![]() ![]() |
|
|
Synshandicap nr. 3, oktober 2003
Norge: så vidt, så godtI et par tidligere numre af Synshandicap (nr. 3 og 4, 2002) har vi beskæftiget os med den nye norske lov, der giver blinde og svagsynede skoleelever en lovsikret ret til at modtage undervisning i punktskrift, ADL, mobility og IT. Loven blev til efter pres fra bl.a. forældreorganisationen Assistanse, som ønskede at undgå, at det var lokale tilfældigheder, der afgjorde, hvor godt rustet børnene blev på disse områder. Loven trådte i kraft august 2000. Så vidt så godt – loven er generelt blevet modtaget som et stort fremskridt af forældre og synspædagoger. Men for at sikre, at loven udmøntes efter hensigten i praksis, skal der udarbejdes en læseplan som nærmere beskriver kravene til undervisningen. Der er udarbejdet en midlertidig læseplan for grundskolen, men der er ifølge Cajina ikke udmeldt en fast læseplan til skolerne. Gymnasiale og videregående uddannelser har endnu ikke nogen læseplan. Sagsforløbet beskrives af Wenche Tove Cajina, som er leder af Huseby Kompetansesenter, i en artikel i Synspunkt nr. 1, 2003. Hun fortæller, at kommuner og amter i mellemtiden naturligvis efter bedste evne forsøger at leve op til den nye lov med hjælp fra kompetencecentrene, men altså uden læseplaner. Samtidig er Cajina bekymret over nye udmeldinger fra Stortingets uddannelsesudvalg, som plæderer for større generel frihed til skolerne og mindre binding af centrale krav og forskrifter. Bekymringen går på, at de synsspecifikke fag uden en læseplan står så svagt, at lovsikringen reelt risikerer at blive udvandet – især fordi økonomien trygger gevaldigt i Norge, hvor 60 % af kommunerne kører med underskud og er sat under administration af amtet. En uformel undersøgelse foretaget af Huseby viser, at den korrekte sagsgang sjældent følges, at flere skoleforstandere ikke kender til kravene i den nye lov, og at lokale PPR-kontorer har tendens til at se lige så meget på kommunens økonomi som på elevens behov. De norske erfaringer er beskrevet her som opfølgning på de tidligere artikler om den konkrete lovgivning på skoleområde. Men de er også interessante i forhold til en dansk sammenhæng, hvor handicaporganisationer og rådgivere i stigende grad peger på, at man måske nu er nået så langt, som man kan ad de “gode viljers vej”, og at der nu må lovkrav til. Det er især på tilgængelighedsområdet, dette synspunkt er fremme, men det høres også i forhold til den specialpædagogiske støtte på skole- og uddannelsesområdet. De norske erfaringer illustrerer, hvor vigtigt det er at følge de kortfattede lovtekster op med bindende standarder. Læs mere...
| |
|
|
|
|
Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2003" som kapitel 7 af 19 |
|