![]() ![]() |
|
|
Synshandicap nr. 3, oktober 2005
Videncentret og VISOVidencenter for Synshandicap og de øvrige amtslige videncentre samt Center for Små Handicapgrupper (CSH), Hjælpemiddelinstituttet og Videnscenter for Socialpsykiatri overgår ved kommunalreformens ikrafttræden 1. januar 2007 til statslig styring under VISO (national videns- og specialrådgivningsorganisation). Socialministeriets udmelding er, at Videncenter for Synshandicap fortsætter som selvejende institution, og at der som udgangspunkt ikke sker ændringer i driftstilskud; medarbejderne fortsætter, og opgaver og placering er som udgangspunkt de samme. Overdragelsesprocessen er sat i gang, da en del forhold skal afklares i forhold til videncentrets organisering og drift. Videncentret skal fremover opfylde Socialministeriets krav til administration og økonomistyring, bestyrelsens sammensætning skal ændres, vedtægt revideres, og personale overgå til statslig ansættelse. Overdragelsesarbejdet er forankret i Center for Administration, Koncernstyring og tilskudsadministration. Ved besøg på Videncentret i oktober bliver centrets forhold gennemgået, og der aftales en individuel køreplan for den videre proces. Det ser ud til, at den statslige overtagelse af Videncentret får minimale konsekvenser for Videncentrets nuværende brugere og etablerede samarbejdsrelationer. Til gengæld bliver nogle af Videncentrets ressourcer allerede nu anvendt til forberedelsen af overdragelsen til staten. Med kommunernes centrale position fra januar 2007 er der ikke tvivl om, at kommunerne vil blive lagt mere aktive brugere af Videncentret end hidtil. Samspillet mellem kommunerne og synsrådgivningerne i regionerne vil utvivlsomt få indvirkning på Videncentrets opgaver og ressourcer i "det nye Danmark". En oversigt over amtslige videncentre findes på www.videncentre.dk. Socialministeriet har oprettet en VISO-hjemmeside, hvor der løbende orienteres om forløbet i dannelsen af den nye organisation: viso.social.dk – Bendt Nygaard Jensen
| |
|
|
|
|
Denne side er kapitel 7 af 20 til publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2005". |
|