Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 3, 2008
Blinde og svagsynede børns selvstændighed og samtidige behov for støtte: en balancegang
SYNSPUNKT - Af Hans Nørgaard, synskonsulent, Synscentralen i Vordingborg
Som synskonsulent i det danske skolesystem har jeg gennem en lang årrække fulgt blinde og svagsynede børns skolegang og vejledt mange lærere om, hvordan støttefunktionen organiseres, så den sikrer den nødvendige støtte og samtidig understøtter det blinde barns lyst og evne til at klare sig på egne præmisser. Det er en vanskelig opgave, har jeg erfaret!
Blinde og stærkt svagsynede børn i den danske folkeskole har ofte støttelærere i en eller flere timer. Når disse elever får tildelt støtte i undervisningen, sker det gerne ud fra flere og forskellige begrundelser. De oftest forekommende er kompensation for synsnedsættelsen, praktisk hjælp, selvstændiggørelse, støtte i socialiseringsprocessen, opfølgning og forberedelse til klasseundervisningen samt strukturering af skolegangen. Derudover er det min erfaring, at der også eksisterer mere uudtalte og overordnede begrundelser, fx at klasselæreren ikke har ekstra tid til at kontrollere, at den blinde elev følger med i undervisningen eller skal have tingene præsenteret på en særlig måde, hvorfor der søges støtte til sådan set at sikre de andre elever den tid, der oprindelig var dem tiltænkt.
Støttefunktionen beskrives i en række sammenhænge af de, der modtager hjælpen, som problematisk. Der kan være flere forhold, der gør sig gældende: At eleven oplever at få overdreven hjælp, der pacificerer i stedet for at aktivere; eller det modsatte: At eleven ikke får den rette hjælp på rette tidspunkt, eller at støtten bidrager til en falsk oplevelse af egen kunnen.
En aktuel undersøgelse (Norrin-der 2008) viser, at vilkårene for støttelærere ofte er ganske vanskelige, når det drejer sig om at være en ligeværdig og inkluderet del af klassens lærerteam. Der er derfor en latent risiko for, at støttelæreren sammen med den blinde/svagsynede elev tvinges ud i en form for isolation i klassen, og at støtte-læreren dermed bliver en ufrivilligt ekskluderende faktor –dels i forhold til de andre elever i klassen, dels i forhold til den blinde elevs selvstændighed. Det tager ofte lang tid, inden støttelæreren har fundet ud af, hvordan hun bedst yder den nødvendige støtte til den blinde eller svagsynede elev og samtidig understøtter elevens evne til at klare opgaverne selvstændigt. Det er derfor et problem, når støttelærere skiftes ud, og der opleves brist i den kontinuitet, som er en vigtig faktor i skabelsen af støttelærerens erfaringer både på det faglige og på det personlige plan. Derved går både værdifuld tid og viden tabt. Organiseringen af støtten er derfor betydningsfuld for, om der skabes isolerede støttelærerelev-miljøer eller inkluderende systemer, hvor eleven ikke føler sig udskilt.
Synshandicap 3/2008
For nylig havde jeg en rundbordssamtale med tre unge synshandicappede om netop disse forhold. De pegede samstemmende på, at det største problem, de havde mødt i deres skoletid, var voksnes ofte manglende tro på, at de kunne klare opgaverne på egen hånd. Det gjaldt både forældre, lærere og andre voksne omkring dem. Når de så klarer en eller anden opgave rigtig godt, havde de alle tre været udsat for bemærkningen: "Det var rigtig godt klaret, især når man tager i betragtning, at du er blind/svagsynet." Den type bemærkninger og holdninger opfattede de unge som absolut nedværdigende, selv om de også godt kan forstå, at de måske var velmente eller udtryk for uvidenhed.
Det stiller derfor store krav til klassens lærere, især til støtte-læreren, at finde en form for støtte, der yder den nødvendige indsats på den rigtige måde, på det rigtige tidspunkt og samtidig undgår patroniserende handlinger og udsagn. En del af løsningen er uddannelse af støttelæreren og sikring af kontinuitet i ansættelsen. Begge dele har vanskelige vilkår i det danske skolevæsen. En anden måde at sikre en vis kontinuitet på er at lægge timerne til støttefunktionen ind klassens lærerteam. Derved mindskes risikoen for støttelærerekskludering, og efteruddannelse kan rettes mod lærerteamet frem for en enkelt lærer.
Litteratur
J. Allan, (1998). Theorising special education: inside the classroom: A Foucaultian analysis of pupils' discourses. I: J. Tøssebro & P. Haug (red.), Theoretical Perspectives on Special Education. Kristiansand: Høyskoleforlaget.
A-M. Bredahl (1997). Kan man løbe fra problemerne? Om udvikling, synshandicap og idræt. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
D. Bjarnason (2002). New voices in Iceland. Young adults with disabilities in Iceland: the importance of relationships and natural supports. Scand. Journal of Disability Research, nr. 2 (s. 156-189)
N. Higgins & K. Ballard (2000). Like everybody else? What seven New Zealand adults learned about blindness from the education system? Intl. Journal of Inclusive Education,
E. Malini, H. Nørgaard, S. Tetler (2005). Over muren. En undersøgelse af et vellykket skoleforløb for en blind pige – og hendes klassekammerater. Kbh. & Vordingborg: Videncenter for Synshandicap & CVU-Syd / Synscentralen.
J. Norrinder (2008). Støttelæreres vilkår i folkeskolen – delagtiggjorte eller marginaliserede? Specialpædagogik nr. 4, 2008.
Denne side er kapitel 2 af 11 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 3, 2008".
Version nr. 1.0 af 15-10-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/2008/NYH032008/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2008