|
Synshandicap nr. 2, juni 2004
Surfbrættet - tips om gode netsteder
Fjernundervisning i Nordjyllands Amt
Synsinstituttet i Nordjyllands Amt har udviklet to rigtig gode fjernundervisningstilbud, som er at finde på Instituttets hjemmeside. Det ene består af en video og en kursusmanual om ledsageteknik. Dette materiale bygger på hæftet "Sådan følges I ad - når den ene er sysnhandicappet", der er skrevet af Lisbeth Hallestad og udgivet af Videncenter for Synshandicap og Instituttet for Blinde og Svagsynede i 1999. Det andet tilbud er en video om synet hos ældre, som bl.a. fortæller generelt om den almindelige synsudvikling hos ældre og specifikt om grå stær og makuladegeneration. Der vises bl.a. en grå stær-operation. Materialet kan bestilles eller downloades, se flere oplysninger på www.synsinstituttet.dk/?id=212.
Svensk projekt om udvikling og stimulering af synet hos børn
Se Mer-projektet begyndte 22. september 2003 og er et parallelprojekt til PAVE-projektet (Providing Access to the Visual Environment, peabody.vanderbilt.edu/sped/research.htm) ved Peabody College i Nashville, USA. Formålet med projektet er at vise, hvordan synshandicappede børns synsevne kan udvikles og anvendes mere effektivt med og uden optiske hjælpemidler. På det svenske projekts hjemmeside finder man projektbeskrivelse, mødereferater og en rigt illustreret rejsebeskrivelse fra besøg hos den amerikanske projektpartner i november 2003, hvor man ser forskellige former for synstest og optiktræning med børn og unge. I statusrapporten fra 15. januar 2004 fortælles det, at forarbejdet er ved at være afsluttet, og at selve arbejdet med de 42 børn, der deltager i det svenske projekt, skal til at starte. Man kan følge med i forløbet på www.certec.lth.se/lve/semer/index.html.
Tiresias – sprængfyldt med information
www.tiresias.org er et netsted, der er udviklet af den britiske øjenlæge Janet Silver og den britiske tilgængelighedsekspert John Gill. Tiresias er sprængfyldt med oplysninger, der vil være af interesse for alle inden for synsområdet, der ønsker at orientere sig om den internationale udvikling inden for synshandicapområdet.
Blandt andet finder man oplysninger om eksisterende hjælpemidler, planlagte, igangværende og afsluttede forsknings- og udviklingsprojekter, organisationer og rådgivningscentre inden for synshandicapområdet, en liste over anvendte forkortelser inden for området, oplysninger om skrifttypefamilien Tiresias, der er udviklet specielt til svagsynede, samt link til online tidsskrifter og rapporter.

|