Synshandicap nr. 4, oktober 2006

Nordisk Kongres for Synspædagoger

Af Bendt Nygaard Jensen og Dorte Herholdt Silver

Med ca. 210 deltagere var det en velbesøgt nordisk kongres for synspædagoger, der fandt sted i Sandefjord ved Oslo de første dage af oktober 2006. Programmet bugnede af tilbud med ca. 48 workshopper og 7 forelæsninger. På www.syndanmark.dk ligger der bl.a. pdf-udgaver af PowerPoint-præsentationer fra workshopper og foredrag samt referater af flere workshopper.

Menneskenært design

I åbningsforedraget talte professor Bodil Jönsson fra Certec i Lund bl.a. om menneskenært design af hjælpemidler – dvs. at brugeren og brugerens behov sættes i centrum, også når brugeren ikke opfører sig, som designeren havde forventet, og anvender hjælpemidlet på en anderledes måde end tiltænkt. Det kan medføre, at hjælpemidlet designes om – men hvordan står det til med det i pædagogikken, spurgte hun. Samtidig med at Bodil Jönsson talte for brugercentreret design og pædagogisk arbejde, advarede hun mod en form for brugerinddragelse, der reelt er en fralæggelse af fagpersonens ansvar for at vejlede, koordinere og sikre overblik. Hun nævnte den ret nye norske lov, som sikrer alle personer med varige, sammensatte behov ret til en individuel handleplan og én ansvarlig leverandør eller koordinator. (Ordningen er omtalt i "Syns-handicap" nr. 1, 2006, side 10).

Katte i mørke

Den norske journalist og tidligere rektor ved Norges Journalisthøjskole Ole Christian Lagesen talte om de visuelle barrierer, han havde måttet lære at håndtere, da han som voksen gradvist mistede mere og mere af sit syn (på grund af retinitis pigmentosa). Han betegnede selvbetjeningssamfundet som en af de største barrierer, idet mange tekniske systemer er svære at betjene, fordi de er designet til at være diskrete og ikke følger nogen bestemt standard. På det personlige plan savnede han især de aspekter af kommunikationen, der ligger i kropssprog og ansigtsudtryk. Han fortalte, at han som journalist havde et billede af sig selv som en præcis observatør, der præcist kunne videreformidle det oplevede; dette selvbillede blev truet, da synet svigtede mere og mere. At observations- og formidlingsevnerne er fuldt intakte, illustrerede Ole Christian Lagesen dog overbevisende med sit foredrag – og med dette fine digt:

Det siges at
i mørke
er alle katte
grå

det stemmer ikke

i mørke
er alle katte
bløde

Robuste børn i visuel verden

Kari Brevik og Knut Brandsborg (Huseby Kompetansesenter) afholdt en workshop om blinde børn i en visuel verden. De fokuserede på blinde børns behov for at få viden om, hvad der foregår omkring dem af visuel kommunikation og udtryk. Det skal verbaliseres. De visuelle referencer og koder skal forklares, så barnet får kendskab til denne kommunikative verden og får forklaringer på og begreber for, hvad visuel kommunikation betyder for seende.

Børnene skal lære alternative strategier for at deltage aktivt i en seende verden – blive aktører i spillet. En alternativ strategi er fx at byde ind med viden på områder, som optager kammeraterne (ny musik, oplevelser).

Blinde børn skal også opbygge et "socialt immunforsvar" – dvs. færdigheder og kompetencer, som giver både med- og modspil til den visuelle verden. Blinde børn skal have selvagtelse, fx gennem symbolsk bekræftelse (hvor seende børn opnår visuel bekræftelse) på handlinger og adfærd. I legen skal blinde børn lære at tage forskellige roller både som initiativtager og deltager.

Succesfaktorer og inklusion

Jorun Hauge og Inger Larsen (Huseby Kompetansesenter) talte om betydningen af, hvad der defineres som succeskriterier – og af hvem. Der er en lang række aktører, som hver på sin måde bidrager med succeskriterier: Undervisningsministeriet, PPR, synspædagogen, skoleleder, elevens lærere, medelever og deres forældre samt elevens egne forældre.

Men succes er et relativt begreb, og udgangspunktet må være den enkelte elevs ønsker, drømme, mål, oplevelse af mestring og tilfredshed. Men har eleven en reel rettighed til at definere egne succeskriterier, spurgte workshoplederne. Skal den synshandicappede elev have særlige succeskriterier eller følge de generelle kriterier for alle elever i skolen?

Succeskriterier vedrører både faglige og sociale kompetencer – begge forhold medvirker til inklusion. Workshoppen fremhævede følgende kendte succeskriterier:

• eleven skal have mestringsoplevelser,
  
  
• opleve accept og
  
  
• opleve at lære noget sammen med andre elever.
  

God skolestart for alle

PLAGG står for en sekvens, hvor man PLAnlægger, Gennemfører og Genkalder sig en aktivitet. Edle Jessen og Marit Kolstad har benyttet metoden i førskoleteamet på Huseby Kompetansesenter og oplever, at den hjælper de blinde og svagsynede børn, dels fordi den rummer en stor del verbalisering, dels fordi fremgangsmåden i det hele taget hjælper børnene til at få et bedre greb om, hvad der foregår i aktiviteter, der ellers kunne være uoverskuelige. Som konkret eksempel har de beskrevet et forløb, hvor en klasse med både synshandicappede og normaltseende børn bygger huse af papkasser. Erfaringerne er formidlet i bogen "Vi lager hus", som også indeholder en DVD med optagelser fra forløbet. Bog DVD koster 100 norske kroner og kan bestilles hos Huseby Kompetansesenter (www.statped.no). Selve bogen kan desuden downloades gratis fra www.statped.no.

Anderledes i en visuel kultur 

Berit Vegheim er kriminolog og daglig leder af Stopp Diskrimineringen, (www.stopdisk.no), en stiftelse, der kæmper for handicappedes rettigheder. På kongressen talte hun om de sociale processer, der medfører eksklusion eller inklusion, fx det, hun kaldte "nikke-smile-hej"-processen, når man møder op til første dag på en ny uddannelse. I løbet af den første tid skal man "finde hinanden" og danne nye bekendtskaber og venskaber blandt fremmede. (Det, som Ulf Janson omtaler som indtrædelsesregler, se sidste del af denne artikel, side 9). Dette foregår i meget høj grad via ubevidste visuelle signaler og kommunikation, som den synshandicappede er afskåret fra at deltage i. Har man været blind, siden man var barn, ved man måske ikke engang, at disse, ofte tavse, processer finder sted. At flertallet, dvs. de seende, betjener sig af disse midler, kan man ikke lave om på – målet for synshandicappede må være at udvikle alternative strategier. For synshandicappede handler den første verbale kontakt ofte netop om synshandicappet, og kunsten er så at føre samtalen over på andre områder, så man ikke bliver fastlåst i en snæver identitet som synshandicappet – og at gøre dette uden at virke afvisende.

Berit Vegheim mener altså, at man som synshandicappet er nødt til at forholde sig meget bevidst til disse spørgsmål. For eksempel har man altid et kropssprog, uanset om man vil eller ej, og hvis man som blind vælger, at man ikke vil bruge energi på at udvikle et positivt kropssprog, bør man vide, hvad konsekvenserne er.

Stedbørn i synssystemet?

Toril Loe og Kari Tangvold talte om støttesystemets tilbud til børn med synshandicap og autisme og rejste spørgsmålet, om de behandles som en slags stedbørn i systemet. Personer med autismediagnose kan have en usædvanlig måde at bruge synet på. Dette betragtes ofte ikke som et synsproblem, men som en væremåde for disse børn, og det kan medføre, at de ikke bliver undersøgt af øjenlæge, ikke registreres, og ikke tilmeldes støttesystemet. Siden begyndelsen af 1990'erne har synshandicap og autisme været et nationalt indsatsområde i Norge, og det har blandt andet medført enøget registrering af personer i denne gruppe. I 1998 var der registreret 12 personer, mens der i 2006 er registreret ca. 130 personer i de amter, som Tambartun Kompetansesenter betjener, dvs. ca. 1/3 af Norges befolkning. I 2000 offentliggjorde Fosse og Tangvold en undersøgelse af 56 børn med autismediagnose. Heraf havde 5 sikker synsnedsættelse, for 9 var der stærk mistanke om synsnedsættelse, 4 var man usikker på, 12 havde skelen, og 21 trykkede sig på øjnene eller slog sig selv i hovedet. I 2001 offentliggjorde Martinsen og Storliløkken en undersøgelse af 58 personer med autismeproblematikker. 19 af dem havde selv-påførte synsskader, og lav toleranse over for ukendte situationer gør, at mange ikke lader sig teste hos en øjenlæge.

Karakteristisk adfærd for gruppen er bl.a., at de ikke bruger synet, har dårlig øje-hånd-fod-koordination, og at der er crowdingproblemer, spatiale forstyrrelser og svag visuel orientering. På mange måder minder situationen om CVI, cerebral synsnedsættelse.

Efter workshoppen har Loe og Tangvold sendt en del materiale ud til deltagerne, bl.a. nogle spørgeskemaer om synsadfærd, der udfyldes af forældre og/eller pædagoger som forberedelse til en synsudredning. Disse materialer kan rekvireres hos Videncentret, spørg efter Loe og Tangvolds autismepakke.

"At vokse til voksen"

I Sverige har man i nogle år tilbudt såkaldte præparand-kurser til synshandicappede unge (16-19 år). Kurserne, som varer et år, afholdes på højskoler, og kursisterne har mulighed for at deltage i de aktiviteter, der i øvrigt foregår på højskolen, og derigennem også møde andre unge. Kurserne skal forberede de unge til et selvstændigt voksenliv og indeholder bl.a. ADL, mobility, hjælpemidler m.m. samt den "træning", der ligger i, at man skal klare sig selv mht. vask, rengøring m.m. og selv stå op til tiden. Herudover introduceres de unge til fysiske aktiviteter, fx camping, og besøg på arbejdspladser, inklusive ca. tre ugers arbejdspraktik. Målgruppen er unge uden mentale handicap, som ønsker at fortsætte på videregående uddannelser eller ungdomsuddannelser. Der optages op til otte elever per kursus.

Ud over den PowerPoint-præ-sentation, der findes på www.syndanmark.dk, kan man læse om kurserne i hæftet "Att växa till vuxen", som findes på dette link: www.sit.se/download/PDF/externt/vaxa-vuxen.pdf

Taktil kommunikation

I sin hovedfagsopgave fra 1997 skriver Aud Johansen: "Det at hun har tegnet så mye … mener jeg må være en viktig årsak til hennes evne til å tolke taktile bilder." Her fremhæver Aud Joahnsen et centralt aspekt, som også er påpeget af andre i diskussionen om, hvordan man kan sikre og styrke anvendelsen af taktil grafik, både som kulturelt og personligt udtryksmiddel og som et redskab i forhold til uddannelse, arbejde og deltagelse i samfundslivet. Det var med dette perspektiv, Annelise Qvale og Lisa Anne Yayla fra Huseby Kompetansesenter diskuterede og præsenterede metoder og redskaber til at inddrage taktile billeder i undervisning og leg – og vel at mærke, som et blindt barn selv kan fremstille og dele med seende kammerater, forældre og lærere. Den største umiddelbare jubel kom, da de introducerede et nyt produkt, Huseby Tegnepakke, og sendte en "tavle" rundt, der var lavet af burremateriale, som man kunne skrive på med en pen, der skrev med uldgarn.

Ideen er ikke ny i sig selv, men ved at samle dette redskab og andre i en tegnepakke har Huseby gjort ideerne mere tilgængelige. I pakken findes også et andet enkelt, men effektivt redskab: En træplade i A4-stør-relse dækkes med fint trådnet. Når man lægger et ark papir ovenpå og tegner med en fedtfarve, bliver stregen riflet og følbar, samtidig med at der opstår et visuelt billede, der kan hænges op i klassen eller på køleskabet derhjemme.

Tegnepakken indeholder flere andre ting, bl.a. også en cd med tegneprogrammet QikTac. Det kan i modsætning til de øvrige ting ikke betjenes af blinde, men en seende lærer eller forælder kan bruge programmet til at lave tegninger, som kan skrives ud på en punktprinter. I QikTac kan man både tegne frihåndstegninger og benytte færdige figurer, fx cirkler og kvadrater, som er lagt ind i programmet.

Tegnepakken koster 450 norske kroner ( forsendelse). Nærmere oplysninger fås hos Videncenter for Synshandicap.

Visuocentrisme og inklusion

Professor Ulf Janson introducerede dette begreb i sin forelæsning "Hvordan skaber en 'visuo-centrisk' verden deltagelsesbarrierer? Samspil mellem elever med og uden synshandicap i førskole og skole".

Vore samfund har et visuocentrisk verdensbillede. I samfundene konstrueres forestillinger om normalitet, virkelighed og evidens – visuelt funderede erfaringer sættes som norm, og synet sejrer ved perceptuelle konflikter. Sansning med synet opleves intuitivt som selvfølgeligt – synets dominans er et produkt af vores socialisering.

Hvilken betydning har visuocentrismen for inklusionen, og hvad vil vi med inklusion? Inklusion har et rettigheds- og demokratiperspektiv, et udviklingsperspektiv og et deltagelsesperspektiv.

Ulf Janson fokuserede især på deltagelsesperspektivets to kulturer:

• Voksenstyret omsorgs- og lærekultur, som er vertikal,
  

nytteindrettet og fremtidsrettet. Medlemskab af denne kultur foreskrives barnet/ eleven – en form for passivt medlemskab

• Børnestyret kammeratskabskultur er horisontal, lyst- og frihedsorienteret og rettet mod "her og nu". Medlemskab her sker på eget initiativ og egen indsats, og medlemskabet skal erobres.
  

Inklusionen har indtrædelsesregler ("gør dette, men ikke dette"), og indtrædelsesstrategien påvirkes af forskellige former for funktionel ulighed. Blinde børn viser under halvt så meget aktivitet i indtrædelsesstrategien som seende børn. Aktivitetsbidrag giver adgang til fællesskabet i kammeratskabskulturen. Blinde børn søger markant større opmærksomhed end seende børn, men det scorer lavt i forhold til fællesskabet. Samspillet mellem blinde og seende børn er asymmetrisk; seende styrer blinde, ignorerer blindes initiativ, og blindes position bliver afhængig og følgagtig.

Studier af kammeratrettede sociale kontakter i skolegården (frikvarterer) viser, at mindre end 30 % af de synshandicappede elevers sociale aktivitet har en gensidig karakter, dvs. at den synshandicappede selv opnår kontakt og relation til seende kammerater.

Elever med funktionsnedsættelser er meget bevidste om egne og ikke-funktionshæmmede elevers situation. De foretrækker ofte kammerater med lignende funktionsvilkår. De

søger et erfaringsfælleskab, som kan skabe autonomi og fælles indsigt i barrierer. Funktionshæmmede elevers kammeratskabskultur forsøger at forsvare sig mod voksenovervågning og den ikke-funktionshæmmede kammeratskabskultur. Lighedsideologien er et vigtigt alment værdigrundlag, sagde Ulf Janson, men det er tom retorik, når det gælder det faktiske sociale fællesskab i skolen. For at være inkluderende skal en skole

• Skabe flerkulturelt råderum
  
  
• Fremme mellemkulturel respekt
  
  
• Skabe forudsætninger for erfaringsfællesskaber inden for de enkelte kulturer
  

Ulf Janson så ikke umiddelbart træk i den visuocentriske kultur – hverken på samfundsplan eller i skolen – som markant trak i denne retning.

Åbent brev fra Krister Inde

I et åbent brev til kongressen reflekterer den svenske synspædagog Krister Inde over de trusler, der tegner sig for de respektive landes synsrehabilitering i dag – og over, hvor de gode kræfter kan hente deres styrke og arbejdsglæde.

Nordisk mønstring

Bendt Nygaard Jensen fra Videncenter for Synshandicap reflekterede ved kongressens afslutning over konferencens tema – visuelle barrierer – og den nordiske synspædagogiks udfordringer. Både Krister Indes og Bendt Nygaard Jensens refleksioner findes sammen med materialer fra foredrag og workshopper på www.syndanmark.dk.

Denne side er kapitel 10 af 14 til publikationen "Synshandicap nr. 4, oktober 2006".

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhrdsbreve/2006/NYH042006/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2006