|
Synshandicap nr. 1, marts 2006
Synsrådgivningen 2007
Kommunalreformen flytter rundt med de nuværende amtslige synsrådgivninger og landsdækkende institutioner. Videncenter for Synshandicap har derfor i samarbejde med Dansk Blindesamfund udarbejdet en kortfattet oversigt over, hvor disse rådgivningstilbud er placeret per 1. januar 2007.
Synsrådgivningerne
De nye storkommuner skulle i februar meddele Indenrigsministeriet, hvilke amtslige institutioner og tilbud kommunerne ville overtage. Dette berørte også fremtiden for de amtslige synsrådgivninger. Det billede, der tegner sig, er, at ca. halvdelen af de nuværende rådgivninger fortsætter under regionerne, mens den anden halvdel overtages af kommuner. Oversigten viser fordelingen. Det rejser naturligvis en del overvejelser om, hvordan opgavefordelingen bliver mellem kommunale og regionale rådgivninger, og hvordan de kommuner, som ikke har en synsrådgivning i regionen, kan benytte en anden kommunes rådgivning, rådgivningen fra en anden region osv. Men basalt er det, når 1. januar 2007 oprinder, af stor interesse for alle synshandicappede brugere, hvor rådgivningen er lokaliseret, og hvordan man som bruger får adgang til rådgivningen. Det vil resten af 2006 forhåbentlig give svar på. Foreløbig er det tankevækkende, at ingen af de store "gamle" bykommuner Ålborg, Århus og Odense har overtaget synsrådgivningerne fra amterne. Det er endnu ikke muligt at få oplyst, hvor synsrådgivningerne placeres i relation til forvaltningerne i kommuner og regioner.
Landsdækkende institutioner
De landsdækkende institutioner på synsområdet kommer igennem strukturformen på forskellig vis. Synscenter Refsnæs, som består af tre institutioner (skole, rådgivning samt bo & fritid), er endnu ikke endeligt placeret. Instituttet for Blinde og Svagsynede fortsætter med en driftsoverenskomst med Københavns Kommune mens Videncenter for Synshandicap fortsætter som selvejende institution, men nu under Socialministeriet/VISO. - bnj

|