![]() ![]() |
|
|
Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap Nr. 1, 2008
Guldgaveæsken: En mor tager sagen i egen håndAf Kathrine Schmidt Jensen
Sådan skriver Wilma Clausen i indledningen til sin bog Guldgaveæsken. Wilma Clausen valgte for otte år siden at tage sin dengang 14-årige datter Tenna ud af specialskolen for selv at forestå datterens undervisning hjemme. Hun mente ikke, at Tenna lærte nok på skolen i forhold til sit potentiale. I bogen beskriver Wilma Clausen erfaringer og udfordringer samt de undervisningsplaner, metoder og materialer, der indgik i datterens hjemmeundervisning. Bogen rummer en overordnet kritik af fastlåste systemer, retninger og monopoler i forhold til behandling og undervisning af handicappede samt en række forslag til ændringer. Bogen kommer også ind på et positivt undervisningsforløb på Tale-Høre-Instituttet i Odense, hvor Tenna sideløbende med hjemmeunderervisningen blev undervist i læsning, samt en vemodig afsked med en værdsat lærer, som på Tennas sidste undervisningsdag gav hende en gave, der nu bliver gemt i en lille guldæske, deraf bogens titel. Et sjældent handicapTenna er hjerneskadet fra fødslen og lider af det sjældne syndrom De Morsier; derfor er Tenna stærkt svagsynet (visus 6/60), lettere spastisk og lettere autistisk. Syndromet gør også, at man er længere om at lære og har et langsomt arbejdstempo. Ud af specialskolenVed skolestart blev Tenna grundet sin funktionsnedsættelse indmeldt på en amtskommunal specialskole. De første skoleår forløb fint, og med kun fire elever i klassen matchede skolen Tennas undervisningsbehov. Efterhånden steg klassekvotienten dog, og elevgruppen ændrede sig. Tennas glæde ved at gå i skole forsvandt, og hun blev indadvendt og initiativforladt. Efter forgæves forsøg på dialog og øget samarbejde med skolen besluttede Wilma Clausen at tage Tenna ud af skolen og undervise hende hjemme. Wilma Clausen omtaler det i bogen som en drastisk, men nødvendig beslutning. SkipperskolenWilma og Tenna kaldte deres lille privatskole for Skipperskolen. Et klart mål med hjemmeundervisningen var at lære Tenna at læse og skrive. Her benyttede Wilma Clausen bl.a. metoden Marte Meo ("af egen kraft"), der tager udgangspunkt i personens egne ressourcer og lægger vægt på positiv opmuntring. På Skipperskolen underviste Wilma Clausen Tenna i dansk, matematik og geografi. Tenna og Wilma opfandt købmandsbutikken Nettobiksen, som var en god måde for Tenna at lære at regne på. Undervisningen på Skipperskolen lagde stor vægt på at inddrage hverdagselementer, fx i form af ugeblade og legetøj. Meget blev valgt af Tenna selv, hvilket var med til at øge hendes motivation. I dagI dag er Tenna 22 år, har gode læse- og skrivefærdigheder og læser på VUC. Det har ifølge Wilma Clausen været afgørende for Tennas identitetsudvikling, at hun nu går i skole i det "normale" regi. Som læser følger man hverdagen på Skipperskolen tæt, og bogen indeholder mange interessante eksempler på dagsforløb. Derfor er den også velegnet til inspiration, hvis man selv vil prøve kræfter med hjemmeundervisning, eller hvis man blot ønsker at læse historien om en mors kamp for at give sin datter bedre vilkår. Bestilling "Guldgaveæsken – udfordringer ved forældreundervisning", 193 s., bestilles hos Wilma Clausen, tlf. 60 19 20 42, på http://www.forlag1.dk eller hos nærmeste boghandler. Pris: 229 kr.
| |
|
|
|
|
Denne side er kapitel 5 af 17 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap Nr. 1, 2008". |
|