|
Synshandicap nr. 1, marts 2006
Kvalitets- og kompetencekrav til undervisning
Det Landsdækkende Synsråd besluttede på et møde den 30. marts 2004 at fastlægge fælles nationale kvalitets- og kompetencekrav omkring undervisningen af enkeltintegrerede blinde og svagsynede elever og studerende i uddannelsessystemet. Hensigten er at formidle en fælles og ensartet anbefaling til undervisningsområdet – herunder især kommunerne (Kom-munernes Landsforening) og Undervisningsministeriet.
En arbejdsgruppe har udarbejdet et notat med titlen "Fælles nationale kvalitets- og kompetencekrav omkring undervisningen af enkeltintegrerede blinde og svagsynede elever og studerende i uddannelsessystemet." Notatet er godkendt af Det Landsdækkende Synsråd, som herefter arbejder videre med opfølgning på notatets anbefalinger.
Anbefalinger
Arbejdsgruppen anbefaler:
- At specifikke implikationer af et synshandicap indarbejdes i uddannelsesinstitutionens fagmål og inkorporeres i de konkrete beskrivelser, som udarbejdes for eleven/den studerende og klassen. Eleven har således ret til kompenserende undervisning, som kan sikre et undervisningsniveau på linje med de øvrige elever/studerende.
- At det tydeliggøres, at det er uddannelsesinstitutionens pligt og opgave at sikre undervisernes kvalifikationer og specialviden. Dette er en forudsætning for, at de ovenfor nævnte fagmål kan formuleres og opnås. Det er derfor skolens opgave at sikre, at centrale undervisere får den fornødne efteruddannelse. Dvs. at underviseren har en relevant specialpædagogisk uddannelse, en synsfaglig viden samt viden om inklusionsstrategier.
- At skolen forpligtes til at sikre, at den specialpædagogiske støtte har de fornødne faglige kvalifikationer i form af en læreruddannelse eller tilsvarende, samt at der sikres kontinuitet i den specialpædagogiske støtte.
- At der etableres eksterne øko- nomiske og faglige ressourcer, som de enkelte skoler og institutioner kan trække på. Ressourcer til specialpædagogiske undervisningsmidler, materialer og specialpædagogisk støtte må ikke opleves som en belastning for den enkelte skole eller institution.
- At skolen forpligtes til
- at inddrage synsfaglig ekspertise i forbindelse med skolestart, tilpasning af undervisningslokaler og vejledning om specialpædagogiske hjælpemidler og hensigtsmæssig undervisningstilrettelæggelse,
- at inddrage synsfaglig ekspertise i forbindelse med udarbejdelse af individuelle handleplaner, undervisningsplaner, uddannelsesbogen og studieplaner,
- at inddrage synsfaglig ekspertise i forbindelse med folkeskolens obligatoriske test, eksamen, erhvervspraktik og særlige pædagogiske forhold (fx projekt- og gruppearbejdsformen, IKT og e-learning m.m.).
- at inddrage synsfaglig assistance i forbindelse med introduktion af nye fag og undervisningsformer samt i forbindelse med overgange fx i form af skoleskift og studievalg.
- Arbejdsgruppen anbefaler, at Det Landsdækkende Synsråd tager initiativ til at formidle anbefalingerne til det politiske og administrative område vedr. folkeskolen i Kommunernes Landsforening, til Undervisningsministeriet, til Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, SU-Styrelsen og andre relevante partnere.
Notatet kan læses på www.ibos.dk/adm/DLS/ Rapporter/NOTATver2(2).doc – Bendt Nygaard Jensen

|