|
Synshandicap nr. 4, december 2004
Surfbrættet - tips om gode netsteder
asius.dk - et nyt ord på "synsk"
ASIUS er et af de seneste nye ord i den faglige jargon inden for synshandicapområdet; det står for Amternes Styrkede Indsats for Udviklingshæmmede med Synsnedsættelser, som har to elementer, netværksdannelse og uddannelse. Informationer om disse aktiviteter findes nu på hjemmesiden www.asius.dk. Hjemmesiden har desuden samlet links til grundlæggende viden om synshandicap og specialviden om synshandicap og udviklingshæmning. Det sker primært ved links til online publikationer fra Videncenter for Synshandicap. Det er glædeligt, at ASIUS-projektet kan bruge de materialer, som Videncentret gennem årene har udviklet, som et aktiv i den systematiske og koordinerede indsats i landets amter. Se evt. omtale af ASIUS-konsulenterne i Synshandicap nr. 2, 2004.
Masser af læsestof hos Certec
Alt tyder på, at landets boghandlere kan glæde sig over et særdeles godt julesalg, men hvis julesokken alligevel skuffer, hvad det angår, er der masser af læsestof at hente hos Certec. Dels er der præsentationer af Certecs forskningsprojekter (under punktet Forskning, klik på linket "Certecs forskningsprojekt"), dels er der under Publikationer samlet foredrag, doktorafhandlinger, artikler, posterpræsentationer med mere. For eksempel finder man her optiker Jöregn Gustafssons doktorafhandling "Optik för synsvaga människor" fra oktober 2004 om korrektion af afbildningsfejl i det excentriske synsfelt for mennesker med centralt skotom. Certec arbejder bredt med tekniske og pædagogiske løsninger for mennesker med funktionsnedsættelser. Derfor finder man både tekster af helt specifik interesse for synsområdet, tekster om andre specifikke funktionsnedsættelser (fx hjerneskade) samt tekster, der diskuterer rehabilitering og handicap generelt. www.certec.lth.se
Nyt om retssikkerhed hos DUKH
DUKH, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, har lanceret en ny hjemmeside, som blandt andet rummer oplysninger om DUKH's aktiviteter, nyt om konferencer m.m., link til udgivelser fra DUKH samt omfattende oplysninger om retssikkerhed.
Afsnittet om retssikkerhed er inddelt sådan, at man i en menu kan vælge det område, man ønsker at søge viden om. Hvert menupunkt har en række underpunkter, som handler om specifikke forhold på det enkelte område. Hvert underpunkt har en kort beskrivende tekst og en række spørgsmål og svar om emnet. Spørgsmålene er en sammenfatning af nogle af de problemstillinger, DUKH har mødt i den daglige rådgivning. Desuden er der link til retsinformation på Internettet. www.dukh.dk

|