Videncenter for Synshandicap

Synshandicap

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Ny database om god social praksis

God Social Praksis er en database, der samler kommunernes bedste eksempler på god praksis. Formålet er at gøre ideer og erfaringer anvendelige og tilgængelige som inspiration for udviklingen af den sociale indsats. På lanceringsseminaret 30. april sagde socialminister Eva Kjer Hansen bl.a.: "Der sker rigtig mange gode tiltag ude i kommunerne i Danmark. Men hvad der bliver gjort, og hvad der kommer ud af det, kan være svært at se. Der er ringe mediedækning af de gode projekter og resultater –tværtimod er det oftest den dårligst fungerende praksis, medierne tager fat på. Det har knebet med at dele de mange gode erfaringer, da der har manglet et forum til det." Det behov skal den nye database være med til at opfylde.

Hvem kan bidrage?

Alle i det sociale system, fx politikere, afdelingsledere, sagsbehandlere og frontmedarbejdere, kan bidrage med eksempler. Eksemplerne kan variere fra meget enkle til mere omfattende tiltag. På hjemmesiden nævnes fx

  • en enkel tjekliste om forebyggende hjemmebesøg hos kommunens ældre
  • en omfattende helhedsplan med præcise forskrifter for, hvordan alle grene af kommunen reagerer i sager om hustruvold
  • eksempler på en sammenhængende børnepolitik og processen bag den

Hvordan søger man?

www.godsocialpraksis.dk kan man søge på indsatsområde eller proces. De fire overordnede indsatsområder er Udsatte børn og unge, Ældre, Udsatte voksne samt Handicappede. De fem arbejdsprocesser er Politik, Forvaltningsledelse, Sagsbehandling, Leverandørydelse samt Evaluering. Man kan kombinere de to vinkler og fx søge på eksempler på Politik inden for Ældreområdet, eller man kan vælge at søge på alle eksempler inden for Ældreområdet. Endelig er det også muligt at søge på selvvalgte søgeord.

Blandt de interessante eksempler på handicapområdet kan nævnes et projekt i Københavns Kommune, "Formidling af interkulturelle kompetencer og redskab til sagsbehandlere på handicapområdet". Projektet er bl.a. mundet ud i en vejledning til medarbejdere på handicapområdet, der kan downloades som pdf fra hjemmesiden. Vi omtaler vejledningen i næste nummer af "Synshandicap".


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side er kapitel 9 af 18 til publikationen "Synshandicap".
Version nr. 1 af 30-07-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/2007/NYH022007/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2007