Videncenter for Synshandicap

Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side

Surfbrættet – tips om gode netsteder

Visuel perception

I 1936 udkom den populære amerikanske kogebog "The joy of cooking" ("Glæden ved at lave mad"), som stadig sælges i dag i opdaterede udgaver. Titlen blev en populær kliche, som også anvendes i andre bog-titler, fx "The joy of sex" fra 1972 og flere andre. Nu findes også "The joy of visual perception", en omfattende web-bog om visuel perception med mange spændende kapitler, links og gode illustrationer. Bogen er skrevet af psykologiprofessor Peter Kaiser fra York University i Canada. www.yorku.ca/eye

Logbog fra De Blindes Planet

Den amerikanske forfatter og digter Stephen Kuusisto har bl.a. skrevet selvbiografien "Planet of the Blind", De Blindes Planet (The Dial Press, 1998). Han har været næsten blind siden han var spæd og beskriver i bogen sin egen vej til en selvidentitet som blind efter mange års forsøg på at leve som seende. I september 2006 udgiver han en opfølgning til sin første biografi, som får titlen "Eavesdropping. A life by ear" om at være med på en lytter og opleve verden gennem ørerne. Med bogen vil han blandt andet gerne slå et slag for kunsten at lytte – en kunst, som seende ofte glemmer, fordi synsindtrykkene skubber andre sanseindtryk til side. 4. juli i år lancerede Stephen Kuusisto en web-log på adressen www.kuusisto.typepad.com, hvor han dagligt eller i hvert fald jævnligt reflekterer over sit liv og begivenheder i verden. Man kan oprette sig som bruger og kommentere, hvad Kuusisto har skrevet. Notaterne i loggen er poetiske, tankevækkende og reflekterende, og enkelte har nærmest karakter af digte.

"Hvor de blinde arbejder"

Hjemmesiden "Where the blind work" rummer artikler om en række blinde enkeltpersoner og deres arbejdsfunktioner. Artiklerne er alle fra 1995 og oprindeligt udgivet af et af de amerikanske blindeforbund, National Federation of the Blind (NFB). Her finder man bl.a. artikler om blinde lærere, en blind journalist og sågar en blind bankrøver. Siden indgår i netstedet "A blind net", som har som erklæret mål at give faktuelle og nyttige oplysninger om blindhed og bekæmpe fordomme. Som led i dette rummer netstedet også en række artikler om mulige opfattelser af blindhed. Det meste af materialet stammer fra NFB, og der mange artikler, bl.a. vedrørende brugen af "politisk korrekte" betegnelser for blinde og blindhed, som er et godt udgangspunkt for diskussion og debat. Om opfattelsen af blindhed: www.blind.net/bphiloso.htm. Om blinde og job: www.blind.net/bg500000.htm


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side

Denne side er kapitel 19 af 19 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap".


© Videncenter for Synshandicap 2006