Synshandicap nr. 1, april 2004

DEBAT: Tag på efterskole, og bliv afstøttificeret!

Af Poul Petersen, efterskoleforstander, Vestfyns Efterskole, Tommerup, www.vestfynsefterskole.dk

Når man som handicappet barn vokser op i den urskov, der findes af velmenende mennesker og systemer i dagens Danmark, så bliver "afstøttificering" en nødvendig proces for at blive normaliseret og anerkendt som ligeværdigt medlem af de sociale grupper, som det nu engang er hensigtsmæssigt for de fleste mennesker at befinde sig i, og at navigere i gennem livet.

Havde jeg befundet mig inden for handicapsystemet, ville overskriften for mit indlæg nok have heddet "social kompetence". Jeg foretrækker mit eget og hjemmelavede: afstøttificering. Allerede her kunne en sparsommelig økonomichef inden for den offentlige sektor nok begynde at gnide hænderne i tilfredshed over, at der nu nok ville være belæg for at spare nogle millioner på støtte til handicapområdet – men nej! Der er ikke kroner at spare. Vær rar at læse videre.

Som forstander for landets mindste efterskole, en skole for ganske almindelige normaltfungerende unge, har vi gennem nok 15 år modtaget blinde og svagsynede elever – som regel en enkelt årligt og helst ikke mere end to ud af vores tredive elever. Har man for mange, så sker der på forunderlig vis det, at også vi begynder at behandle de pågældende elever specielt og lave specielle forløb for dem. Det ville da også rent faktisk være det letteste, altså for os voksne, men måske ikke særlig hensigtsmæssigt, hvis målet med opholdet er at få normaliseret de handicappede elever.

Jeg plejer at sige, at vi bruger det første år til at "afstøttificere" eleven – det lyder måske som lang tid. Men mange elever har hele deres liv været omgivet af eksperter, der udover at kunne deres kram rent fagligt, også har kompenseret for det handicap, som eleven har, ved at omklamre eleven i en grad, så man må sætte spørgsmålstegn ved, om den pågældende unge nogen sinde vil kunne fungere i en gruppe af normale unge.

Jeg kan give nogle få eksempler: Mange blinde er vant til, at "støtten" samler blyanten op, "støtten" sætter alle de fine hjælpemidler op, sørger for, at alle ledningerne sidder, hvor de skal, og starter maskinen op med det rigtige program, med den rigtige side parat til at skrive osv. "Støtten" gør sig ofte uundværlig, så den blinde ikke kan fungere uden støtte. Eleven er vant til, at der hele tiden er et par ekstra hænder, der handler per automatik, når tingene ikke fungerer. Det, der skulle være en hjælp, og som bliver givet i den bedste mening, bliver ofte en blokering for elevens evne til at kunne klare sig selv på de mest elementære områder.

At færdes i den sociale gruppe, som en flok elever på en efterskole er, kræver, at man ikke bare modtager, men også giver. Et handicap gør, at man i kraft af sit handicap ikke kan give på alle områder, og det accepteres rent faktisk i helt utrolig grad af de øvrige elever. Den mest handicappede elev, vi nogen sinde har haft, sad i kørestol og kunne kun tale gennem en strimmelkommunikator og udstøde høje lyde. På trods af det var han nok den handicappede elev, vi har haft, der altid havde flest kammerater omkring sig. Det skal tilføjes, at han først som 11-årig fik sit handicap og derfor ikke havde været omgivet af "støtter", indtil vi fik ham på vores efterskole tre år efter.

Når vi får en blind eller svagsynet elev, bruger vi normalt utrolig mange ressourcer i den "afstøttificerende" periode til få eleven til at forstå, hvordan de andre opfatter ham eller hende, og hvor lidt der skal til, for at man bliver opfattet som en ligeværdig partner. Vi har haft blinde elever, der var gode til at rydde op på deres værelse, sågar blinde, der var gode til at gøre rent, men der er langt imellem dem. Simple ting, som at have struktur på eget tøj og bøger, noget, der burde være indlært, før vi fik eleven, det skal vi nu til at bruge ressourcer på. Og det er ofte mange ressourcer, der skal til, for at de øvrige elever ikke udstøder eleven, ikke på grund af hans handicap, men fordi de opfatter ham som doven og med for lidt styr på sig selv. Disse ting fylder langt mere i forhold til de øvrige elever, end det, at eleven er blind.

Billede efter original af kunstneren Jonna Sejg, der hænger på skolen. Motivet er fra den nordiske skabelsesberetning og forestiller de tre norner der sidder og spinder livstråden.

Også på området personlig renlighed må vi ind imellem tage hårdt fat, da hverken forældre eller den tidligere skole har ment, det var et problem, der skulle tages fat om – eleven var jo handicappet og havde svært ved tingene, og så var det jo lettere bare at gøre tingene for ham.

Hvis formålet er at få blinde og svagsynede til at fungere sammen med normaltseende, så er der god grund til at tage fat om de helt basale ting meget tidligt, så de pågældende børn, når de som unge tager på efterskole, har så mange kompetencer som muligt i forhold til alle de ting som almindelige unge gør i deres dagligdag, når far og mor ikke er til stede –ting, der er blevet indlært grundigt fra barnsben, og som sidder på rygraden. Det vil gøre "afstøttificeringen" meget lempeligere og mindre smertefuld for de pågældende elever og vil gøre, at de kan bruge deres energi på kammeratskabet som de øvrige elever og blive betragtet som ligeværdige sociale partnere på trods af deres handicap.

Når man som skole modtager en handicappet elev, skal man være klar over, at det kræver mange ekstra ressourcer at socialisere den pågældende i en normalgruppe, og at skolen skal tilføres de ressourcer, ellers lader det sig ikke gøre. De ekstra ressourcer, der skal tilføres, skal være så store, at medarbejderne på stedet ikke føler det som en belastning, men måske som en berigelse også for de øvrige elever at lade en handicappet kammerat være en del af elevflokken.

Og sluttelig en lille historie fra vores hverdag. For to år siden mødte jeg et par af vore weekendelever ovre i brændestakken (vi opvarmer skolen med bøgebrænde). Den ene stillede huggeblokken op, den anden tog et stykke træ, svingede øksen – og processen gentog sig over det næste par timer, langsomt, men sikkert. (Ham med øksen var født blind!) De tog det ganske roligt, stille og forsigtigt.

Jeg glædede mig i mit stille sind – ikke over at blinde Peter kunne hugge brænde, men over at de to drenge hyggede sig gevaldigt med at hugge brænde, og at de skiftedes til at flække træet. (Det skal dog ikke hermed tilrådes andre at lade helt blinde elever svinge hugøksen!) Det skal her også tilføjes, at den sejr, som Peter opnåede, kun blev en sejr i kraft af, at han selv havde aftalt med kammeraten, at de sammen skulle hugge brænde. Havde det været "støtten", der havde fundet på det med brændehugning eller andre "grænse-overskridende" projekter, så havde det blot lignet alle de andre ting, man udsætter blinde for, for at de får afprøvet verden omkring sig. Det vigtige her var, at det var Peter og hans kammerat, der havde aftalt at arbejde sammen. De største sejre opnås faktisk, når en "afstøtti-ficeret" elev overvinder sig selv og glemmer sig selv, glemmer at være centrum og bare tager fat og gør nøjagtig de samme ting som de øvrige elever.

Når først de helt basale ting er på plads, som er grundlæggende for den rent skolemæssige indlæring, kan vi bruge vores energi og den bevilgede støtte til at give eleven nogle almindelige skolekundskaber. Nu er det bare om at fylde på, for en blind elev skal om nogen have så megen boglig og praktisk viden som overhovedet muligt, inden han slippes ud i samfundet for at stå på egne ben.

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 1, april 2004" som kapitel 5 af 13

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH012004/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004