindesamfund og Landsforeningen af forældre til Blinde og Svagsynede.

Læs mere om DLS på http://www.synsraad.dk. Her findes bl.a. nyt fra de igangværende kernekompetenceprojekter, herunder belysningsprojektet.

Rådgivning: Svagsynede kan få personlig rådgivning om belysning på de kommunale og regionale synsrådgivninger.

Konferencens netsted: http://www.nordlyskonf.dk finder man bl.a. materiale fra konferencen samt link til artikler m.m. om lys og svagsynede.


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side er kapitel 3 af 19 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 1, 2009".
Version nr. 1.0 af 07-04-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/2009/NYH012009/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2009