Synshandicap nr. 1, april 2005

Det er bare en overgang

Af Peter Rodney, cand. pæd. psych, uddannelseskonsulent ved Instituttet for Blinde og Svagsynede

Center for Ligebehandling af Handicappede (CLH) har med sin seneste undersøgelse om unge synshandicappedes overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse afdækket nogle helt centrale aspekter i den aktuelle debat om handicappede på arbejdsmarkedet. Regeringen har med sin store satsning et ønske om at flere af de 90.000 arbejdsløse handicappede kommer i arbejde. Fokus for den kommende kampagne er holdningerne hos arbejdsgiverne. Dette er givet også vigtigt, men CLH's undersøgelse viser, at mange andre og særdeles betydende problematikker også er med til at skabe denne uheldige arbejdsmarkedssituation.

Jeg har gennem 10 år arbejdet som uddannelseskonsulent på Instituttet for Blinde og Svagsynede og har gennem dette virke mødt mange unge synshandicappede. Deres oplevelser i uddannelsessystemet bekræfter mange af de iagttagelser, som undersøgelsen beskriver.

Unges selvforståelse

Mange af de unge synshandicappede, jeg møder, har omfattende vanskeligheder og er dermed ikke repræsentative for hele gruppen. Det er derfor tankevækkende at se den relativt lave svarprocent, som centeret fik på spørgeskemaerne. Kun en fjerdedel af de unge synshandicappede svarede på undersøgelsen. Så hvem har ikke svaret? Ja, det er der jo ikke noget korrekt svar på. Min erfaring er, at de unge kan deles op i 3 kategorier:

• Der er gruppen, som klarer sig fint, og som ingen problemer har. Det er de unge, som har en synsnedsættelse, men som ikke betragter sig som handicappede, og som derfor ikke føler sig tilknyttet eller ansvarlig over for handicapgruppen.
• Der er gruppen, som ofte har det svært og forstår deres vanskeligheder som værende afledte af synshandicappet. Det er unge, som erkender, at de har et handicap og ser det som en opgave at ændre og forbedre udviklingsbetingelserne for kommende synshandicappede. Det er unge, som er i stand til at udtale sig om både faglige og sociale problematikker.
• Der er gruppen med så store vanskeligheder, både faglige og personlige, at det kan være for svært for dem at forholde sig til problematikkerne. For dem er det således meget svært at skulle nedfælde deres oplevelser i et spørgeskema. Det er unge, som har meget vanskeligt ved at få deres dagligdag til at hænge sammen og som ofte har en begrænset selvindsigt. For disse unge er spørgsmålet "i hvilken grad var du tilfreds med…?" for uoverskueligt, da svaret kræver, at vedkommende er i stand til at vurdere sin nuværende situation i forhold til en hypotetisk situation.

Hvad er det reelle omfang?

De 26 %, som svarede, befinder sig givetvis i gruppe 2. Jeg er desværre bange for, at mange af de 74 %, som ikke svarede, er i gruppe 3. Dvs. at omfanget af de problematikker, som undersøgelsen afdækker, sandsynligvis er større.

Det betyder fx, at ledighedsprocenten sagtens kan være højere end de angivne 15 %. Hvis den blot er på 20 %, betyder det, at hver 5. unge med synshandicap er i risiko for at skabe sig en selvforståelse som afgrænset fra arbejdsmarkedet og som socialt udgrænset. Det er en farlig identitetsmæssig position at befinde sig i som fx 22-årig. Denne identitet kan ikke senere ændres med en kampagne rettet mod arbejdsgivernes handicapholdninger.

Ringe social ballast

Dette perspektiv understreges af, at over hver tredje har svaret, at de har en ringe social og personlig ballast med fra skolen. Dette er i skærende modsætning til tal hos seende elever, som de generelle PISA-undersøgelser afdækker. I en tid, hvor sociale kompetencer og teamarbejdskvalifikation efterspørges, er en så udsat social position for de unge synshandicappede yderst alarmerende. Man kan endda sige, at den relativt gode faglige ballast, som flere af de unge fremhæver, får en mindre praktisk betydning, hvis den ikke kan anvendes i en social kontekst.

Utilstrækkelig faglig ballast

Den faglige ballast hos de unge synshandicappede er ikke tilstrækkelig. Undersøgelsen afslører, at 44 % ikke har eksamen i alle folkeskolens fag, og at hver femte ikke har taget eksamen i fysik. Dette er særdeles alarmerende, når man tænker på den nye gymnasiereform, der har fysik som et obligatorisk fag. Forklaringen kan kun være, at den enkelte skole ikke i tilstrækkeligt høj grad har været i stand til at gennemføre en handicapkompenserende undervisning. Lærerne besidder i disse situationer ikke den specialpædagogiske kompetence, som skal til for at hjælpe en synshandicappet elev. Dette er meget i tråd med en tidligere undersøgelse fra CLH, som påviste den manglende handicapdimension i læreruddannelsen.

Utilstrækkelig vejledning

Gang på gang afdækker undersøgelsen problematiske forhold for de unge synshandicappede. Mange af de unges svar peger direkte på problemfelterne. Hvor de gennemgående oplever de amtslige synskonsulenters vejledning som god og relevant, siger mere end halvdelen af de unge, at den vejledning de har modtaget i det lokale uddannelsessystem ikke har været relevant, ikke har haft et individuelt fokus og at vejledningen ikke har taget udgangspunkt i den enkeltes synsnedsættelse. Dvs. at vejledningen har været alt for generel og ikke taget udgangspunkt i den enkeltes handicap. Man kan håbe, at den ny vejledningsreform kan ændre dette. Begrundelsen for ændringen er netop, at fokus skulle flyttes fra en generel vejledning af alle elever til en fokusering på de børn og unge, der har særlige behov. Jeg kan dog komme meget i tvivl, når jeg ser på indholdet i den nye vejlederuddannelse, der skal kvalificere de nye vejledere. Uddannelsen rummer kun teori om vejledning og rådgivning. Der er absolut intet om specialpædagogik og handicapkompensation.

Fokus på centrale personer

Hvis denne situation skal ændres, må selve vejledningsfokus flyttes til de helt nære personer. Dvs. de personer, som de unge synshandicappede selv nævner som de mest afgørende personer i skoleforløbet: forældrene og klasselæreren. Hvis vi skal gøre noget ved de problematiske situationer, som CLH's undersøgelse har påvist, så skal indsatsen over for de unge synshandicappedes integration i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet flyttes helt derhen, hvor den har en betydning. Dvs. at det også handler om opkvalificering af lærerne. Så undgår vi måske en bemærkning, som jeg hørte for nylig: "Der må da være nogle eksperter, der tager sig af sådanne nogen."

Et håb for fremtiden

Denne side er kapitel 6 af 17 til publikationen "Synshandicap nr. 1, april 2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH012005/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2005