Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 3, oktober 2004

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Bindende standarder for punktindlæring

Regeringen for den amerikanske delstat Californien har udarbejdet konkrete og detaljerede retningslinjer for undervisningen i punktskrift, som nøje lægger sig op ad de tilsvarende retningslinjer for den almindelige læseundervisning i Californien. Det er første gang, en amerikansk stat indfører sådanne retningslinjer for punktundervisningen.

Retningslinjerne er udarbejdet af en arbejdsgruppe på 12 personer; medlemmerne af arbejdsgruppen var forældre, lærere og forskere samt repræsentanter for skoleforvaltningen og handicaporganisationer. Retningslinjerne er beskrevet i en slutrapport på 93 sider, der opstiller detaljerede standarder for undervisningen på de enkelte klassetrin fra børnehave til 12. klasse. Appendikser giver konkrete anvisninger for undervisningen i brugen af notatapparater som BrailleLite og lignende samt oversigt over materialer og organisationer, institutioner og leverandører.

Arbejdsgruppen blev nedsat af direktøren for offentlig undervisning i Californien, og anbefalingerne blev forelagt undervisningsforvaltningen den 30. juni i år.

Foto af to piger der læser punktskriftAnbefalingerne bygger på tre centrale antagelser:

  1. det at lære punktskrift er lige så afgørende for et blindt barn, som det at lære at læse og skrive almindelig skrift er for et seende barn.
  2. der er flere ligheder end forskelle mellem det at lære punktskrift og det at lære almindelig skrift
  3. der er unikke forhold omkring det at lære og undervise i punktskrift, der gør disse retningslinjer nødvendige.

Man kan se arbejdsgruppens sammensætning og læse slutrapporten (i pdf-format) på adressen www.cde.ca.gov/sp/se/as/ab2326.asp.


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2004" som kapitel 12 af 18

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH032004/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004