|
Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap Nr. 1, 2009
Sådan følges I ad – nu som plakat
Hvis man har en alvorlig synsnedsættelse, er det ofte en god løsning at anvende en seende ledsager. Det er en sikker og effektiv måde at færdes på, især i ukendte omgivelser. Når en seende ledsager en synshandicappet, er det praktisk, at de to er enige om, hvordan det skal foregå, og hvordan man fx håndterer døre og trapper.
Hæftet "Sådan følges I ad", som er skrevet af Lisbeth Hallestad, Instituttet for Blinde og Svagsynede, introducerer de grundlæggende teknikker, som det er en fordel, at begge parter kender. Hæftet har vist sig at dække et behov – efter udgivelsen i 1999 er det udleveret i over 30.000 eksemplarer.
I 2004 producerede Institut for Syn og Teknologi i Ålborg en 12 minutters film på baggrund af hæftet, og i 2005 udkom både film og hæfte på engelsk.
Seneste skud på stammen er en plakat, som viser de vigtigste grundteknikker gennem Neel de Thurah Simonsens tegninger fra hæftet. Plakaten er udformet af Karin Rask, Institut for Syn og Teknologi i Ålborg, i samarbejde med Videncentret og Lisbeth Hallestad. Plakaten er tænkt som en påmindelse om teknikkerne i hverdagen som supplement til gennemgangen i hæfte og film. Den kan anvendes på skoler og plejehjem og i andre sammenhænge, hvor synshandicappede ofte færdes.

Plakaten kan bestilles hos Videncenter for Synshandicap i A4- eller A3-format med hvid eller grøn baggrund. Den kan også downloades som pdf fra Videncentrets netsted.

|