Synshandicap nr. 4, december 2004

Børneoftalmologi

European Paediatric Ophthalmology Society møde i 2004

Af øjenlæge Mette Warburg

Den europæiske børneøjenlægeforening, EPOS, havde sit årlige møde i Manchester i oktober i år. Det var det 30. møde i denne forening, som har været den væsentligste – måske den eneste – mulighed for indførelse i børneoftalmologi uden for England i mange år. I EPOS kan man høre om de sidste landvindinger inden for børneoftalmologien. Tendensen har været at overlade de kirurgiske resultater og skelebehandlingen til særlige møder, hvorimod det er centralt for EPOS-deltagerne at diskutere årsager til øjensygdomme hos børn.

Genetik som forklaringsmodel

Øjenlæger var blandt de første til at forstå betydningen af den moderne genetik som forklaringsmodel for sygdommene. Allerede i 1971 blev det klart, at årsagerne til den ondartede svulst retinoblastom var mutationer på kromosom 13, og siden er mange gener for øjensygdomme lokaliseret til kromosomerne.

Øjenlæger har den fordel frem for medicinere, at de kan iagttage øjet både udvendigt og indvendigt uden at skære i eller på anden måde påvirke øjet. Man kan se, hvordan det indre i øjet ser ud, og man kan måle både synsstyrke, blodgennemstrømning og øjnenes elektriske reaktion, og man kan tilmed se et mikroskopibillede af øjets nethinde i levende live. Den fordel har medført, at øjensygdomme er blevet indgående beskrevet ud fra det, man kan iagttage, og inddelingen af øjensygdomme har været et meget vigtigt instrument til at vurdere prognose og evt. risiko for, at andre i familien får – eller har – samme øjensygdom.

Nu viser det sig, at de smukke kliniske – beskrivende – inddelinger eller klassifikationer, om man vil, ikke altid svarer til de gener, som er ændrede. For eksempel beskriver en kliniker retinitis pigmentosa, som om det var en bestemt sygdom, mens genetikeren kan vise, at der for tiden er 157 genetiske forandringer, som kan give RP. Altså: "En sygdom – mange gener". På den anden side kan mutationer i samme gen være årsag til forskellige øjensygdomme; for eksempel kan mutationer i et gen som PAX 6 på kromosom 11 være årsag til forandringer i øjets forreste afsnit eller for små øjne (microftalmi), mangel på regnbuehinde (aniridi), eller for lille synsnerve (optius hypoplasi) eller uklarhed af hornhinden (autosomal dominant keratitis). Med andre ord: "Et gen – mange sygdomme."

Mange gener er analyserede, og det har gjort det muligt at forstå, præcis hvorledes sygdommene er opstået. For eksempel indeholder nethinden mange synteseaktiviteter, der er genetisk bestemt. Nethindens struktur er opstået ved indflydelse af specielle udviklingsgener, og den moderne genetik har gennem kendskab til de gener, der er analyseret i nethinden, især fra dyr, kunnet forklare, hvorledes sansecellerne arbejder.

Medfødte sygdomme

Disse forhold har været analyseret på de fleste møder i EPOS; i år var de mest opsigtsvækkende meddelelser dem, der drejede sig om gener, der giver medfødte sygdomme, dvs. gener, der virker før fødslen og derfor har betydning for den normale vækst af fosterets øjne. Det er naturligvis et komplekst system, men heldigvis for forskerne er det næsten de samme gener, der virker i øjnene hos mennesker, mus, små orme og bananfluer, så dér begynder man, og så overfører man resultaterne til mennesker og ser, om de passer sammen.

Som hovedregel gælder det, at der findes et sæt gener, der kan få meget primitive hjerneceller til at ændre retning, så de bliver til primitive nethindeceller. Man må regne med, at det hos mennesker sker omkring 18-20 dage efter befrugtningen; denne ændring kaldes specifikation eller induktion. Derefter træder de gener i kraft, som styrer dannelsen af form og indhold (morfo-genese), og så træder gener, der vedligeholder form og syntesemaskineriet i kraft. Til sidst findes der gener, der bestemmer, at en celle er blevet for gammel eller for syg og derfor skal dø; denne programsatte død kaldes apoptose.

De genetiske systemer samarbejder; det ene gen kan kun aktiveres, når det foregående har været i funktion. Der er forstærkende og modificerende gener, miljøet påvirker de genetiske systemer, og i sjældne tilfælde kræves der ikke èt eller to gener til at kode for en egenskab, men tre. Specielle gener har til formål at sætte andre gener i stand til at kode for proteiner; de kaldes transkriptionsfaktorer. Hvert gen, der virker i fosterperioden med at etablere sin del af organismen, kan mutere, og derved opstår en række forskellige medfødte sygdomme. For eksempel findes der gener (REX og SOX2), der får fosterets forhjerne til at lave nethindeceller, og mangel på et af dem eller mutationer vil forhindre dannelsen af et øjeanlæg. Et vedligeholdelsesgen, CHX10, kan ved mutation være årsag til for små øjne og grå stær. Der er gener, der har betydning ikke alene for dannelse af nethindeceller, men også for eksempel for hjernens udvikling, tænderne eller lugtesansen. Så alt i alt er det måske ikke så mærkeligt, at klassifikationen af de genetiske og de rent kliniske forandringer ikke stemmer overens. Vores organisme har kun begrænset mulighed for afvigelser.

Næste møde holdes i Warszawa, Polen, 3.-5. november 2005.

WWW: epos-focus.org/

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 4, december 2004" som kapitel 4 af 14

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH042004/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004