Af centerleder Bendt Nygaard Jensen
Ingen ved reelt, hvor mange blinde og svagsynede der er i Danmark. Ud over Synsregistret, som registrerer blinde og svagsynede mellem 0 og 18 år, foregår der ingen central registrering af synshandicappede i Danmark. De manglende data på voksenområdet betyder bl.a., at det er vanskeligt at etablere forskning, og at man mangler data for at kunne bedømme behovet for synsrådgivning. Hvor mange synshandicappede modtager aldrig specialrådgivning – og hvilke konsekvenser har det for uddannelse, erhverv og livskvalitet?
På det seneste har vi dog fået et væsentligt bedre grundlag for at vurdere det reelle antal. Dels har øjenlæge Kamilla Rothe Nissen offentliggjort sin ph.d.-afhandling, "Synshandi-cap. En epidemiologisk undersøgelse", om blinde og svagsynede i alderen 18-59 år. Her anvendes statistiske metoder til at vurdere, hvor komplette de eksisterende registre ser ud til at være. (Se evt. omtale af afhandlingen i Synshandicap nr. 4, 2002). Og dels har Statens Øjenklinik offentliggjort nye data fra registreringssamarbejdet SeeWin, som ud over Øjenklinikken omfatter synsrådgivningerne i seks amter (Roskilde, Vestsjælland, Fyn, Århus, Viborg og Nordjylland). Tallene fra SeeWin-samarbej-det præsenteres i en årsrapport for 2002 i tabeller og figurer.
SeeWin-registreringen omfatter de personer, der benytter synsrådgivningen i de udvalgte amter eller er registreret som patienter på Øjenklinikken. Hvis man korrigerer SeeWin-tallene på grundlag af Kamilla Rothe Nissens analyser, når man frem til et anslået antal på i alt 60-70.000 blinde og svagsynede i Danmark, som altså er det bedste bud p.t. Men kun en grundig undersøgelse af forekomsten af synshandicap i befolkningsgruppen over 60 år kan give svar på, om disse tal dækker virkeligheden.
Der er ingen tvivl om, at antallet af synshandicappede er langt større, end hvad der i dag er registreret i de amtslige synsrådgivninger. Det er givet, at mange mennesker aldrig får muligheden for amtslig specialrådgivning om kompenserende muligheder, hjælpemidler m.m. Hvad gør disse synshandicappede mennesker så? Vi ved det ikke. Ønsker de ikke hjælp, ved de ikke, at der findes rådgivningstilbud, eller klarer de sig ved familie og venners hjælp? Alene her er der et stort behov for yderligere undersøgelser og dokumentation. I øvrigt viser Årsrapporten, at antallet af registrerede i de seks amter er stigende over perioden, fra 6.350 i 2000 til 9.896 i 2002. Det kan tyde på, at flere henvises, opspores eller selv finder frem til rådgivningerne. Endvidere er der figurer og tabeller over fordeling på diagnosegrupper, øjendiagnoser, køn, alder m.m.
Synshandicap i Danmark.
Årsrapport 2002, Statens Øjenklinik, 2003.
Informationsdag om autisme og synshandicap, afholdt på Amtscenter for Undervisning, Vejle 25. februar 2003. Af Bendt Nygaard Jensen
Informationsdagen var tilrettelagt i samarbejde med PPR, Vejle Amt og arrangeret af Videnscenter for Autisme, Instituttet for Blinde og svagsynede og Videncenter for Synshandicap. Formålet var at samle pædagoger og lærere, som til dagligt arbejder med dette komplekse handicap, og som har erfaringer, men også søger viden. Hensigten var at danne et dansk netværk af fagpersoner med praksis på området både for at styrke erfaringsudvekslingen og tilføre netværket viden. På informationsdagen deltog i alt 23 pædagoger og lærer fra hele landet.
Bendt Nygaard Jensen, centerleder ved Videncenter for Synshandicap, indledte med at beskrive, hvordan vidensområderne "synshandicap" og "autisme" hver for sig i det 20. århundrede udviklede sig institutionelt og vidensmæssigt til i dag at befinde sig i toppen af "handicappenes hierarki". Men når funktionsnedsættelserne optræder i kombination, svinder hierarkiet ind til toppen af isbjerget, og de multiple funktionsnedsættelser udgør den store del af isbjerget, som er under overfladen. Kombinationen af autisme og synshandicap er ligesom mange andre kombinationer ikke særlig grundigt udforsket og beskrevet. Området er præget af praksisviden, som det ofte er svært at dele med andre, ligesom det kan være svært at skaffe sig konkret ny viden om pædagogiske muligheder og tilbud. Arrangørerne håber, at dette kan være starten til dannelsen af et nationalt netværk, hvor man kan dele erfaring og viden, lære af hinandens erfaringer, forbedre mulighederne for at formidle egne erfaringer, møde eksisterende faglige kompetence fra ind- og udland og på disse måder styrke efteruddannelse og yderligere kvalificering af deltagerne i netværket.
Peter Rodney, uddannelseskonsulent, Instituttet for Blinde og Svagsynede satte fokus på perceptionen – hvordan oplever man sig selv og omverdenen, når synssansen er skadet, og der samtidig optræder kognitive forstyrrelser? Afkodning og tolkning af sig selv, af andre personer og egne og andres handlinger har ofte andre betydninger, end hvad vi som fagpersoner forventer.
Jannik Beyer, centerleder, Videnscenter for Autisme gav en status for autismeområdet. Han pegede især på udfordringer på to områder: Hvad gør vi, når vi inden for autismeområdet har en ofte meget visuel præget tilgang til læring, og hvordan takler vi det sensoriske, når vi ved, at mange autister har voldsomme problemer i forhold til berøring og lyd, som jo er vigtige kompenserende sensoriske kanaler for synshandicappede?
Øjenlæge dr.med. Mette Warburg fortalte om, hvordan synet konkret kan testes og behandles hos multihandicappede. Hun sagde, at det er vigtigt at kende til den enkelte brugers/elevs syn og evt. restsyn, da det har afgørende indflydelse på, hvilke pædagogiske tilbud det er muligt at gennemføre.
Lærer Kirsten Larsen, Synscenter Refsnæs fortalte om et konkret undervisningsforløb for Blinde Mentalt retarderede med Autisme. Pædagog Hanne Stricker præsenterede en case om blind dreng med Aspergers syndrom, som også beskrives i Begge disse eksempler beskrives i det seneste nummer af netværkets nyhedsbrev, "Synshandicap og autisme".
Af opsamlingen fremgik det, at der var interesse for et netværk med arrangørerne som initiativtagere til fælles samling om faglige temaer. Desuden åbner netværket op for kendskab til andre fagpersoner i eget amt og andre amter som evt. kan bane vej for samarbejde og udveksling af viden. Næste netværksmøde afholdes i Odense den 8. oktober – alle er velkomne. Der udgives et nyhedsbrev om synshandicap og autisme, der udkommer 2-3 gange om året. Bestil abonnement hos Videncenter for Synshandicap. Nyhedsbrev og program for mødet i oktober findes desuden på www.visinfo.dk/autisme.
Kommunikationscentret i Frederiksborg Amt har fået gennemført en ekstern undersøgelse blandt Synsafdelingens brugere og eksterne samarbejdspartnere. Der er anvendt spørgeskemaer og fokusgruppeinterview. Undersøgelsens formål var at afdække henholdsvis de enkelte brugeres, brugerforeningernes og de eksterne samarbejdspartneres holdning til – og oplevelser med – Synsafdelingens opgavevaretagelse samt ønsker til det fremtidige arbejde. Herunder har man også undersøgt målgruppens tilfredshed med Synsafdelingens ydelser.
9 ud af 10 adspurgte er tilfredse eller meget tilfredse med Synsafdelingen. Analysebureauet konkluderer, at det er en usædvanlig høj tilfredshed. Kun 2 % er "mindre tilfredse" eller "utilfredse.
Tilfredsheden omfatter stort set alle områder af Synsafdelingens arbejde: synskonsulentens indsats, vejledning, undervisning, afprøvning af hjælpemidler, opfølgning, ventetider, telefontider m.m. Samme grad af tilfredshed er målt hos øjenlæger og optikere.
Samme positive signaler kom generelt til udtryk i fokusgruppeinterview med brugerrepræsentanter fra Dansk Blindesamfund. Her blev dog peget på teknologiområdet som kritisk faktor – ventetid, behov for helhedssyn og ønske om kun at skulle henvende sig et sted.
Den store tilfredshed, som brugerundersøgelsen viser, kan skyldes, at Synsafdelingen generelt yder en professionel indsats. Men den kan også skyldes, at der ikke er noget alternativ at sammenligne med.
Det samme kendes fra utallige brugertilfredshedsundersøgelser i sundhedssektoren – vi er tilfredse med det vi har, for vi kender ikke andet. Det aspekt tager analyseinstituttet ikke højde for. Alligevel hælder jeg til den antagelse, at analysen viser, at der ydes et godt tilbud til synshandicappede i Frederiksborg Amt.
Brugerundersøgelse ved Synsafdelingen på Kommunikationscentret i Frederiksborg Amt. Rapport. Marts 2003, 37 sider. DMA/Research
Bendt Nygaard Jensen
Det er en konstateret erfaring hos mange handicappede, deres pårørende og kommunale sagsbehandlere, at det kan være en vanskelig og ofte uoverskuelig opgave at finde og manøvrere i amternes forskellige tilbud. Flere amter har desuden erkendt, at de amtslige medarbejdere også har vanskeligheder med at overskue amtets egne tilbud og muligheder, hvilket bl.a. har uheldige konsekvenser for kvaliteten i rådgivning til brugerne og for tværfagligt samarbejde i amtet. Dette søges løst gennem organisatoriske ændringer og via information.
Århus Amt og Vestsjællands Amt har som konsekvens af disse erfaringer oprettet egne infocentre med hjemmesider, telefonservice og biblioteksfunktioner. Gode initiativer og til inspiration for andre amter. Vejle Amt har i samme ånd oprettet en telefonservice, Vejviserfunktion til amtets specialrådgivning.
I april 2003 blev der traditionen tro afholdt fælles pædagogisk dag første hverdag efter påske. Denne gang om det spændende danske emne "de 5 blindepædagogiske principper". Danske, fordi det kun er her, jeg er stødt på disse overvejelser. Når jeg har nævnt dem over for udenlandske kolleger, har de med forundring konstateret, "at de principper endnu ikke var kommet til deres land".
Principperne fremstår således:
På den pædagogiske dag var der også flere rutinerede synsmedarbejdere, der måtte konstatere, at de først var stødt på disse principper, da de havde set invitationen til den pædagogiske dag. Det gør det dog ikke mindre nødvendigt at vurdere dem i forhold til vor tids pædagogiske syn. Jeg har selv været forundret over, at der lige netop skulle være 5 principper, og at disse principper har stået uantastet siden slutningen af 1970'erne. Howard Gardner finder fx hele tiden nye intelligenser, og på andre handicapområder diskuterer man løbende forskellige paradigmer, teorier og metoder. Også nyansatte inden for synsområdet er stødt på de 5 principper og har undret sig over deres oprindelse og status i dag. Dagen forsøgte netop at belyse principperne i forhold til den nyere specialpædagogiske forståelse. Her viste lektor på DPU Charlotte Ringmose, at en moderne læringsteori ikke alene tager sit udgangspunkt i kognitive processer, men også inddrager personligheds-/identi-tetsmæssige og sociale aspekter. Illeris har i sin seneste bog illustreret læringsfeltet således:
Når man holder de 5 blindepædagogiske principper op mod denne læringsforståelse, bliver princippernes teoretiske fundering tydelig. De tager deres udgangspunkt i en diagnostisk og individuel forståelse af synshandicappet. På den måde mangler de fuldstændig den sociale dimension som forklaringsparameter. Det tydeliggør samtidig. hvorfor man i de første år af den danske integrationsproces stod så uforstående og handlingslammet over for det fænomen, der blev betegnet som "den manglende sociale integration". Der fandtes simpelthen ikke et teoretisk begrebsapparat, der kunne rumme og forklare disse observationer.
Det er tydeligt, at principperne tager deres udgangspunkt i en tidlig 70'er-forståelse af læring og didaktik med en snæver fokusering på faglig indlæring og kognitiv motivationsteori. Læringen hos eleven var lærens ansvar, og undervisningen blev trimmet, så undervisningsmålene kunne opfyldes hurtigst muligt. Mål og metode var de centrale begreber i datidens undervisningslære.
Det har i synsverdenen ofte været drøftet, om principperne var specifikt blindepædagogiske eller almenpædagogiske.
Debatten er flere gange blevet afsluttet med udsagn om, at de er pædagogiske principper, der lægger op til undervisningsformer, som alle børn vil profitere af.
Det mener jeg ikke er rigtigt. I og med, at de kun medtænker kognitive processer, lægger de op til undervisning, der primært udvikler børn med lineære og individfokuserende læringsstil. Børn, der bedst lærer i samvirke med andre (kooperativ læring), og som også inddrager emotionelle og personlighedsmæssige dimensioner i deres læring, bliver ikke hjulpet af de fem gamle principper.
Hvis man skulle opstille nye principper, som også inkorporerer disse to læringsmæssige aspekter, må man først definere, hvad et princip er. Jeg forstår et princip som en grundlæggende tese om, hvad det gode pædagogiske arbejde er. Et princip er ikke en metode eller en teknik, dvs. en systematisk arbejdsbeskrivelse. Principper og metoder er således ikke sideordnede begreber. Metoden er underordnet princippet.
I dag kunne 5 synspædagogiske principper lyde således:
Sådanne grundideer om det gode pædagogiske arbejde med synshandicappede indeholder alle nutidige læringsaspekter. Principperne baserer sig desuden på det relationistiske handicapsyn og angiver samtidig rammerne og perspektiverne for udvikling af konkrete arbejdsmetoder.
Denne liste skal naturligvis kun forstås som mine umiddelbare refleksioner på den pædagogiske dag. Det vigtigste er, at ideerne løbende bliver diskuteret og tilpasset, så de ikke kommer til at fremstå som eviggyldige.
Peter Rodney, kursus- og uddannelseskonsulent, Instituttet for Blinde og Svagsynede
I forbindelse med festlighederne ved Dansk Blindebiblioteks 50-årsjubilæum i 2002 medbragte kulturminister Brian Mikkelsen et ekstraordinært tilskud på 2,5 mill. kr. øremærket til udviklingen af en national biblioteksportal for personer, der ikke kan læse almindelig trykt tekst. Indsatsen skulle også markere det europæiske handicapår 2003.
Portalen skal bidrage til demokratisering af viden ved at styrke den informationsmæssige ligestilling gennem en forbedret kontakt mellem biblioteker og informationssvage brugere, hedder det i formålsbeskrivelsen. Projektet skal baseres på et omfattende netværkssamarbejde mellem folkebibliotekerne, Danmarks Blindebibliotek, handicaporganisationer og AV-bidragsydere.
Projektet har udgangspunkt i Ophavsretslovens § 17, som sikrer, at værker kan gengives i alternative formater til brugere, der på grund af funktionsnedsættelser ikke er i stand til at læse trykt tekst. Af indholdselementer kan nævnes download af e-bøger, information om litteratur og materialetyper, elektronske læsemedier og kompenserende udstyr, virtuelt mødested for brugere, e-learning m.m.
Yderligere information:
Projektleder
Morten Buus Nielsen
Danmarks Blindebibliotek
Tlf.: 39 13 46 37
E-post: mbn@dbb.dk
Læs mere på www.dbb.dk/portal
Den regionale børne- og ungdomshabilitering i Göteborg arbejder med handicappede børn og unge og deres familier i nærmiljøet. Som led i dette arbejde har man oprettet en legeidebank, som er en udstilling af legetøj for børn med forskellige former for funktionsnedsættelser. Formålet er at formidle ideer om tilpasning af legetøj til forældre, pædagoger og andre. For at sprede informationen til så mange som muligt findes udstillingen illustreret med fotos og metodisk tekst på Internettet.
Man kan besøge den elektroniske udgave af legeidebanken på www.reghab.org/infosidor/lekide.htm.
Kort omtale af nogle af foredragene på den11. internationale mobilitykonference, IMC11, som blev afholdt i marts/april 2003 i Stellenbosch, Sydafrika.
Af Bendt Nygaard Jensen og Dorte H. Silver
I vores tidlige forår og Sydafrikas varme sensommer afholdtes den 11. internationale mobilitykonference, IMC11. Nogle deltagere og foredragsholdere valgte at blive hjemme på grund af Irakkrig og terrorfrygt, men trods det var konferencen med 249 deltagere fra 41 lande godt besøgt. Over seks dage kunne man vælge mellem knap 100 foredrag, som regel fordelt på fire parallelle spor, samt planchepræsentationer. Her beskrives nogle af foredragene kort, i Videncentrets bibliotek findes konferencerapporten (på cd-rom) med de fleste af foredragene i fuld tekst.
Entusiastiske Conny Nygren, Resurscenter Syn i Stockholm, havde på forhånd sørget for, at der på konferencen var opstillet et showdownbord. Bordet var en svensk gave, som senere skulle anvendes på en blindeskole i Cape Town. Conny Nygreens præsentation var også præget af fysisk aktivitet – både i emne og præsentationsform.
Emnet var fysisk træning – i solid skandinavisk form med tilhørende specialrekvisitter, som beskrev ressourcecentrets pædagogiske og sociale støtte til fysisk aktivitet. Fysisk træning og aktivitet er et godt fundament for mobility, idet det styrker personens adræthed og kropsfornemmelse.
Mikael Brambring (Tyskland) fortalte om et forskningsprojekt om motorisk aktivitet hos småbørn. I projektet blev der udviklet og testet et lille apparat, der registrerer ben- og armbevægelser. Apparatet, der fik navnet et aktometer, lignede et armbåndsur og blev spændt om barnets ankel og håndled. Brambring forestillede sig, at aktometeret for eksempel kunne anvendes til sammenligning af blinde og seendes børns motoriske udvikling, til måling af effekten af mobilityundervisning m.m.
Synspædagoger ved Resurscenter Syn, Stockholm beskrev et forløb, hvor et antal CVI-børn, deres forældre og lærere havde deltaget. I visuelle funktionstest viser børnene meget varierende visuel adfærd. Sommetider er de seende, sommetider ikke. En del af disse børn har problemer med orientering, er utrygge både i kendte og ukendte omgivelser og afhængige af ledsagelse. Løsningsstrategierne kan være at give mobilityundervisning som til blinde, at lære børnene rutegenkendelse via modeller og at lære dem at følge efter kammerater eller benytte ledsager. For en del børn var det et mål blot at finde egen plads i klasseværelset, mens andre børn forbedrede deres muligheder for at gå ud alene, besøge venner, og klare sig i skolegården. Pædagogernes erfaring var, at der ved mistanke om CVI skal foretages en MFR-scanning for at skabe sikkerhed om synsdiagnosen og sikre den rette pædagogiske og kompensatoriske indsats.
Sylvia Leggett (USA) fortalte, at børn under tre år kan have udbytte af mobilitytræning som supplement til lege og sanglege. Den tidlige stimulering til bevægelse og motorisk, taktil og auditiv opmærksomhed er vital for det blinde barns senere mobilityfærdigheder.
At følge væggen med hånden (trailing) er en sanseoplevelse, som barnet kan få, mens det bæres rundt og kan opleve rummenes forskellige lyde, berøre vægge og genstande (kendemærker) – og i det hele taget komme i kontakt med omgivelserne og få stimuleret lysten til at opsøge og udforske omgivelserne. Det sætter også det blinde barn i stand til at bruge skubbestol, skubbevogn og lignende legetøj, som træner bevægelse, balance og gang.
Mangel på sprog kan gøre blinde børn hysteriske under træning – det er en god ide at beskytte barnet ved at have en pude parat, det kan falde på.
Gør rutetræning spændende –fx som en skattejagt efter kendte stykker legetøj. En væsentlig del af sikkerheden både ud og inde er, at barnet kan adlyde en ordre.
Michael Brambring (Tyskland) præsenterede et projekt med udvikling af mobilityhjælpemidler til småbørn (før træning med den hvide stok). En tohåndsstok, som var testet med børn fra 2-3 år.
Afprøvningen havde vist, at små børn kan øge deres gangtempo ved brug af hjælpemidlet, men at børn ikke kan lære formelle mobilityteknikker før 4-5-års-alderen. Projektlederne vurderede, at den tidlige træning i selvstændig gang og orientering styrkede barnets selvstændighed og lagde en god grund for senere undervisning.
I forbindelse med optisk og social rehabilitering af ældre med erhvervet synshandicap peger de fleste undersøgelser på, at der ofte er stor forskel på de mål, som den synshandicappede selv har, og det mål, som rehabiliteringsmedarbejderne forestiller sig. Disse mål er ikke altid klare og samstemmende. En del ældre oplever derfor rehabilitering til selvstændighed som tvang. Det er dog et problem, som typisk opstår i samfund, som har etablerede tilbud til ældre.
En newzealandsk undersøgelse af Good, La Grow og Alpass viste stor forskel i aktivitet, selvstændighed og livskvalitet hos ældre med og uden synshandicap. Den primære årsag hertil er det manglende tilbud om rehabilitering. Undersøgelsen er et forsøg på at dokumentere behovet for en offentlig funderet indsats. Tesen var blandt andet, at der er flere offentlige udgifter forbundet med en utilstrækkelig indsats, fordi ældre med synshandicap hyppigere kommer alvorligt til skade i hjemmet, skal have mere personlig assistance og hyppigere har psykiske problemer end ældre uden synshandicap.
Goodrich og Ludt (USA) havde udviklet og evalueret et træningsprogram, der skulle gøre ældre svagsynede bedre til at opfatte forhindringer, når de færdedes udendørs (fx kantsten, forhindringer på gangarealer og nedhængende genstande, fx grene) og derigennem forebygge faldulykker.
De fandt, at programmet gav en markant forbedring af deltagernes evne til at undgå forhindringer ved brug af skanningteknikker og øget opmærksomhed på farveskift, lys/skygge, lyd m.m.
Martin Ijsseldijk og Bill Wouters (Holland) havde arbejdet med auditiv opmærksomhed (at man bevidst retter sin opmærksomhed mod lydene i omgivelserne) og fundet, at mens man godt kan lære den grundlæggende færdighed i kursuslokalet med bind for øjnene, sker der ikke automatisk nogen overførsel til den “virkelige verden”. Det er nødvendigt at indarbejde evnen i det miljø og de situationer, hvor den skal anvendes.
RP reducerer synsfeltet, men påvirker også synsperceptionen på andre måder. Duane Geruschat (USA) havde benyttet videooptagelser til at dokumentere blikretning, synsadfærd og gang (kropsholdning, skridtlængde m.m.) hos henholdsvis normaltseende og personer med RP, mens de gik ned ad en gang. Videooptagelserne var foretaget med to kameraer, hvor det ene filmede omgivelserne, mens det andet registrerede personens blikretning.
Han fandt, at personer med RP bevægede blikket betydeligt mere end fuldt seende, og at deres gang også var markant anderledes. Dette var delvist at forvente ud fra det reducerede synsfelt, men der var ikke en entydig sammenhæng mellem grad af synsfelt og ændringerne i blikretning/øjenbevægelser og gang. Han nævnte, at RP har vist sig at påvirke både balancen og evnen til at opfatte bevægelse.
Derefter diskuterede Geruschat forskellige løsninger, herunder blandt andet en lovende ny type brilleglas, fremstillet af flydende krystaller. Glassene skifter øjeblikkeligt farve, når lysstyrken ændrer sig, så man undgår de skift, der er et problem for mange, blandt andre personer med RP. Funktionen kendes allerede, men farveskiftet tager nogle sekunder, mens de nye glas altså skifter omgående. Glassene er under udvikling og er endnu ikke på markedet.
Duane Geruschat havde benyttet samme videoteknik til at dokumentere, hvad det er, man ser på, når man dels venter ved en fodgængerovergang, dels er i færd med at krydse
gaden. Han sammenlignede normaltseende med personer med aldersbetinget makula degeneration (AMD) og fandt, at begge grupper, mens de går hen imod kantstenen, bruger meget af tiden på at se på det inventar, der markerer fodgængerovergangen (pullerter, zebrastriber, trafiklys m.m.). Forskellene viste sig især, mens personerne krydsede gaden. Her så personer med AMD stadig fortrinsvis på dette inventar, mens fuldt seende så op og ned ad gaden, så på biler, der nærmede sig, osv.
Gayle Clarke (Australien) fortalte om mobilityundervisning for personer med synsnedsættelse efter en hjerneskade (fx hemianopsi, neglect eller forstyrrelse af den visuelle rumopfattelse).
En del af den forberedende træning foregår i et kursuslokale, hvor kursisten sidder foran et panel med to rækker af elpærer. Træningen går ud på, at kursisten skal lære at skanne tilstrækkelig godt til, at hun kan udpege de elpærer, der tændes. Herigennem opnås både en bevidsthed om, hvor vigtigt det er at skanne, og træning i selve skanningteknikken. Senere foregår træningen i de omgivelser, hvor kursisten færdes til hverdag (gader, bygninger m.m.)
Clarkes kollega S. Evers-Buckland nævnte i sit indlæg om samme emne, at mobilityinstruktøren bør bede klienten om at gentage instruktioner. På den måde ved man, om en eventuel afvigelse skyldes misforståelse eller glemsomhed.
Ronald J. Ferguson (USA) fortalte om en uddannelse til mobilityinstruktør på Louisiana Tech University, der var tilrettelagt med særligt henblik på blinde studerende. Ferguson slog stærkt til lyd for, at blinde mobilityinstruktører bør have mindst samme faglige status som seende og ret til at undervise på samme betingelser.
Flere af tilhørerne udtrykte skepsis over for sikkerheden i en undervisningssituation på gaden med en blind instruktør uden seende assistance, men dette afviste Ferguson som diskrimination eller, i bedste fald, vanetænkning.
Det kan være svært at skaffe studerende til mobiltyinstruktøruddannelsen. Det erfarede de ved University of Arkansas i Little Rock, USA. Derfor udviklede W.H. Jacobson et online forberedelsprogram til studiet –et fjernstudieprogram som begrænsede deltagernes tilstedeværelse på universitet til i alt ti uger på to år. De studerende kunne online følge forelæsninger på selvvalgte tidspunkter, downloade materiale, løse opgaver og kommunikere med kursuslederen og andre studerende.
Ideen virker oplagt i dansk sammenhæng, da de fleste, som tager instruktøruddannelsen, er ansatte på synsområdet, der i mange måneder skal forlade arbejdspladsen for at tage uddannelsen.
Læs mere på www.teletrain.com/ualr/om
SimDog er en kunstig hund fra Holland, en førerhundesimulator, der kan anvendes som forberedende træning til at få en levende førerhund. SimDog er på hjul og udformet, så brugeren kan få en fornemmelse af, hvordan det er at gå med selen i hånden og “noget” foran sig. Den har ingen sensorer eller lignende og er altså ikke et egentligt mobilityhjælpemiddel, men har udelukkende til hensigt at give brugeren et indtryk af den fysiske oplevelse af at gå med en hund. Kun en kyndig førerhundetræner vil kunne vurdere, om ideen er relevant og anvendelig.
Læs mere på www.dogsim.com
Firmaet Sound Foresight viste deres “BatCane” frem i forbindelse med konferencen. Stokken har ultralydssensorer, som giver signal via en vibrator, hvis de opfanger forhindringer. En ny variant af en kendt metodik.
Læs mere på www.soundforesight.co.uk
Fabiana Perla (USA) slog til lyd for, at man som mobilityinstruktør underviste i generelle problemløsningsstrategier. Sådanne strategier er afgørende for evnen til at færdes selvstændigt, fordi gademiljøet er uforudsigeligt (parkerede biler og cykler, skilte, opgravninger m.m.) , og fordi man indimellem begår fejl.
Sommetider kan mobilityundervisningen imidlertid i sig selv medvirke til at undergrave personens evne til problemløsning. Perla pegede på en række forhold i undervisningen, der kan have denne effekt:
Perla gav også eksempler på teknikker til målrettet indlæring af problemløsningsfærdigheder, bl.a.
Konferencen var arrangeret af South African Guide Dogs for the Blind og John and Esther Ellerman Memorial Trust fund.
Kontakt Videncentrets, hvis du vil vide mere om konferencen eller de enkelte indlæg.
IMC12 holdes i 2005 i Hong Kong.
Af Centerleder Bendt Nygaard Jensen
"Om att lyfta sig själv i håret för att kunna läsa" er undertitlen til den nye bog "Punkt-intensiven" af Stig Larsson. Bogen beskriver og evaluerer det svenske udviklingsprojekt "Punktintensiven", intensivundervisning i punktskrift for voksne. Formålet med denne undervisning er at give nyblinde voksne et læse- og skriftsprog. Tanken er, at færdighed i anvendelsen af punktskrift kan benyttes som “empower-ment-strategi" – at generhvervelsen af et læse- og skriftsprog er konstruktiv for den enkeltes mestring af tilværelsen som blind.
Punktskrift og nyblinde har det svært med hinanden – af flere årsager: Det er vanskeligt at erkende, at læsning og skrift skal flyttes fra visuel perception til taktil perception, og der er myter om at voksne ikke kan oplæres til fuldbefarne punktbrugere. Disse og flere andre forhold betyder, at den indsats, som ydes af den blinde selv og af rehabilitering og uddannelsestilbud, ikke er intensiv nok, til at nyblinde får punktskriften "ind under huden".
Bogen første tredjedel består af tre kapitler med baggrundsviden om synshandicap og punktskrift: rehabiliteringens indhold og organisering, at miste synet som voksen, læsning af punktskrift, hjælpemidler m.m. I Sverige er antallet af kompetente punktlæsere lille set i forhold til det samlede antal blinde. Der findes i dag mellem 1.000 og 1.500 blinde i Sverige, som behersker punktlæsning på "romanlæsnings-niveau". Det svarer til knap 1 % af landets synshandicappede borgere. Typisk er disse punktlæsere blindfødte, eller blindheden er indtruffet i den tidlige barndom og ungdom. De er derfor relativt tidligt introduceret til punktskrift som det naturlige skrift- og læsesprog. Samme forhold gør sig gældende i Danmark, hvor antallet af punktlæsere er mellem 700 og 900, hvilket også svarer til ca. 1 % af det formodede samlede antal synshandicappede (70.000)1.
I projekt "Punktintensiven" er det en formuleret holdning, at adgangen til punktskrift som læse- og skriftsprog er en menneskerettighed: "At kunne læse og skrive er hjørnestene i vor sociale struktur, hvilket for det enkelte individ fører til en større uafhængighed og en højere selvfølelse." (s. 59, min oversættelse).
Kapitel 4 præsenterer projektbeskrivelsen, formål, målgruppe, organisation m.m. I alt 19 personer deltog i projektets undervisning, kurset varede 10 uger, og deltagerne var mellem 16 og 58 år. Alle havde forkundskaber i punktskrift, men den gennemsnitlige læsehastighed var lav (15,8 ord i minuttet) Den intensive undervisning øgede den gennemsnitlige læsehastighed med 300 % til gennemsnitligt 50 ord i minuttet. Der redegøres desuden for demografiske data om deltagerne, deres motivation og efterfølgende situation på arbejdsmarkedet.
I efterfølgende kapitler diskuteres projektet som empowerment-strategi med en gennemgang og tolkning af empowerment-begrebet som perspektiv for "Punktintensiven" samt folkehøjskolernes rolle (folkut-bildningen) i forbindelse med uddannelse af funktionshæmmede. Projektet gennemførtes i samarbejde med en folkehøjskole.
Sluttelig diskuteres fremtiden for "Punktintensiven" i relation til eksisterende rehabiliteringsmuligheder og fremtiden.
Bogen er et pædagogisk, sociologisk og kulturelt kampskrift for punktskriften som læse- og skrivemedium for alle, der mister muligheden for at læse sort tryk. Erfaringerne fra "Punktintensiven" viser, at målrettede tilbud baseret på pædagogisk nytænkning og motiverede kursusdeltagere kan skabe gode punktlæsere i moden alder. Med den fokus, der generelt er i samfundet på læsning som en nødvendighed, er det også vigtigt her at få fremhævet, at muligheden for at være læser også bør ses som en menneskerettighed. Det er et vægtigt argument for at udvikle og fastholde et intensivt undervisningstilbud i punktskrift for nyblinde voksne.
1Kilde: "Synshandicap i Danmark. Årsrapport 2002", Statens Øjenklinik 2003. (Se evt. artikel side 1).
Af Dorte Herholdt Silver
I marts satte Statens Øjenklinik og Dansk Blindesamfund fokus på kvalitetssikring af tilbuddene til blinde og svagsynede med et tværfagligt seminar, der blev afholdt på fuglsangcentret.
Oplægget til arrangementet stillede blandt andet følgende spørgsmål: Hvad er et kvalitetstilbud, og hvordan får sikrer man, at alle får det samme tilbud? Hvad ønsker de synshandicappede? Kan det lokale samarbejde mellem øjenlæger og optikere formaliseres? Hvilke tilbud bør være landsdækkede, hvilke amtslige, og hvilke lokale? Hvordan sikres kvaliteten af registreringen?
Deltagerne var synspædagoger, øjenlæger og optikere fra de amtslige tilbud, Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBS) og Statens Øjenklinik samt repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og Videncenter for Synshandicap. I sammensætningen af deltagere var der lagt vægt på en afbalanceret fordeling mellem øjenlæger, optikere og synspædagoger. Dette gik igen i sammensætningen af de arbejdsgrupper, der var nedsat til behandling af seminarets centrale temaer. Herved sikrede man, at der blev tale om et reelt tværfagligt arrangement, og mange efterlyste flere lignende tiltag i fremtiden for at sikre en større kontakt og et tættere samarbejde mellem de forskellige faggrupper.
Som indledning var der en række korte indlæg fra Nordjyllands, Ringkjøbing, Viborg og Fyns Amt samt IBS og Statens Øjenklinik. Herefter blev der arbejdet i fire arbjedsgrupper med fokus på forskellige målgrupper: børn og unge, erhvervsaktive, ældre og mulithandicappede.
Videncentrets repræsentant deltog i arbejdsgruppen om multihandicappede, som udformede et oplæg til et nyt projekt om screening af voksne udviklingshæmmede. Der blev nedsat en projektgruppe, som har udformet en projektbeskrivelse og nu er i gang med at søge midler til projektet. Da man allerede var godt i gang med en screening i Sønderjyllands Amt, vil projektet i første omgang bygge videre på denne indsats. Tanken er at udvikle og afprøve en procedure, der kan danne model for en lignende indsats i resten af landet.
Projektgruppen:
Kontakt Bendt Nygaard Jensen (bnj@visinfo.dk), hvis du vil have nærmere oplysninger om projektet.
I juni holdt Landsforeningen LeV en landsdækkende konference for at markere afslutningen af projektet "Etniske minoritetsfamilier med børn og unge med handicap - oplysning, rådgivning og indflydelse". Projektet, som har løbet i lidt over to år, blev iværksat på baggrund af en pilotundersøgelse, der viste, at der var et stort behov for en særlig indsats over for denne gruppe. I pilotundersøgelsen blev der givet forslag til en række initiativer, som blev afprøvet i det toårige projekt.
Projektkoordinator Valdimar J. Halldórsson gennemgik de væsentligste erfaringer fra projektet, hvor man i alt havde ni initiativer:
I projektrapporten beskrives de ni initiativer og erfaringerne med dem. I mange tilfælde var der ret begrænset tilslutning til initiativerne, i rapporten findes mange gode betragtninger over, hvad dette skyldes. Graden af tilslutning forklares dels med forhold i målgruppen – for eksempel hvor tæt/stort et netværk man har i Danmark, om man kan få passet sine børn om søndagen for at deltage i kurser og møder, om forældrene overhovedet har accepteret, at deres barn har et handicap – dels gennem forhold i projekttilgangen – for eksempel er der større tilslutning, hvis der tages en personlig kontakt til forældrene, end hvis man kontakter per telefon eller brev. En anden barriere kan være, at formaliserede netværks- og samtalegrupper er et ukendt begreb for mange.
Projektrapporten giver et godt billede af projektforløbet og -erfaringerne. Den koster 75 kr. forsendelse og kan bestilles hos LeV, tlf. 36 35 96 96, fax 36 35 96 97, materialer@lev.dk.
Et emne, der i debatten blev fremhævet af flere, er store problemer omkring tolkning. Det er svært at finde kvalificerede tolke, som ikke blot har indblik i de to sprog, der tolkes imellem, men også mestrer selve tolkeprocessen. Det er især vigtigt, når det emne, der diskuteres, rummer mange begreber, som er ukendte for klienten, som det vil være tilfældet med den danske sociallovgivning. Samtidig er det meget svært, for ikke at sige umuligt, for socialrådgiveren at sikre sig, at der bliver tolket korrekt – og at klienten også har forstået det, der er sagt. Her ligger et stort behov for uddannelse og certificeringskrav.
Norges Blindeforbund igangsatte et lignende projekt i 2001 med titlen “Usynlig i samfundet”. Baggrunden var her, at forbundet har meget få medlemmer fra etniske minoriteter, og at forbundet samtidig jævnligt får henvendelser fra offentlige myndigheder om, hvordan man bedst bistår denne gruppe. Også her er der udarbejdet informationsmateriale på relevante sprog og oprettet netværk, og et kursustilbud er under udarbejdelse.
Man kan læse om de norske erfaringer på forbundets netsted, www.blindeforbundet.no. Her kan man også gratis downloade projektrapporten i enten word- eller pdf-format.
Dorte H. Silver
Se evt. yderligere oplysninger om arrangementerne på www.visinfo.dk/konferencer.
På home.swipnet.se/macula-lutea/kal.html findes en omfattende oversigt over begivenheder inden for specialrådgivningsområdet (vedligeholdes af Harry Svensson, Resurscenter syn Stockholm).
Et udvalg af nye artikler, bøger og andet materiale i Videncentrets bibliotek. Medmindre der står andet, er der tale om tekster i almindeligt tryk (“sort”). Hvis materialet ikke kan skaffes hjem via eget bibliotek, kan det lånes hos Videncentret.
Blindehistorisk Selskab har nu oprettet et netsted, hvor man kan læse om foreningens aktiviteter. Her finder man blandt andet selskabets nyhedsbreve, p.t. fra august 1996 til september 2002. I det nyeste nummer kan man blandt andet læse en beretning af Aage Michelsens om vinteren1942-43 på Refsnæsskolen. På netstedet findes også en liste over litteratur om blindehistorie sammensat af historiker Rene Ruby, som har beskæftiget sig indgående med emnet. Listen rummer både faglitteratur og skønlitteratur. Netstedet findes på: www.dkblind.dk/Om_foreningen/blindehistoriskselskab
Nordisk NettverksForum for utviklingshemning (NNF) er et fagligt netværk for alle, som arbejder med mennesker med udviklingshæmning i de nordiske lande. NNF har som mål at tage initiativer til fremme af vidensformidling og erfaringsudveksling mellem fagfolk og sætte fokus på udviklingshæmmedes livsvilkår i de nordiske lande. På NNF’s netsted, www.nordiskforum.net, finder man bl.a. materiale fra tidligere konferencer – fx et symposium i januar 2003 med indlæg af bl.a. Birgit Kirkebæk og Dóra Bjarnason – og annoncering af kommende arrangementer. En kalenderoversigt viser med en repræsentant fra samordne aktiviteterne. NNF finansieringsmuligheder for Øst, www.fc-east.dk.
Undervisningsministeriet har oprettet en webportal om tilgængelighed på uddannelsesområdet. Portalen søger blandt andet at besvare følgende spørgsmål: Hvordan kan skolen bedst muligt modtage elever og studerende med særlige behov? Hvordan skaber vi gode fysisk adgangsforhold? Hvilke hjælpeforanstaltninger har eleven brug for? Hvem har ansvaret for, at de bevilges? Er der særlige regler ved afgangsprøver? Hvad siger loven? Hvordan vejleder vi bedst? Kan vi som forældre klage? Portalen går ikke dybt ind i alle emner, men linker videre til specifikke informationer og til artikler og faglitteratur hos Hjælpemiddelinstituttet og i Dansk Pædagogisk Base. Direkte fra forsiden linkes der også til www.tgu.dk, som er en oversigt over adgangsforhold på de enkelte uddannelsesinstitutioner. Netstedet findes på: www.tilgaengelighed.nu