|
Synshandicap nr. 4, december 2005
Boganmeldelse Keld Stochholm: "Vejen til blind forståelse"
Af psykolog Anette Ingsholt, Synscenter Refsnæs
"At rejse er at leve". I bogen tager forfatteren læseren med på en rejse ind i sin forestilling om, hvordan blindfødte børn oplever verdens mange sanseindtryk. Et spændende landskab dukker frem gennem forfatterens personlige analyse af, hvordan blindfødte og stærkt svagsynede børn og unge sanser, perciperer og tolker deres omverden. Her betrædes ofte nyt land, der byder på nye spændende oplevelser. Det vækker læserens nysgerrighed og lyst til at begive sig videre frem i landskabet for at få indblik i forfatterens mange og varierede betragtninger. Med udgangspunkt i sin egen seende oplevelsesverden søger forfatteren med stort engagement via en intellektuel analyse af egne erfaringer at beskrive forskelle og ligheder mellem blinde og seendes oplevelse og forståelse af den verden, som begge grupper lever i. Bogen kan læses i sin helhed, men det kan anbefales at læse et stykke ad gangen. Den indbyder til, at man bruger tid på at reflektere over indholdet, tage personlig stilling til dens antagelser og påstande og finder sit personlige univers og sin egen forståelse af det beskrevne. Bogen må simpelthen læses af forældre til blindfødte og meget stærkt svagsynede børn og unge. Den skal læses af professionelle, der arbejder med dette sansehandicap – og af de synshandicappede, der er udgangspunkt for beskrivelsen. Et håb er, at også de politikere og andre, der er med til at bestemme livsvilkår for børn og unge med et så alvorligt handicap som blindhed og stærkt svagsynethed, læser bogen. Det vil give dem et værdifuldt indblik i, at rådgivnings- og vejledningsarbejdet omkring blindfødte og meget stærkt svagsynede børn ikke kun er et spørgsmål om teknik og kompenserende hjælpemidler, men også om livsholdninger og forståelse hos omgivelserne for den særlige sanseverden, hvori blindfødte og stærkt svagsynede vokser op. Bogen vil skabe grundlag for mangfoldige drøftelser af de mange forskelligartede personlige holdninger og synspunkter, der naturligt dukker op hos læserne. Det kan både skabe vækst for nye tanker og forståelse og respekt for de livsvilkår, blindfødte børn og unge møder i hverdagen i dagens Danmark, hvor krav om effektivisering og normalisering øges i en stadigt mere visuel verden. Bogen afspejler forfatterens mangeårige og mangesidige erfaringer fra et langt liv med fokus på synshandicappede børn og unge. Erfaringer, der kombineres med en sjælden stædighed og evne til selv at skaffe sig en forståelse for, hvad der adskiller de sanseverdener, som blinde og seende lever i. Du inviteres hermed til at sætte dig i en god stol, åbne bogen og rejse med Keld Stochholm ind i den særlige oplevelsesverden, som han forestiller sig er særlig for blindfødte og meget stærkt svagsynede børn og unge. Du ønskes en god rejse. Bogen er udgivet af Videncenter for Synshandicap og Synscenter Refsnæs. Pris: 100 kr. Bestilling: Synscenter Refsnæs, tlf. 59 57 02 92 eller merjur@vestamt.dk.

|