Videncenter for Synshandicap

Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 3, 2008

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Handicapopfattelsen i islam

Af Kathrine Schmidt Jensen

Hvordan opfattes handicap i islam? Dette tema tages op i artiklen Disability in the Qur’an fra 2004. Forfatterne beskriver her den islamiske position og holdning til handicap, som de udleder den af de traditionelle kilder Koranen og de såkaldte hadithsamlinger. Haditherne er nedskrevne fortællinger om profeten Muhammeds liv og levned; de anses af mange muslimer som en lærebog for, hvordan man bør læse og forstå Koranens tekster.

Blindhed i Koranen

Artiklen bygger på en sproganalyse af en række udvalgte begreber, der alle relaterer sig til handicap fx blind, lam, døv og stum. Ifølge forfatterne er det interessant at se, at Koranen anvender begrebet a'ma, når der refereres til blindhed, ikke begrebet dhareer. Dhareer betyder "en person, der har mistet sit syn"; det stammer fra ordet dharara, som betyder skade og handicap. A’ma stammer derimod fra amiya; det betyder "ikke at kunne se" og forstås generelt som et langt bredere begreb. Det er forfatternes tolkning, at a’ma bærer en mere positiv betydning med sig end dhareer, og at dette har betydning for, hvordan blindhed betragtes i Koranen.

I forhold til blinde fremhæver forfatterne beretningen om en episode, hvor profeten Muhammed kommer til at vende ryggen til en blind mand og dermed rette opmærksomheden væk fra ham. I en åbenbaring irettesætter Gud Muhammed og formaner ham at behandle manden med respekt. Forfatterne konkluderer, at Koranen maner til forståelse og anerkendelse af alle såkaldte "under-privilegerede" medlemmer af samfundet for at forebygge ulighed. I forfatternes læsning er Koranens fokus således på den samfundsskabte byrde, der pålægges de personer, som ikke har de sociale, økonomiske eller fysiske egenskaber, som værdsættes på et givet sted og tidspunkt, og på samfundets pligt til at anerkende disse mennesker og søge at forbedre deres vilkår og status.

Perfektion

Artiklen indeholder ud over en analyse af de forskellige handicapbegreber også en diskussion af begrebet perfektion i Koranen – et perspektiv, man ifølge forfatterne ikke kommer uden om, hvis man ønsker at forstå handicapopfattelsen. De fremhæver blandt andet, at Koranen beskriver alle som lige, skabt af den samme gud, hvilket indebærer, at alle skal behandles med samme respekt.

Endvidere peger de på, at der i Koranen står, at Gud ikke dømmer mennesket på fysiske egenskaber (eller materielle bedrifter), men på den enkeltes spiritualitet og etik.

Hvis man ifølge denne fortolkning skal tale om en rangorden i islam, er det de mest troende, der står højest; det har altså intet at gøre med menneskers fysiske forskelligheder.

Er handicap skamfuldt?

Bevæger man sig væk fra de oprindelige kilder og ser på moderne muslimsk praksis, er billedet selvsagt vældig komplekst, da religionen kun er én blandt en lang række kulturelle og individuelle faktorer, der påvirker holdninger og handlinger. I den vestlige forståelse af moderne muslimsk kultur nævnes det imidlertid ofte, at handicap generelt betragtes som skamfuldt. Det modsiges af en række nyere undersøgelser, som bl.a. refereres i SFI's udgivelse Handicap og ligebehandling i praksis fra 2008.

Litteratur

Maysaa S. Bazna & Tarek A. Hatab: Diasbility in the Qur’an: the Islamic alternative to defining, viewing, and relating to disability. Disability Studies Association Conference 2004. Web: http://www.disabilitystudies.net

Steen Bengtson m.fl.: Handicap og ligebehandling i praksis, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Kbh. 2008

""


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side er kapitel 7 af 11 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 3, 2008".
Version nr. 1.0 af 15-10-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/2008/NYH032008/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2008