Synshandicap nr. 1, april 2007

Mobility i regnvejr

Regnvejr opfattes af de fleste senblinde som en ulempe, der kun er til gene, når man skal færdes. Men bruger den blinde sin hørelse, sine tidligere erfaringer om, hvordan omverdenen ser ud, og sin fantasi, kan man, når man færdes i regnvejr, få et samlet overblik over omgivelserne, som man normalt ikke får, når man er blind.

I regnvejr er det ganske enkelt muligt at opleve mere. Når regnen falder, får den blinde fornemmelsen af at "se" sin omverden og kan pludselig høre eksistensen af genstande, som normalt ikke ville være kommet til kendskab. Den blinde kan "se" længere og er ikke, som normalt, begrænset til at "se", hvad der kan røres med hænderne og nås med stokken.

"Busken uden for hytten kom til live gennem regnen, der faldt. Den aftegnede klart buskens omrids for mig. Jeg kunne høre, at den var høj og temmelig lang. Ikke som en hæk med lodrette vægge, men mere som et skjold fra en skildpadde. Busken, jeg 'så', var lav i enderne og høj på midten," siger Carsten Leth-Møller. Han er 40 år og har været helt blind siden foråret 2005 som følge af meningitis. Carsten Leth-Møller har tidligere arbejdet som sikkerhedsvagt i en større bank. Sammen med undertegnede har Carsten Leth-Møller gjort en del erfaringer med at færdes i regnvejr og opdaget mulighederne for helt nye oplevelser.

For den blinde eksisterer verden ellers kun, hvis den er i aktivitet, dvs. at der er lyd eller bevægelse. Men i regnvejr bliver verden meget større. Regnen gør det muligt at opfatte omgivelserne udførligt på én gang og ikke som normalt i enkeltdele. Regnen giver simpelthen fornemmelse for perspektiv og relation mellem tingene; dvs. at tingene bliver sat i forhold til hinanden og bliver mere detaljerede. Det er fx muligt at høre, hvor en bil står parkeret, og hvor der er et træ eller et hus. Under normale omstændigheder vil bilen kun eksistere for den blinde, hvis man er helt tæt på den, hvis motoren er gang, eller hvis man rører ved den.

"Mens jeg uden stok bevægede mig langsomt hen ad stien, havde jeg ørerne slået helt ud. Jeg fik midlertidigt lov til at forlade min blinde, mørke og særdeles lillebitte verden. I regnen kunne jeg 'se' mere end bare med mine hænder. Jeg kunne høre huse, buske, hække og grusbelagte stier, der gjorde mit mentale billede af omgivelserne mere fuldstændigt. Jeg jublede i mit stille sind. Jeg trådte pludselig ud af skyggen og var mere til stede, end jeg længe havde været. For som blind oplever jeg ofte at være som Palle alene i Verden," siger Carsten Leth-Møller.

Ved at være opmærksom på mulighederne, når man går mobility i regnvejr, kan det lade sig gøre at få et mere samlet billede af omgivelserne. For at kunne udnytte de udvidede muligheder er det vigtigt, at man i undervisningen træner i at udnytte hørelsen – at opbygge mentale kort – og at bruge fantasien kombineret med tidligere erfaringer om, hvordan omverdenen ser ud. Den blinde skal lære at stole på, at det, han oplever, er rigtigt, og turde handle på det.

"At færdes i regnvejr kan også udvide den blindes univers med helt nye, nærmest maleriske dimensioner. Vandet, der plasker, og dråberne, der falder, giver mulighed for nye oplevelser. En vandpyt bliver ikke en forhindring og en våd sok, men en æstetisk oplevelse af dråber, der falder. Ligesom den seende, der ser ud på et smukt, snedækket hvidt landskab," fortæller Carsten Leth-Møller.

– Af mobilityinstruktør
Lisbeth Hallestad, Instituttet for blinde og svagsynede

Denne side er kapitel 4 af 13 til publikationen "Synshandicap nr. 1, april 2007".

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhrdsbreve/2006/NYH012007/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2007