Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 3, 2008

Tema: førerhunde

Af Kathrine Schmidt Jensen og Dorte H. Silver

Et restaurantbesøg, en tur i Tivoli eller shopping i et stormagasin er for mange en luksus, der giver øget livskvalitet. Samtidig kan sikker og kontinuerlig adgang til offentlige bygninger og transportmidler samt taxaer give mulighed for deltagelse i samfundet på lige fod med andre i forbindelse med fx politisk arbejde, uddannelse og erhverv. Desværre møder førerhundebrugere ofte vanskeligheder på disse områder. Den problemstilling sætter Dansk Blindesamfund (DBS) aktuelt fokus på med en række kampagnetiltag.

I denne artikel ser vi på nogle artikler om førerhunde, dels om førerhundebrugeres adgang til offentlige steder, dels om andre perspektiver, herunder børn og førerhunde, og hvad der sker, når hunden ikke længere kan fungere som førerhund.

Må man tage hunde med sig ind i supermarkedet?

Dansk Blindesamfund gennemførte tidligere på året en undersøgelse, som bl.a. viste, at over halvdelen af de 276 førerhundebrugere i Danmark er blevet afvist inden for det seneste år, især på restauranter, af taxachauffører og i dagligvarebutikker. Ifølge undersøgelsen begrundes afvisningerne ofte med hygiejnehensyn.

At en førerhund ikke nødvendigvis er lig med dårlig hygiejne, understreges i Fødevarestyrelsens ændrede regler for førerhundes adgang til fødevarevirksomheders serverings- og kundeområder. Her nævnes det, at førerhunde kun undtagelsesvist giver anledning til forurening af fødevarer; en ny konklusion i forhold til styrelsens tidligere vejledninger.

Man kan læse mere om undersøgelsen, vejledningen og andre af DBS' initiativer vedrørende førerhunde på følgende link: http://www.dkblind.dk/om_os/presserum/fakta/fakta-foererhunde

Japanske adgangsforhold

I Japan er offentlige steder via lovgivningen forpligtet til at lukke førerhundebrugere ind. Alligevel oplever mange førerhundebrugere også her afvisninger, som beskrevet i en artikel i det internationale tidsskrift Journal of Visual Impairment. Artiklen refererer en spørgeskema-undersøgelse, som viste, at brugerne oplevede "utilstrækkelig accept" på alle de 16 offentlige steder, der blev undersøgt, og at brugerne, som i den danske undersøgelse, oplevede mindst accept på restauranter, i taxaer og på de såkaldte ryokans, som er små, traditionelle japanske hoteller.

Undersøgelsen fremlagde også perspektiver fra personalet på disse steder. På restauranterne så personalet, ligesom i Danmark, hunden som en trussel mod hygiejnestandarden på stedet og som en gene for andre gæster. I taxaer, på ryokans og på almindelige hoteller nævnte personalet hundehår som en afvisningsgrund. De mente i øvrigt, at førerhundebrugeren burde ledsages af et seende familiemedlem, der kunne eskortere personen, så hunden kunne blive udenfor!

Stress

Den japanske undersøgelse så også på stressniveauet blandt førerhundebrugerne sammenlignet med synshandicappede uden førerhund. Her viste det sig, at førerhundebrugerne oplevede et højere stressniveau, når de færdedes selvstændigt, end synshandicappede uden hund; en konklusion, der kom bag på forfatterne, da de som udgangspunkt havde arbejdet med en hypotese om, at det måtte forholde sig omvendt.

I diskussionen af, hvilke faktorer der kan være årsagen til dette forhold, peger forfatterne på, at oplevelsen af manglende accept og hyppige afvisninger kan være medvirkende. I den forbindelse nævner de, at det må være stressende, hvis man hele tiden bekymrer sig om, hvorvidt førerhunden er generende for andre med hensyn til hundehår, hundesavl, våde snuder osv.

Afslutningsvis påpeger forfatterne, at der er behov for mere viden om lovgivningen på området i offentligheden. Det var, som de udtryk det, ikke nok at kende navnet på lovgivningen, indholdet skal også med!

Børn og førerhunde

Hvornår er man gammel nok til at tage sig af en førerhund? I kriterierne for, hvem der kan komme i betragtning til en førerhund, opereres der ofte med en minimumsalder mellem 16 og 18 år. Børn anses ofte som uegnede som førerhundebrugere, bl.a. fordi de endnu ikke menes at være i stand til at påtage sig den lederrolle, det kræver at færdes med en førerhund. Nogle organisationer har imidlertid iværksat initiativer, der forbereder synshandicappede børn og unge på at blive fremtidige førerhundebrugere.

Således holder den australske organisation Guide Dogs i New South Wales informationsdage for synshandicappede børn og unge, ofte med forældrene på sidelinjen. Programmet hedder "the EDGE" og her får børnene mulighed for at "prøvekøre" en førerhund med alt, hvad det indebærer af praktiske forpligtelser. Det viser sig, at børnene ofte udviser fine evner i forhold til at håndtere hunden.

Man kan læse mere om EDGE-programmet på følgende link: http://www.guidedogs.com.au/The-Edge-Program.html

Når førerhunden skal på pension

Hvordan oplever førerhundebrugeren det, når hunden dør, må aflives eller ikke længere kan fungere som førerhund? For mange medfører det voldsom sorg. Sådan beskrives det i en artikel fra 2005, der som en af de få tager emnet op. Artiklens forfatter har mere end 30 års erfaring med førerhunde. Hun understreger, at det at miste en førerhund ikke kan sammenlignes med at miste et kæledyr pga. det intense samarbejde mellem hund og menneske. Det særlige bånd mellem hund og ejer gør det, ifølge forfatteren, endnu sværere at erkende, at noget er galt, hvis samarbejdet pludselig bliver forstyrret af, at hunden ikke længere udfører opgaven lige så godt som før.

Efter en proces, hvor ejeren typisk overvejer frem og tilbage, om det nu også står så slemt til, opstår spørgsmålet om, hvornår og hvordan hunden skal stoppe sin tjeneste. Afhængigt af situationen må hunden enten aflives, have et nyt hjem eller blive boende hos ejeren som "pensio-nist", hvis den vel og mærke kan fungere sammen med en ny førerhund. Artiklen beskriver kort alle tre scenarier og understreger, at overgangen fra én hund til en anden kan være svær og påvirke brugerens selvværd og sikkerhedsfølelse i forhold til at færdes selvstændigt.

Førerhund i fleksjob

På blindeskolen California School for the Blind i USA udgør labradorhunden Gilly et vigtigt element i et kursus for elever med dårlige mobilityfærdigheder. Gilly var egentlig udvalgt til førerhundetræning og har et godt temperament, men pga. en fysisk defekt kan den ikke gå med sele på. Børnene deles om opgaverne med at passe Gilly, og målet er dels at lære dem om ansvar for andre levende væsener, dels at motivere dem til at lære bedre mobilityfærdigheder. Nogle af eleverne forventes at blive fremtidige førerhundebrugere, og for dem er kurset en god introduktion til, hvad det vil sige at tage sig af en hund – hver dag. I kurset indgår bl.a. "Grundkursus i Bæbehandling", hvor eleverne lærer at bruge en plasticpose til at finde og opsamle hundeefterladenskaber, der dog er fremstillet i modellervoks.

Erfaringerne fra kurset med Gilly blev præsenteret på den amerikanske AER-konference i Chicago i sommer; kursusplan og andre materialer fås i kopi hos Videncentret (se kontaktoplysninger bag på bladet).

Litteratur

Arne Pedersen: Levende hjælpemidler. Kom indenfor. Medlemsbladet nr. 11, 2008, Dansk Blindesamfund. (Omtaler Fødevarestyrelsens nye regler).

Vibeke Holm: Hvor, hvor ofte og hvorfor bliver førerhundebrugere afvist? Dansk Blindesamfund, 2008.

Matsunaka Kumiko og Naoko Koda: Acceptance of dog guides and daily stress levels of dog guide users and nonusers. Journal of Visual Impairment & Blindness, vol. 102, nr. 5, 2008.

J. Bryce: The EDGE: A guide dog experiential day for children and teenagers. Proceedings 11th International Mobility Conference (IMC11), 2003.

Katherine S. Schneider:The winding valley of grief: when a dog guide retires or dies. Journal of Visual Impairment

& Blindness, vol. 99, nr. 6, 2005.

Denne side er kapitel 5 af 11 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 3, 2008".
Version nr. 1.0 af 15-10-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/2008/NYH032008/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2008