|
Synshandicap
Kinesisk punktskrift
Punktskrift er ikke universelt som esperanto. En blind dansk punktlæser kan ikke læse kinesisk, medmindre han behersker den kinesiske dialekt, som punktskriften repræsenterer. Punktskriften er kun universel på den måde, at blinde kan få et skriftsprog ved at lade de forskellige sprog og dialekter repræsentere ved følbare punkter.
Kinesisk punktskrift er baseret på en fonetisk repræsentation af sprogets lyde. Der er derfor ingen punktskrifttegn for enkelte kinesiske trykte karakterer – kun for lyde. Blandt de nationale kinesiske sprog er bl.a. putong-hua (mandarin) og kantonesisk. Principperne her gælder fra andre kinesiske dialekter, som skal repræsenteres i punktskrift. Som i alle andre braillealfabeter læses kinesisk punktskrift fra venstre mod højre. I trykt tekst er det en regel, at en stavelse repræsenteres af et tegn. I kinesisk punktskrift skrives en stavelse med en, to eller tre tegn. Der er tre kategorier af disse punkttegn:
- Initialer (forbogstav eller fortegn): konsonanter, som kun findes i begyndelsen af en stavelse
- Finaler: vokaler
- Toner: tegn, som indikerer ordets tone eller klang
Der er flere lyde end der er punkttegn til rådighed. Derfor kan nogle punkttegn repræsentere to forskellige lyde. Det giver dog ikke problemer, fordi visse typer af lyde aldrig optræder kombineret. Et ord består af en eller flere stavelser. I trykt tekst følger den ene efter den anden uden mellemrum. Ordenes afgrænsninger er derfor ikke umiddelbart synlige. På punkt er der derimod afstand mellem ordene. Dette er nødvendigt – for hvor de trykte karakterer giver information om betydningen af en stavelse, repræsenterer punkttegnet kun lydene. I konteksten af andre lyde for et ord er betydningen næsten altid umiddelbart klar, forudsat at punktlæseren mestrer det talte sprog.

|