Videncenter for Synshandicap

Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Logo for Det Landsdækkende SynsrådNyt fra Det Landsdækkende Synsråd

 "Nyt fra Det Landsdækkende Synsråd" er en ny fast rubrik i Synshandicap. Videncentret har tilbudt Det Landsdækkende Synsråd (DLS) at stille spalteplads til rådighed for orientering fra rådet. Rubrikken redigeres af Videncentret i samarbejde med rådets formand. For uddybende oplysninger henvises til rådets medlemmer og netsted: www.ibos.dk/adm/DLS

Ny formand

I forbindelse med, at forstander Ole Kristensen, Instituttet for Blinde og Svagsynede, fratrådte sin stilling ved udgangen af maj, er forstander Dan Spanggaard, Synscenter Refsnæs, valgt som ny formand for DLS.

Formidling fra rådet

Det Landsdækkende Synsråd har drøftet medarbejdernes (manglende) kendskab til rådets eksistens og arbejde. Selv om informationer fra rådet i form af dagsorden, referat og diverse materiale findes på nettet, føler mange medarbejdere, at de savner information. Medlemmerne af rådet har derfor forpligtet hinanden på at medvirke aktivt til, at rådets arbejde og beslutninger videreformidles i de institutioner og netværk, som medlemmerne repræsenterer og benytter. Desuden vil DLS efter hver drøftelse kort tage stilling til, hvordan beslutning og drøftelser kan videreformidles til medarbejderne på en måde, der målrettes de enkelte medarbejdergrupper.

Kernekompetenceprojekter

DLS har indstillet tre nye projekter til igangsættelse:

  1. Aldring og synshandicap
  2. Børn og unge med hjernebetinget synshandicap (CVI)
  3. Taktil grafik og illustration.

Begrundelsen for at pege på aldring og synshandicap er, at der er tale om en stor og voksende målgruppe. CVI omfatter en voksende gruppe af børn og unge med meget specielle behov i forbindelse med læring og udvikling. Taktil grafik og illustration er et lille og meget specialiseret område, der er i fare for at forsvinde, samtidig med at der fortsat er behov for nyt taktilt materiale (fx kort over det ny Europa, nye danske regioner og kommuner m.m.). DLS har drøftet de aftaler og rammer mht. økonomi, tid og ressourcer, projekterne skal arbejde inden for. DLS vil i forbindelse med etableringen af de nye projekter klart definere rammer, ressourceforbrug og realistiske mål.

Styregruppe vedrørende hjælpemidler m.v.

DLS har nedsat en styregruppe vedrørende hjælpemiddel- og materialeforsyning i Danmark for at sikre en koordinering af udviklingen på området. Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen er inviteret, ligesom Hjælpemiddelinstituttet opfordres til at deltage. I styregruppen sidder repræsentanter fra de landsdækkende institutioner og amternes synsfaglige ledere.


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side er kapitel 3 af 19 til publikationen "Nyhedsbrev fra Videncenter for Synshandicap".


© Videncenter for Synshandicap 2006