Synshandicap nr. 3, oktober 2004


Synshandicap nr. 3, oktober 2004 Nyt menneskesyn – eller nye sproglige barrierer? Af Bendt Nygaard Jensen og Dorte Herholdt Silver Hvad må man sige, og hvordan skal man udtrykke sig i en given situation? Det er et alment sprogligt og adfærdsmæssigt dilemma, som alle mennesker befinder sig i. En stor del af dilemmaet løses automatisk for os gennem socialiseringen i opdragelse, uddannelse og erhverv, hvor sprognormen indlæres og løbende forhandles og fornyes. Kommer man i nye og ukendte situationer bliver man hurtig opmærksom på egne og andres sproglige normer. Det kan resultere i, at man tilpasser sig eller at man udfordrer ved netop ikke at tilpasse sig. Når for eksempel seende for første gang møder en blind slår de sig selv over munden, når de kommer til at anvende ordet "se". Seende tror ofte, at ord eller begreber, som indeholder noget om synet er tabuiserede – at det er sprogligt ukorrekt og personligt krænkende at referere til noget med synet. De fleste af de vejledninger, der er udarbejdet af typen "Når du møder en blind", har da også dette med som fast punkt: Det er i orden at bruge ordet "se". Endnu mere forkrampet kan det blive, når man skal vælge, hvordan man omtaler selve funktionsnedsættelsen – blindheden eller svagsynetheden. Igennem mere end to årtier har der på handicapområdet været sproglige korrekthedsbevægelser primært af amerikansk oprindelse. Det er hovedsageligt rehabiliteringens faggrupper, som har udviklet og fremført politisk korrekt sprogbrug om mennesker med handicap. En af de mest kendte og udbredte bevægelser i USA er People First, Mennesket Først, som fører kampagner for, at man altid skal nævne personen først og derefter funktionsnedsættelsen efter devisen "en person, der er blind". Andre går længere endnu og kræver konstruktionen "med blindhed" i stedet for "som er blind", fordi handicappet er noget, man har, på linje med andre egenskaber og kendetegn, mens ordet "er" kan opfattes som en slags lighedstegn: Personen er blind, og så er alt sagt! Denne og andre lignende bevægelser har bl.a. argumenteret med, at den nye begrebsverden, de repræsenterer, er mere human og respektfuld end tidligere tiders sprogbrug om handicappede mennesker. En grundpointe er, at handicappede mennesker ikke skal betegnes ved deres fysiske eller mentale mangel, men først og fremmest som medmennesker. Rehabiliteringssproget befinder sig i et grænseland mellem klinisk, følelsestom medicinsk diagnosebeskrivelse og socialpædagogisk indlevende og personlig sprogbrug. Der er flere sprognormer, som krydser hinanden. Men både på sundheds- og socialområdet er der igennem de sidste 20 år arbejdet meget med kommunikation og brugerinddragelse for at undgå den objektgørelse, som handicappede mennesker tidligere blev udsat for som patienter og klienter. Selv om handicappede fortsat er patienter og klienter, er de også "brugere" af nogle offentlige ydelser. Betegnelsen "bruger" er et relativt nyt begreb. Det siger ikke noget om personens handicap, sygdom, holdninger osv., men er blot en anonymiseret betegnelse for relationen mellem system og borger. Den handicappolitiske korrekthed på sprogbrugsområdet går endnu videre i definitionen af, hvad der er god og dårlig sprogbrug. Det er især de professionelle fagmiljøer på de amerikanske universiteter og i praksismiljøerne, som udvikler den nye sprognorm, der introduceres temmelig ensidigt uden egentlig forudgående "forhand-ling" med de berørte mennesker selv eller deres organisationer. Derfor handler korrekthedens sprogbrug i lige så høj grad om de professionelles egen selvforståelse og signalering af høj etik og moral, end det egentlig handler om, hvordan brugerne/de handicappede selv fortolker og forstår den sprogbrug, som anvendes i rehabiliteringssektoren og i samfundet generelt. Et centralt problem ved at slå til lyd for en særligt "følsom" sprogbrug vedrørende handicap og handicappede er, at man herved medvirker til at skille denne gruppe ud – den omhyggeligt tilrettelagte inklusive sprogbrug ender med at ekskludere en gruppe af mennesker! Ved konsekvent at sætte "men-nesket først" opnår man meget ofte en knudret og usædvanlig sprogbrug, der helt tydeligt demonstrerer, at man faktisk ikke opfatter handicappede på linje med alle andre eller opfatter et handicap på linje med andre menneskelige egenskaber og kendetegn. Mennesket Først-kampagnen er da også blevet mødt med særdeles skarp kritik af blandt andet det amerikanske blindeforbund National Federation of the Blind, NFB. I 1997 betegnede C. Edwin Vaughan, en fremtrædende handicapforsker, som selv er blind, denne bevægelse som "An unholy crusade", et uhelligt korstog. Vaughan nævner, hvordan han selv har måttet bøje sig for kravet om Mennesket Først for overhovedet at få sin forskning publiceret i visse tidsskrifter. Han påpeger, at denne særlige sprogbrug netop kun bruges om handicappede – ingen siger fx "kvinder med skønhed" eller "medarbejder med dygtighed". Nogle år før, i 1993, vedtog NFB en resolution, som afviser de knudrede omskrivninger og bl.a. påpeger, at "en intelligent person ... ikke insisterer på at blive kaldt en person med intelligens", og "bankdirektører har det fint med at blive kaldt bankdirektører og insisterer ikke på at blive kaldt mennesker, der indtager ledende stillinger i pengeinstitutter". Læs mere Kathie Snow: People First Language, 2004. Webadresse: www.disabilityisnatural.com/peoplefirstlanguage.htm Kenneth Jernigan: The Pitfalls of Political Correctness: Euphemisms Excoriated, 1999. Webadresse: www.blind.net/bpg00005.htm C. Edwin Vaughan: People-First Language: An Unholy Crusade, 1999 (revideret udgave). Webadresse: www.blind.net/bpg00006.htm

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2004" som kapitel 1 af 18 Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH032004/index.htm © Videncenter for Synshandicap 2004

Nyt menneskesyn – eller nye sproglige barrierer?

Læs mere