![]() ![]() |
|
|
Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 1, 2008
Synsproblemer og Downs syndrom
Dette emne tages nu op i en ny, velskrevet bog af Mie Karleby, som er netværkskoordinator i ASIUS (Aktiv styrket indsats for udviklingshæmmede med synsnedsættelse). Forud for sin ansættelse i ASIUS har Mie Karleby mange års erfaring fra Blindenetværket, som er et bo- og dagtilbud for voksne udviklingshæmmede med synshandicap. Formålet med hæftet er at give pårørende og pædagoger, der er støttepersoner for mennesker med Downs syndrom, bedre muligheder for aktivt at kompensere for synsproblemerne. Bogen samler oplysninger og kendt viden om de mest almindeligt forekommende synsnedsættelser hos mennesker med Downs syndrom. Der gives en kort og overskuelig introduktion til de hyppigste årsager til synsnedsættelse i denne gruppe og – ikke mindst – til den praktiske betydning af de forskellige typer af synsnedsættelse for den enkelte. Desuden beskrives behandlingsmuligheder og nogle af de særlige overvejelser, man må gøre sig, inden man fx vælger eller tilråder operation. Et afsnit beskriver nogle af de særlige undersøgelsesmetoder, der anvendes til mennesker med udviklingshæmning. Selv om man ikke kan forebygge synsproblemerne, er det vigtigt at være opmærksom på dem, så man kan behandle dem eller kompensere for dem og tage hensyn til dem. Bogen rummer en introduktion til de vigtigste typer af optik og gør også opmærksom på de generelle muligheder for rehabilitering i form af hjælpemidler, tilpasning af indretning og belysning samt særlige teknikker, fx mobility og måltidsteknik. Det understreges i denne forbindelse, at "resultatet skal stå i rimeligt forhold til indsatsen. Med andre ord er det vigtigt at fokusere på det, der forekommer at være væsentligt for den enkelte i hans/hendes livssituation, og bruge kræfterne der." ASIUS Læs mere om ASIUS på http://www.asius.dk BESTILLING: Mie Karleby: Synsproblemer hos mennesker med Downs syndrom. 25 sider. Udgivet af Videncenter for Synshandicap. Bestilles gratis hos Videncenter for Synshandicap (bestilling@visinfo.dk) eller downloades fra http://www.visinfo.dk
| |
|
|
|
|
Denne side er kapitel 1 af 17 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap – Nr. 1, 2008". |
|