Videncenter for Synshandicap

Synshandicap

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Handicap blandt etniske minoritetsgrupper

Af Kathrine Schmidt Jensen

Handicap blandt etniske minoritetsgrupper i Danmark er et emne, som i stigende grad påkalder sig opmærksomhed i sundhedssektoren, på det sociale område og inden for specialrådgivning og -undervisning. 21. november 2007 afholdt Videncenter for Synshandicap en workshop om dette tema i samarbejde med et netværk af videncentre på specialrådgivnings- og socialområdet og Lige07.

Workshoppen var en del af et større projekt om etnicitet og handicap, der er iværksat for at forbedre indsatsen og koordineringen på området. På trods af, at 2007 er ligebehandlingsår, er det ikke et område, der har fået megen opmærksomhed. Videncentrene ønsker i første omgang at være med til at skabe overblik over eksisterende viden og formidling heraf. Derudover er målet at være med til at udvikle metoder og materialer til formidling om handicap til etniske minoritetsgrupper og god kommunikation mellem behandlere, sagsbehandler, rådgivere m.fl. og borgere af anden etnisk herkomst end dansk.

Gennem en række korte oplæg fra oplægsholdere fra fire sektorer – specialrådgivning, foreninger, arbejdsmarked og sundhedsområdet – blev der præsenteret projekter og initiativer inden for området. Deltagerne i workshoppen var inviterede, fordi de aktuelt arbejdede med eller havde arbejdet med initiativer på området.

Efter oplæggene var der lagt op til en åben debat, hvor deltagerne i salen flittigt supplerede med kommentarer og små indlæg. Her præsenteres kort en række pointer fra nogle af de oplæg, der blev holdt på dagen.

Ligebehandling

Tina Mou Jacobsen fra Center for Ligebehandling af Handicappede præsenterede en undersøgelse, der omhandlede, hvilke muligheder flygtninge og indvandrere med funktionsnedsættelser har for at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Fokus for undersøgelsen var, hvordan denne gruppe er stillet i forhold til de lovbestemte prøver i dansk og samfundsfag. Undersøgelsen indeholder vurderinger fra de danske sprogskoler, som mener, at de ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at give den nødvendige kompenserende undervisning. De opfatter desuden ikke kommunerne som særligt samarbejdsvillige i forhold til ekstrafinansiering på området, hvorfor skolerne forsøger at klare opgaven selv, hvilket de ikke er rustede til. Læs mere om undersøgelsen fra Center for Ligebehandling af Handicappede "Etnicitet og Handicap" på www.clh.dk.

Specialrådgivning

Mette Larsen fra Københavns kommune præsenterede et projekt om forbedring af handicapcentrenes indsats i forhold til borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Projektet bygger på interview med sagsbehandlerne fra Københavns Kommunes fire handicapcentre samt med etniske minoritetsfamilier, der på forskellig vis har handicap inde på livet.

Interviewene viste, at borgerne efterlyste større forståelse fra sagsbehandlerens side i forhold til det at have et handicap. Derudover så blev det understreget, hvor vigtigt det er at inddrage tolke. Sagsbehandlerne på handicapcentrene efterspurgte mere viden om kulturen, da de fleste mente, at der eksisterede en muslimsk handicapforståelse, der indebar megen skyld og skam. Det viste sig dog at, det ikke var noget, sagsbehandlerne havde spurgt til. En af konklusionerne i undersøgelsen var da også, at der ikke findes en særlig muslimsk handicapforståelse, når man udspørger gruppen selv. Vil man læse mere om undersøgelsen, kan rapporten lånes fra biblioteket hos Videncenter for Synshandicap.

Fra Etnisk rådgivningscenter NOOR holdt Farah Mulkana oplæg om rådgivningscenterets virksomhed. Centrets brugergruppe er flygtninge, hvoraf mange er psykisk syge og traumatiserede efter at have været udsat for krig og tortur. Mange har posttraumatisk stresssyndrom. Centret yder specialrådgivning til klienterne; tilbuddene varierer fra samfundslære til kropsbehandling og specialundervisning i dansk. Farah Mulkana fremhævede, at der eksisterer et stort udækket behov for rehabilitering på området.

Læs mere om centrets aktiviteter på hjemmesiden www.noor.dk

Specialundervisning

Lykke Jensen fra Instituttet for blinde og svagsynede reflekterede i sit oplæg over Instituttets forskellige uddannelser for blinde og svagsynede i forhold til synshandicappede med etnisk minoritetsbaggrund. Erfaringerne med rehabilitering og undervisning af indvandrere med synshandicap er opbygget over en del år.

Lykke Jensen mente, at der var noget særligt ved mennesker, der kom fra kollektive samfund i forhold til deres håndtering af handicappet. Dermed var hun lidt i modstrid med de fleste af dagens andre oplæg, som ikke tillagde kulturel oprindelse afgørende betydning for handicapforståelse og behov for og ønsker til støtte, rådgivning og rehabilitering. Lykke Jensens erfaringer viste hende, at mennesker fra kollektivt orienterede samfund i høj grad definerer sig selv ud fra den plads, de udfylder i familien. Dermed bliver det heller ikke et personligt problem at være blind, men et vilkår for hele familien. Det indebærer bl.a., at den danske tankegang om maksimal selvhjulpenhed og integration af den enkelte handicappede står i modsætning til, hvordan en handicappet person opfattes i familiestrukturer, som udspringer af kollektive samfund.

Hun mente, at den største udfordring var at se på, hvordan ens tilgang til undervisning og de bagvedliggende værdier stemmer overens med den måde, den enkelte håndterer handicappet på – sammen med sin familie. Eksempelvis skal man være klar over, at man ved at lægge op til større selvstændighed og uafhængighed kan indebære et indirekte krav om et vidtgående familieopgør.

Læs om Instituttet for blinde og svagsynedes særlige undervisningstilbud til flygtninge og indvandrere på www.ibos.dk.

Arbejdsmarked

Mona Rosenberg fra Videnscenter for Socialpsykiatri fortalte i sit oplæg om projekt VITA, hvis hovedformål er at udvikle og afprøve metoder, der skal styrke tilknytningen til det danske arbejdsmarked for psykisk syge med etnisk minoritetsbaggrund. Projektet ser arbejde som en væsentlig rehabiliteringsfaktor, der for den enkelte blandt andet kan formindske generne fra de psykisk belastede oplevelser, vedkommende har været igennem. Derudover forbedrer et arbejde ikke kun den enkeltes situation, men bidrager også til både ægtefælle og børnenes integration og position i det danske samfund. Mona Rosenberg mente, at det var kommunens job at bygge bro mellem borger og arbejdsmarked og, at opgaven primært skal placeres i de forskellige jobcentre. Læs mere om projektet på www.socialpsykiatri.dk

Sundhedsvæsenet

Hvad foregår der i mødet mellem etniske minoriteter med handicap og sundhedsvæsenet? Dette spørgsmål var udgangspunktet for Maria Kristensens oplæg fra Folkesundhedsvidenskab, Københavns universitet. Hun fortalte om, hvordan sundhedsmedarbejdere i patienter eller handicappede med etnisk minoritetsbaggrund møder en gruppe de oftest ikke er vant til at have med at gøre. Relationen mellem de to grupper er sårbar på grund af forhold vedrørende kommunikation integration, hvor sundhedsvæsenets praksis kan være med til at stigmatisere yderligere. Eksempelvis er der meget lidt informationsmateriale om sundhed og sygdomme, der er oversat til andre sprog og det er sjældent, at man inddrager tolke. Derudover spiller praktiske forhold også ind. Der er fx færre sundhedstilbud i de boligområder, hvor der bor mange etniske minoriteter. Endelig mente Maria Kristensen, at medarbejdere i sundhedsvæsenet i forhold til handicappede med etnisk minoritetsbaggrund ofte ser kulturen frem for det enkelte menneske, hvilket fører til fordomme, usikkerhed, og stereotyper, som i sidste ende resulterer i en mangelfuld praksis. Se også http://pubhealth.ku.dk/stf/ansatte/maria/

Vil du vide mere?

Input og erfaringer fra workshoppen vil blive samlet i et temahæfte, der udkommer i begyndelsen af 2008.

Desuden kan man følge med i projektets udvikling på en kommende fælles hjemmeside. Hjemmesiden er under opbygning og vil ud over fælles videncenteraktiviteter også samle viden om andre initiativer, projekter m.m. på området. Hjemmesiden kan i sin nuværende, foreløbige form findes på www.etnicitetoghandicap.dk. Allerede nu findes der mange brugbare oplysninger på hjemmesiden.

Se også www.lige07.dk om EU's år for lige muligheder for alle.


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side er kapitel 7 af 12 til publikationen "Synshandicap".
Version nr. 1.0 af 18-12-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/2007/NYH042007/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2007