![]() ![]() |
|
|
Synshandicap nr. 3, oktober 2004
Seminar om etniske minoriteterAf Dorte Herholdt Silver En synshandicappet teenagepige der stadig bor hos sin familie, tager et kursus i ADL, mobility med mere. Kurset foregår på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup, og da hendes familie bor i en anden del af landet, bor hun på Instituttet i kursustiden. Kurset forløber godt, og pigen er godt i gang med at tilegne sig færdighederne til et selvstændigt liv.
Lidt for godt i gang, lidt for selvstændigt, viser det sig, da et familiemedlem ser hende på indkøb med mobilityinstruktøren – uden tørklæde. Pigens upassende påklædning betyder, at familien er ramt på sin ære. Forældrene alarmeres, bedstefædre og onkler i hjemlandet inddrages, og trods mæglingsforsøg er enden på historien, at pigen afbryder kursus og uddannelse og vender hjem til familien, hvor hun nu går moderen til hånde. Dette konstruerede eksempel illustrerer nogle af de særlige problemstillinger, man som konsulent eller underviser kan komme ud for i arbejdet med synshandicappede fra etniske minoriteter i Danmark.
Dette kulturmøde var temaet for et seminar på Synscenter Refsnæs 20.-21. september. Seminaret var arrangeret af synskonsulenterne (for småbørn, skoleelever og specialelever) og finansieret af Integrationsministeriet; der var 40 deltagere fra hele landet. Programmet bød på spændende og indsigtsfulde foredrag af Lykke Jensen (ud-dannelseskonsulent, Instituttet for Blinde og Svagsynede), Helle Kirud (integrationskonsu-lent, Ishøj Kommune) og Esma Birdi (tolk og kulturformidler) samt workshopdiskussioner om tolkebistand, æresbegreber, handicapsyn og særlige forhold for kvindelige konsulenter.
Modernitet og traditionSelv om der selvsagt ikke blev fundet grydeklare opskrifter på, hvordan kulturmødet skal håndteres, tegnede der sig i løbet af de to dage et mere nuanceret billede af de forskelle, man kan opleve. Et tilbagevendende punkt var, at mange forhold, der virker fremmedartede, i virkeligheden var velkendte i Danmark for et par generationer siden – og stadig findes i visse sammenhænge. Selv om amuletter, ånder og besværgelser fx ikke har nogen plads i konsulentens professionelle arbejde, er der stor interesse i Danmark (også blandt etniske danskere) for disse emner. (Hvor mange har fx lige nu en krystal liggende på skrivebordet for at skabe bedre vibrationer og energi?)
Det er heller ikke mange generationer siden, at danske forældre havde det sidste ord eller i hvert fald ganske stor indflydelse på sønners og døtres valg af ægtefælle. Det kollektive familiesystem, hvor den enkeltes beslutninger underordnes fællesskabets ønsker og behov, var tidligere almindeligt i Danmark. Mange af de skismaer, man støder på, løber nok ikke så meget langs religiøse eller etniske skel, men afspejler snarere skellet mellem modernitet og tradition og mellem kollektivitet og individualitet – samt graden af tillid til det samfund, som konsulenten repræsenterer. Læs mereKulturformidler Esma Birdi: www.esmainfo.dk Københavns kommunes pjece til forældre med anden etnisk baggrund: Deltag i skolelivet. Webadresse: www.kbhbase.kk.dk/kbhbase/pegasus.nsf/url/deltagiskolelivet (på forskellige sprog) Kontakt Videncentret, hvis du ønsker yderligere litteraturforslag, eller søg selv på www.visinfo.dk/litteratur
| |
|
|
|
|
Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2004" som kapitel 7 af 18 |
|