![]() ![]() |
|
|
Synshandicap nr. 3, oktober 2003
ProjektnytLyd og punktKontaktpersoner: Nick Jørgensen, Synscenter Refsnæs, tlf. 59 57 01 01 og Jens Norrinder Petersen Tlf. 39 57 39 72 jenope@uk.kbhamt.dk Under Videncentrets projektramme "Punkt & Pædagogik" gennemføres flere aktiviteter. Et af projekterne, som skal medvirke til tidligt at stimulere et barns interesse for punktskrift, er udviklingen af et selvaktiverende og selvkontrollerende, audio-taktilt materiale til punktbegyndere. Hertil udvikles et antal stimulerende pædagogiske øvelser/spil samt et styresystem, som kan sikre kommunikationen mellem pc og LogText. For at gennemføre et projekt af denne størrelse kræves stort fagligt spænd med samarbejde flere synsfaglige instanser imellem. SamarbejdspartnereKøbenhavns Amt ved synskonsulent Jens Norrinder, som også underviser i punktskrift og brug af Log-Text. I Jens Norrinders vejledningsområde er der for tiden 4 punktbegyndere, som vil kunne være mulige elever at teste materialet på. Synscenter Refsnæs, Rådgivning ved Nick Jørgensen, som arbejder med blinde børn og deres auditive evner. Synscenter Refsnæs har også den tekniske ekspertise til sammen med Nick Jørgensen at fremstille de færdige lydforløb, som skal bruges i materialet. Firmaet Browi Consulting, som har programmeringsekspertise og kan løse evt. problemer vedrørende kommunikationen mellem pc og LogText. Videncenter for Synshandicap bidrager med økonomiske midler, faglig research og formidling. Ovenstående konstruktion med deltagelse af de samme projektpartnere. har med held været afprøvet i et tidligere projekt, hvor slutresultatet blev et computerspil på auditivt grundlag, primært fremstillet til specialskoleelever. Spillet hedder "En tur til købmanden" og er et auditivt forløb, som eleven styrer ved hjælp af mellemrumstasten – dvs. at eleven er nødt til at gøre en aktiv indsats, for at spillet fortsætter. Spillet handler om en dreng, der skal til købmanden for at hente nogle varer for sin mor – undervejs skal han krydse en farlig vej. Ud over ovennævnte synsfaglige områder skal der naturligvis samarbejdes med en del andre fagfolk fra synsområdet. Det vil fx være punktundervisere for begynderområdet, synskonsulenter for børnehaveklasseområdet, edb- og LogText-under-visere, undervisere af blinde inden for det auditive område, producenter m.fl. Igangsættelsen af projektet er blevet forsinket af forskellige uheldige omstændigheder. Disse problemer er imidlertid ikke mere eksisterende. Et af de tidligere store tekniske problemer var kommunikationen mellem LogText og computer. Denne kommunikation skulle kunne lade sig gøre begge veje, fra LogText til pc og fra pc til LogText, uden nævneværdig forsinkelse. Efter at projektet blev genoptaget primo 2003, har samarbejdet med Browi Consulting resulteret i en løsning af dette problem. På grund af økonomiske begrænsninger bliver udvalgte fokusområder prioriteret, således at der repræsenteres forskellige udviklingstrin, som efterfølgende kan afprøves direkte af punktbegyndere og deres undervisere. For at tilgodese den tidligste begynderpunktundervisning bedst muligt vil de fleste opgaver blive fremstillet inden for dette område, mens antallet aftager, jo længere man kommer frem i punktundervisningen. Til den første udgave af styresystemet, som er døbt CATS, er foreløbig planlagt to spil: "Fang prikken" og "L-spillet". Hvert spil indeholder forskellige sværhedsgrader, og man skal løbende kunne følge sin udvikling i form af point eller statistik. I løbet af efteråret er en alfa-udgave af CATS blevet klar til testning, med de nedenfor beskrevne to øvelser som elementer. Det er gruppens håb, at en beta-version kan være klar omkring årsskiftet. Fang prikken: Spillet har et antal sværhedsgrader samt mulighed for at justere hastigheden. Grundideen er, at der fra venstre eller højre side kommer et punkttegn hen over LogTextens display. Brugeren skal taste "1, 2, 3" hvis det kommer fra venstre side, og "4, 5, 6", hvis det kommer fra højre. Hastigheden øges, når der opnås et tilfredsstilstillende resultat. Sværhedsgraden øges også, ved at punkttegnets størrelse ændres, samt af et "forstyrrende element", som kommer ind fra en tilfældig side, enten før eller efter selve tegnet, som skal fanges.
"L-spillet" (arbejdsnavn): Brugeren vises et bogstav længst til venstre på LogTexten og skal derefter kopiere dette tegn. Auditiv bekræftelse gives straks. Alfabetet kategoriseres efter lette, middelsvære og svære bogstaver, og der skal bygges flere sværhedsgrader ind. Mobilityinstruktion - omfang og kvalitetKontaktperson: Bendt Nygaard Jensen Tlf. 39 46 01 01 bnj@visinfo.dk Danmark har en af de højeste frekvenser af uddannende ADL-/mobilityinstruktører i forhold til befolkningsgrundlaget. Hvordan anvendes denne ressource i praksis? Et nyt pilotprojekt i Videncentrets regi vil se nærmere på dette spørgsmål gennem en analyse af instruktøruddannelsen, funktionsbeskrivelser, regionale kvalitetsnormer og servicedeklarationer, funktionsbeskrivelse for ADL-/mobilityinstruktører og brugernes oplevelser af undervisningen, herunder instruktionens omfang, indhold, ventetider og effekter. Problemstillinger
Forløb og statusProjektet får en styregruppe bestående af de deltagende amter, instruktørforeningen, instruktøruddannelsen og Dansk Blindesamfund. Der er udformet et projektoplæg, som er udsendt til alle amter med forespørgsel om interesse i deltagelse. Flere amter har ønsket direkte at gå ind i projektet. I øjeblikket er styregruppen under dannelse, og første møde afholdes sidst i oktober, hvor selve udformningen af pilotprojektet drøftes.
| |
|
|
|
|
Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2003" som kapitel 11 af 19 |
|