Synshandicap nr. 4, december 2005

Grafik, der er til at tage og føle på

Af Dorte Herholdt Silver

Konferencen "Tactile Graphics 2005" i Birmingham, Storbritannien, samlede godt 200 deltagere fra 28 lande. Konferencen var arrangeret af RNIB National Centre for Tactile Diagrams (RNIB NCTD), som er en ny landsdækkende enhed for taktil grafik, der er resultatet af en sammenlægning af Royal National Institute of the Blind (RNIB) og en eksisterende selvstændig enhed for taktil grafik. Konferencen varede to dage og bød på mange foredrag, en spændende udstilling samt særlige fora for specialister.
Taktile billeder og kort er ofte et underordnet tema på konferencer om fx mobility, punktbøger eller specialpædagogik, og der var derfor stor begejstring blandt deltagerne over at være i et miljø, hvor alt drejede sig om deres hjertebarn: taktil grafik. Foredrag og udstilling var generelt af høj kvalitet, spørgelysten fra publikum var stor, og der var mange kreative og spændende ideer at tage med hjem.

Tekniske begrænsninger

Konferencen indledtes af Eamonn Fetton, RNIB, som pegede på tre basale udfordringer:

1. Der er meget lidt taktil grafik til rådighed.
2. Det begrænsede udbud indebærer, at de potentielle brugere generelt har meget lidt øvelse i at aflæse taktil grafik.
3. Blinde og stærkt svagsynede har som regel ikke adgang til selv at fremstille taktil grafik.
   Den fælles hovedårsag til disse vanskeligheder er, at taktil grafik generelt er tidskrævende og dyrt at fremstille i en ordentlig kvalitet.
   Herefter ridsede Sarah Morley, leder af RNIB NCTD, hovedtrækkene i den historiske udvikling samt de væsentligste mål og udfordringer op.

Øjenbrynsfarvet

Claire Wilson, udviklingschef for punktskrift og Moon (et andet taktilt alfabet) gav en levende personlig beretning om sin egen oplevelse af taktil grafik.
Hun var seende, indtil hun var syv år gammel, og hendes store passion var farver. Hun tegnede og malede og havde et særligt lysebrunt farvekridt, som hun brugte til øjenbryn – et kridt, som hun selvfølgelig kaldte øjenbrynsfarvet. Hun fortalte om sine yndlingsbilledbøger med billeder af lam og blomster, som hun nok mente, hun i dag ville finde kvalmende sentimentale, men som dengang gjorde bøgerne uimodståelige. Da hun med ét mistede synet på grund af en kræftsygdom, måtte hun lære punktskrift, men punktbøgerne manglede de motiverende lyspunkter, som billederne i de trykte bøger havde været. Derfor jublede hun, da hun første gang stødte på taktil grafik og også selv kunne begynde at tegne igen på hollandsk plast og med forskellige hjemmelavede løsninger.
Claire Wilsons indlæg understregede vigtigheden af at give punktlæsende børn de oplevelser og den læsemotivation, der ligger i taktile billeder. Gennem taktil grafik kan blinde børn også møde rumlige begreber (op, ned, venstre, højre, midten, kanten osv.) Hun fremhævede også de museumsprojekter, der fx formidler malerier gennem en taktil version og et ledsagende lydbånd, som hun som voksen havde stor glæde af (et eksempel er Living Paintings Trust, www.livingpaintings.org).

Brugertest af symboler

I et samarbejde mellem det canadiske og det amerikanske punktskriftsnævn (CBA og BANA) er der som led i et flereårigt forløb blevet gennemført test af, hvilke symboler og stregtyper der er lettest at aflæse. Projektet hedder GRASP (Graphics Research and Standards Project). Tidligere faser har fokuseret på producenter og undervisere. I den aktuelle fase er fokus på brugerne og deres vurdering af forskellige måder at repræsentere pile, geometriske figurer, måleforhold m.m. på. Fx viste afprøvningen, at det ved aflæsning af polygoner (femkanter, sekskanter osv.) var en hjælp at markere hjørnerne med prikker eller streger placeret uden for figuren.

Ved placering af tekst eller symboler på en linje eller midt inde i anden overfladesignatur (som fx på et kort) er det vigtigt at sørge for lidt luft på begge sider af den indsatte tekst eller figur. I brugertesten indgik også forskellige overfladesignaturer (skravering, fx med prikker eller med streger på skrå eller på kryds og tværs). Termoformplast var klart det foretrukne materiale.
Konklusionerne fra testen kan læses i rapporten fra GRASP III, som fås i pdf-format på nettet: www.canadianbrailleauthority.ca/docs/Report_Tactile_Graphics_part3.pdf

Tilgængelig kulturarv

Loz Simpson er billedhugger og modelmager og har lavet taktile modeller til britiske museer og andre kulturfaciliteter siden 2002: syv taktile installationer på kunstgalleriet Laing Art Gallery, en model i skala 1:25 af den historiske bygning Kew Palace samt en bronzeskulptur, der viser Mount Everest og det omgivende landskab med en tilhørende model i kunstharpiks med talende og taktile markeringer af steder med relation til bjergbestigning, dvs. de forskellige ruter og lejre på vej til toppen.
Selv om disse projekter ikke kan regnes som egentlig taktil grafik, er der klart tale om taktil formidling, som bliver fulgt til dørs af supplerende oplysninger på tekst og lyd.
Man kan se billeder af Loz Simpsons taktile værker på www.topografik.co.uk

Aktiv taktil begrebsindlæring

Boguslaw Marek valgte efter flere år som blindepædagog at begynde at udvikle sine egne taktile materialer, og det er siden blevet til firmaet Hungry Fingers ("sultne fingre"), som eksporterer til en lang række lande.
Mareks materialer fokuserer på begrebsindlæring samt aktivering og stimulering af taktile færdigheder. Han understreger, at de taktile billeder ikke kan stå alene, da de så er abstrakte repræsentationer – billederne skal knyttes sammen med en reel forståelse af, hvad billedet viser. Der lægges også stor vægt på, at børnene selv tegner taktilt, bl.a. fordi det gør det lettere for børnene at fortolke andres tegninger. Derudover giver børnenes egne tegninger anledning til gode diskussioner om, hvordan ting egentlig ser ud – for eksempel gav tegninger af en person, der foretager et skihop, anledning til mange fysiske eksperimenter, hvor børnene lænede sig helt fladt frem, støttet mod en voksenarm, for at få den fysiske fornemmelse af kroppens position.
For at formidle de konventioner og det symbolsprog, der tages i brug, når tredimensionelle genstande omdannes til todimensionelle tegninger, har Marek lavet en såkaldt transfograf. Transfografen er en lille trækasse og nogle 3D-modeller af en seng, en stol m.m. Kassen har forskellige låg, der er udskåret, så modellen kan skubbes sidelæns ind, til den stikker nogle få mm op. Herved fremkommer den 2D-silhouet, som anvendes i tegninger, og man får således hjælp til at forstå overgangen fra 3D til 2D. 
Andre materialer illustrerer sammenhængen mellem geometriske former som trekant, kvadrat, rektangel m.m. Symmetrografen illustrerer symmetriske former, mens rotografen hjælper barnet med at forstå rotation som begreb og det forhold, at rotation kun påvirker placeringen af en geometrisk figur, ikke dens form.
"Farmer Jacks bil" er en aktivitetsbog med punktskrift og taktile billeder, der kan benyttes sammen med en tilhørende bil med klodser, så bogens historie opleves gennem tekst, billeder og det tilhørende legetøj.
Andre aktiviteter lægger mere målrettet op til læseundervisningen ved at stimulere taktil opmærksomhed, en systematisk afsøgning af en bogside, den lette berøring osv.
Marek har udviklet flere andre spændende materialer, der understøtter begrebsindlæringen og stimulerer barnets lyst til at arbejde med bøger, taktil grafik og punktskrift. Et katalog findes som pdf-fil på firmaets hjemmeside: www.hungryfingers.com/catalogue.pdf

Punktskrift for hele klassen

Peter Lumley er leder af specialundervisningen på Markeaton grundskole i Derby, Storbritannien. Han fortalte om tilrettelæggelsen af læseundervisning for en blind, enkeltintegreret pige i første klasse. Undervisningen var især præget af to gennemgående træk: For det første fik pigen en mængde taktile oplevelser som parallel til sine seende kammeraters visuelle oplevelser; når der var højtlæsning af billedbøger, fik hun fx en pose med ting, der passede til historien. For det andet inddrog punktundervisningen hele klassen. Alle i klassen blev introduceret til punktskrift, og de, der havde lyst, fik lov til at deltage i punktundervisningen. Flere elever valgte at deltage i forskelligt omfang, og punktskriften fremstod således som et fælles, spændende kommunikationsmedium i stedet for noget svært, underligt og handicapkompenserende. På samme måde blev pigens forældre aktivt inddraget i punktundervisningen.
Der blev også fremstillet taktile historier på Perkinsmaskinen, som udnyttede punkttegnenes grafiske form. Billedhistorierne blev skrevet og læst lineært. Eksempel: En stribe figurer (med luft imellem), der forestillede hhv. "Jans hus, Jan, park, hav", er en historie om, hvordan Jan gik hjemme fra sit hus, igennem parken og ned til stranden.
Under foredraget sprang Peter Lumleys 2 m høje kollega rundt mellem tilhørerrækkerne med taktile materialer (plysdrager, sten, fjer, termoformgrafik m.m.) til de blinde tilhørere, og vi fik således et tydeligt førstehåndsindtryk af den energi og det engagement, der også var en vigtig del af skolens tilgang til den inkluderende undervisning, hvor de pædagogiske mål udmøntes på spændende, engagerende og larmende vis.

Designmodul til billedbøger

Designer Ximena Rossello fortalte om et samarbejdsprojekt mellem et chilensk og et canadisk universitet vedrørende udviklingen af et designmodul for taktile billedbøger. Modulet er et kvadrat opdelt i ni felter, som sigter mod at træne forståelsen for højrevenstre og opned, som afspejles i punktcellens opbygning.
Alle billeder blev indplaceret i denne matrix, altid med hovedpersonen, en blomst, i midten. Grunden til, at modulet har ni felter i stedet for de seks punkter i den basale punktcelle, er, at man vurderede det som vigtigt at have et centrum, som retningsangivelserne kunne relateres til.

I historien er blomsten alene på siden, indtil hun en dag spørger, hvad der mon er til venstre for hende, hvorefter sommerfuglen dukker op i feltet til venstre. På samme måde introduceres en bi, en snegl og nogle stjerner i de andre retninger. Der var nogen diskussion om det hensigtsmæssige i, at det, der er til venstre for blomsten, er i billedets venstre felt, hvor det egentlig burde være spejlvendt. Designeren fortalte, at dette ikke havde forvirret børnene, og virkede selv overrasket over spørgsmålet. Måske er det bare sådan, at blomsten vender ryggen mod læseren, som det blev foreslået af et kvikt hoved i forsamlingen.
Målene med materialet var at stimulere den taktile følsomhed, introducere retningsorientering, forberede til punktskriftsystemet og fremme integrationen med seende kammerater (idet billederne er både taktile og visuelle). Der er kun gennemført uformelle afprøvninger, som blev beskrevet som positive.

Taktil tegneserie for børn

Michael Sutjiadi fra Australien havde lavet en taktil tegneserie for blinde børn.
På de første sider introduceres selve konceptet, figurerne (en dreng, en pige, en hund og en kat) samt de konventionelle tegneserielementer, der anvendes i hæftet, bl.a. talebobler og tankebobler. Figurerne er genkendelige, fordi de altid er ens (pigen har fx en karakteristisk sløjfe i håret). I fortællingen tager de fire på skovtur, men de må tage hjem i utide, fordi alle ryger i vandet og nyser hele vejen hjem. For at læse tegneserien må barnet afsøge siden grundigt og afkode de forskellige elementer. Fx spilles der på forskellen mellem tale- og tankebobler, idet hunden hele tiden kun siger "vuf", men i sine tankebobler har lange monologer. (På den måde finder man bl. a. ud af, at det faktisk var hunden, der skubbede katten i vandet!)
Hæftet blev testet uformelt af en pige, som første gang var meget længe om at læse hæftet og til sidst var så træt, at hun opgav at gøre det færdigt. Anden gang gik det imidlertid langt hurtigere, formentlig fordi konceptet ikke længere var nyt, og det var tydeligt, at hun nød historien og de indlagte overraskelser og pointer.
Det så ud til at være en meget spændende og stimulerende måde at præsentere og kombinere punktskrift og taktile billeder på, som vil være klart motiverende for børns interesse for bøger og punktskrift.

Automatiseret produktion

Som nævnt i indledningen er god taktil grafik ofte dyr, især på grund af den store arbejdsindsats, de kræver. Derfor er en mere automatiseret produktionsform også et emne, der tiltrækker sig stor opmærksomhed. Dan Comden fra Access Technology Lab, University of Washington fortalte om en ny teknik, der er udviklet på universitetet, som har brug for at fremstille store mængder taktil grafik til blinde studerende.
Teknikken bygger på et nyudviklet edbprogram kaldet Tactile Graphics Assistant (TGA), og al redigering sker på computer med udgangspunkt i digitale (evt. indskannede) billeder. TGA er i stand til at genkende tekst – også når den fx er skråtstillet, som det af pladshensyn ofte er tilfældet i diagrammer.
Teksten flyttes automatisk over i en tekstfil, hvor den omformes til punktskrift. Programmet koder hver enkelt tekstlinje for sig og gemmer oplysninger om, hvor i diagrammet teksten er placeret. Efter at man evt. har redigeret den tilbageblevne billedinformation i et billedbehandlingsprogram (fx fjernet eller omformet detaljer for at lette aflæsningen), kan teksten, som nu er i punktskrift, med et enkelt klik placeres i diagrammet igen, og billedet er klar til udskrift. I projektet benyttede man punktprinteren Tiger Embosser, men billederne kan naturligvis produceres med andre metoder. På alle trin af processen er det muligt at foretage manuel redigering.
Programmet er desuden intelligent på den måde, at det søger at generalisere oplysninger, der indgår fra en samlet opgave. På den måde stiger effektiviteten ved store opgaver, som fx når man skal lave taktile billeder til en hel bog, fordi man kan udnytte ligheder i anvendelsen af typografi, farver m.m.
Første spørgsmål fra salen gik på, hvor og hvornår man kunne købe programmet. Den rå prototype var imidlertid først blevet klar et par dage før konferencen, så det ligger endnu et stykke tid ude i fremtiden. Men det er planen snart at inddrage eksterne samarbejdspartnere, som skal være med til at teste og videreudvikle programmet, så der vil være mulighed for at få fingre i programmet før den endelige lancering.
I øvrigt havde ATL forud for projektet foretaget et rundspørge blandt udbydere, der fremstiller taktil grafik. Her viste det sig bl.a., at 39 % af de medarbejdere, der tilrettelægger grafikken, gør det rent manuelt.
Selv om teknikken ikke er helt færdigudviklet, virkede den lovende. Hvis man skal overvinde den grundlæggende barriere for taktil grafik, der ligger i de arbejdskrævende processer, må en større inddragelse af computerbearbejdning være en uomgængelig forudsætning.
Læs mere om Access Technology Lab (ATL) på dette link: www.washington.edu/computing/atl/

Kunsten og alfabetet

Rebecca McGinnis præsenterede en ny bog med taktile billeder, fremstillet af det store kunstmuseum Metropolitan Museum of Art i New York. Der var tale om et ambitiøst og givetvist bekosteligt projekt, hvor alle bogstaverne i alfabetet var illustreret med taktile versioner af kendte og vigtige kunstværker. Bogen kan anvendes af både seende og blinde, da tekst og billeder forekommer både taktilt og visuelt. Der var lagt vægt på visuelt tryk i høj kvalitet, og bogen var da også imponerende. Det var imidlertid ikke helt klart, om billederne egentlig var meningsfulde i taktil form, og McGinnis sagde da også, at det ikke havde været muligt (som vel vil sige prioriteret?) at forhåndsteste materialet så meget, som det burde have været. Det var et imponerende projekt, men man savnede større brugerinddragelse.

Taktil grafik på højkant

Akiyoshi Takamura og Husae Miayuchi fra hhv. en blindeskole og Tsukuba Universitet i Japan har udviklet en ny metoTaktil grafik på højkantde til at præsentere taktil grafik. Der produceres to billeder af den tredimensionelle genstand, man vil afbilde. Hvert af de to billeder viser genstanden, som den ser ud fra to hhv. den ene og den anden side. Hvis der fx er tale om en hund, der sidder med løftet pote, vil det ene billede vise hunden i profil med både for- og bagpoten på gulvet, mens det andet vil vise hunden med bagpoten i gulvet og forpoten løftet. De to billeder klæbes omhyggeligt op på et stykke klar plast i præcis samme position. Dette plastkort sættes nu på højkant og aflæses med to hænder, en på hver side af kortet. Herigennem skulle det være lettere at få en oplevelse af den tredimensionelle form. Der var mulighed for selv at afprøve nogle eksempler, og umiddelbart virkede det svært at få de to billeder til at blive til ét, fordi de to hænder hver især rører ved noget forskelligt, som i 3D, men uden den rumlighed, der ligger i rigtige 3D-objekter. Hvis man i eksemplet fra før rørte ved hundens løftede pote med den ene hånd, ramte den anden hånd samme sted blot et glat stykke plast. Det var dog umuligt at afgøre, om erkendelsen ville komme med større tilvænning til formen, så ligesom med det foregående projekt med kunsten og alfabetet er der tale om et projekt, som er spændende, men svært at give en umiddelbar vurdering af.

Denne side er kapitel 2 af 16 til publikationen "Synshandicap nr. 4, december 2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/2005/NYH042005/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2006