![]() ![]() |
|
|
Synshandicap nr. 3, oktober 2006
Klassemødet som redskab til social inklusionBoganmeldelse af Hans Nørgaard, synskonsulent i Storstrøms Amt
Fællesskab mod mobning: klassemødet – grundlag for trivsel Af Helle Høiby, Marianne Levin og Anette Thulin Kroghs forlag, 2006 Pris: 170 kr. 96 sider"I skolen er der behov for at arbejde systematisk og målrettet med den enkelte elevs sociale kompetencer, klassens fællesskab og generelle trivsel." Det skriver forfatterne i forordet til bogen om klassemødet. På baggrund af mine 20 år som pædagogisk konsulent for blinde og svagsynede børn i folkeskolen kan jeg kun nikke bekræftende til dette. Bogen giver en meget lettilgængelig anvisning på, hvordan der kan arbejdes med at udvikle sociale kompetencer hos den enkelte elev og hos klassen som gruppe. Selv om stoffet serveres letforståeligt og tilgængeligt, aner læseren dog også, at det i praksis ikke altid er et lettilgængeligt område. Bogen giver imidlertid også god inspiration til at håndtere vanskelige områder som eksempelvis modstand hos elever og forældre. Som konsulent har jeg fulgt en blind elevs 10-årige skoleforløb, hvor nogle dygtige lærere praktiserede klassemødet gennem hele skoleforløbet. Det fik meget stor betydning for ikke mindst den blinde elevs muligheder for at udvikle kompetencer på både det personlige, sociale og faglige område. For som det understreges i bogen, er trivsel og læring to sider af samme sag: "Klassemødet skaber tryghed og kendskab til hinanden, fører til accept og respekt af klassekammeraterne, så eleverne kan koncentrere sig om læringsprocesserne i en tryg gruppe og dermed få endnu mere ud af undervisningen." I bogen er der et særligt afsnit om "de stille elever", som forfatterne mener, der bør være særligt fokus på. Midt i en tid hvor fokus ligger på de børn, der evner at sætte sig selv i centrum, er det godt, at nogen også retter spotlyset mod de stille børn, hvortil også mange svagsynede børn hører. Bogen indeholder eksempler på – formodentlig autentiske – samtaleforløb. Disse eksempler giver god inspiration til, hvordan samtalen styres, så den opfylder de krav og betingelser, bogen opstiller for den gode samtale. Det er tydeligt, at denne måde at arbejde med klassen på er en læreproces, og at det kræver en del øvelse at få klassemødet til fungere. Det understreges i bogen, at klassemødet ikke er en "klassens time" eller et hyggemøde, men en arbejdsproces. Samtidig understreges det også, at den fysiske placering ved mødet er vigtig: nemlig rundkredsen. Det sker med reference til både nationale og internationale beslutningsorganer (FN, byrådssale), som også anvender rundkredsen i forhandlingssituationer. Det var dejligt at få præciseret, at rundkreds og arbejde kan hænge fint sammen! Jeg finder bogen interessant ud fra mit faglige ståsted som synskonsulent, for jo bedre klassen fungerer socialt, jo lettere er det for de blinde og svagsynede børn at få et godt skoleforløb – både fagligt og socialt. Bogen bør læses af alle, der har aktiv del i skolen: konsulenter, ledelse, bestyrelser og forældre, men jo især af lærere. Supplerende læsningVidencentrets bibliotek har en hel del dansk og udenlandsk litteratur om inklusion. Søg på inklusion i databasen på www.visinfo.dk/litteratur. Vælg Avanceret søgning, hvis du vil begrænse søgningen i forhold til fx sprog eller årstal. Vi tilbyder også en række udgivelser af Hans Nørgaard, bl.a. "Over muren", "Anerkendelse og deltagelse. Hvordan et godt skoleforløb skabes for en blind elev", "Støttefunktionen for blinde elever i folkeskolens almindelige klasser –en undersøgelse" og "Se dig for! Om blinde børns integration i folkeskolen" – se www.visinfo.dk/forlag.
| |
|
|
|
|
Denne side er kapitel 6 af 15 til publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2006". |
|