Synshandicap nr. 4, december 2003

Blip blip blyyyp

Af Phil Cain, Headstar

Denne artikel er genoptrykt med tilladelse fra E-Access Bulletin (www.headstar.com/eab), et gratis nyhedsbrev om blinde og svagsynedes adgang til teknologi, der udsendes per e-post.

Kommunikationsteknologier er i dag en kilde til frihed, undervisning og underholdning for millioner af synshandicappede mennesker. Men blinde har også været involveret i nogle af de mere alternative, for ikke at sige ulovlige, anvendelser af teknologien i årenes løb – aktiviteter, der generelt kan kategoriseres som ‘hacking‘.

I 1960‘erne og de tidlige 1970‘ere udnyttede de såkaldte ‘telefon-phreakere‘ for eksempel, at datidens telefonnetværk i Storbritannien og USA sendte et lille antal omstillingstoner over samme kabel som det, der videresendte talen fra telefonrøret. Det betød, at almindelige telefonbrugere kunne sende kommandoer til netværkets omstillingssystem ved at sende de rigtige lyde ind i røret. Gennem nøje observation af de lyde, telefonen lavede, når den var i brug, samt list og en god portion prøven sig frem kunne phreakerne opbygge det repertoire af lyde, der var brug for til at lave gratis opkald, arrangere telefonmøder eller lytte med på andres telefonsamtaler.

En af de første, der opdagede dette smuthul i det amerikanske telefonsystem, var Joe Engressia, der som lille blindt barn var begyndt at undersøge telefonens muligheder ved at prøve sig frem og ved hjælp af sin evne til at ramme toner fuldstændig rent, når han fløjtede. En så fintfølende lydlig bevidsthed som Engressias er også nyttig på andre måder, forklarer en anden pioner, Bill Acker: "Det gør, at man ved, hvor man er henne i netværket."

Acker, som også er blind, siger, at hans passion for telefonen begyndte, da han opdagede, at "telefonen laver de mest vidunderlige lyde." Som teenager på LaVelle Dominikanske Blindeskole i Bronx, blev han endnu dybere involveret. "Jeg phreakede fire, fem, seks, syv timer om dagen. Jeg levede i netværket."

Engressias dom for afgiftssvindel midt i 1970‘erne viste imidlertid, at phreaking var en stærkt risikabel affære. Disse risici skærpedes yderligere i oktober 1971, da offentligheden blev opmærksom på problemet gennem en afslørende artikel i tidsskriftet Esquire (www.webcrunchers.com/ crunch/esq-art.html).

Før udgangen af 1971 begyndte Acker selv at mærke presset, da New York Telefonselskabs detektiv Tom Duffy mødte op på hans skole, fordi han havde hørt, at Acker havde sagt, at han kunne arrangere gratis telefonopkald for en af skolens undervisende nonner til hendes familie i Irland.

"Jeg var skrækslagen," siger Acker. "Men jeg havde set tilstrækkelig meget tv til at sige, ‘Jeg forbeholder mig retten til ikke at udtale mig‘. Duffy forlod derefter lokalet nogle minutter, og jeg havde tid til at tænke mig om. ‘Hvad er det, jeg er bange for?‘ tænkte jeg. ‘Er jeg bange for, at de vil smide mig i fængsel? Hvorfor bryder jeg ud i koldsved?‘ Til sidst gik det op for mig, at jeg simpelthen var bange for, at de skulle finde en måde at forhindre mig i at gøre det på."

Acker havde også en anden grund til at holde mund: "Jeg var meget optaget af at beskytte mig selv, men det at beskytte mine brødre og søstre blandt phreakerne var helt sikkert også en høj prioritet for mig."

Phreakerne havde et tæt sammenhold og ringede hyppigt til hinanden for at udveksle ideer i telefonmøder, der var arrangeret ved hjælp af en ‘bluebox‘ – en af de tidligste tonegeneratorer, senere fremstillet og anvendt af grundlæggeren af Apple Computers, Steve Wozniak (ei.cs.vt.edu/%7Ehistory/WOZNIAK.HTM).

"De fleste phreakede opkald var til andre phreakere," siger Acker. Broderskabet eksisterer den dag i dag, og mange af medlemmerne har stadig kontakt med hinanden. Andre er derimod gledet væk.

Hvad Ackers bevæggrunde end var, betød hans tavshed, at Duffy ikke kunne stille meget andet op end at aflægge et besøg hos hans mor. Her gik Ackers mor til Ackers store fortrydelse med til at udlevere noget af hans grej, blandt andet hans elskede ‘bluebox‘, som var indbygget i en gammel skrivemaskinekuffert. "Min mor var i syv sind," siger Acker i dag. "Hun var godt klar over, at det [phreaking] var vigtigt for min udvikling, men hun havde svært ved at acceptere, at det var ulovligt."

Dét havde Acker det imidlertid ikke så svært med, og han blev snart udstyret med en ny blue-box i lommestørrelse. Men i 1976 blev han endelig tiltalt for at deltage i planlægningen af afgiftssvindel, efter at han var fanget på et af politiets aflytningsbånd, mens han forklarede en phreaker i Florida ved navn Dave, hvordan han kunne ringe til Haiti ved at bruge en omstilling i den Dominikanske Republik. Dave blev dømt, mens Acker gik fri på grund en procedurefejl.

På trods af sit held siger han: "Tiltalen skræmte mig faktisk."

Den positive side af phreaking er, at det er et tidligt eksempel på, hvordan et kommunikationsnetværk kunne anvendes til at gøre det muligt for en mangfoldig, geografisk spredt gruppe af mennesker at arbejde sammen på at løse komplekse tekniske problemer. Og selv om fremkomsten af digital telefoni har gjort det af med phreaking, lever Ackers entusiasme for netværkssamarbejde videre i hans deltagelse i open source-programmerings-projektet Linux Speakup (www.linux-speakup.org). "Mit fokus er stadig på netværket," siger han.

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 4, december 2003" som kapitel 2 af 14

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH042003/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004