Synshandicap nr. 2, juli 2003
IMC11 – international mobilitykonference
Kort omtale af nogle af foredragene på den11. internationale mobilitykonference, IMC11, som blev afholdt i marts/april 2003 i Stellenbosch, Sydafrika.
Af Bendt Nygaard Jensen og Dorte H. Silver
I vores tidlige forår og Sydafrikas varme sensommer afholdtes den 11. internationale mobilitykonference, IMC11. Nogle deltagere og foredragsholdere valgte at blive hjemme på grund af Irakkrig og terrorfrygt, men trods det var konferencen med 249 deltagere fra 41 lande godt besøgt. Over seks dage kunne man vælge mellem knap 100 foredrag, som regel fordelt på fire parallelle spor, samt planchepræsentationer. Her beskrives nogle af foredragene kort, i Videncentrets bibliotek findes konferencerapporten (på cd-rom) med de fleste af foredragene i fuld tekst.
Rehabilitering
Idræt og fysisk aktivitet
Entusiastiske Conny Nygren, Resurscenter Syn i Stockholm, havde på forhånd sørget for, at der på konferencen var opstillet et showdownbord. Bordet var en svensk gave, som senere skulle anvendes på en blindeskole i Cape Town. Conny Nygreens præsentation var også præget af fysisk aktivitet – både i emne og præsentationsform.
Emnet var fysisk træning – i solid skandinavisk form med tilhørende specialrekvisitter, som beskrev ressourcecentrets pædagogiske og sociale støtte til fysisk aktivitet. Fysisk træning og aktivitet er et godt fundament for mobility, idet det styrker personens adræthed og kropsfornemmelse.
Børn
Nyt apparat: et aktometer
Mikael Brambring (Tyskland) fortalte om et forskningsprojekt om motorisk aktivitet hos småbørn. I projektet blev der udviklet og testet et lille apparat, der registrerer ben- og armbevægelser. Apparatet, der fik navnet et aktometer, lignede et armbåndsur og blev spændt om barnets ankel og håndled. Brambring forestillede sig, at aktometeret for eksempel kunne anvendes til sammenligning af blinde og seendes børns motoriske udvikling, til måling af effekten af mobilityundervisning m.m.
CVI-børn og mobility
Synspædagoger ved Resurscenter Syn, Stockholm beskrev et forløb, hvor et antal CVI-børn, deres forældre og lærere havde deltaget. I visuelle funktionstest viser børnene meget varierende visuel adfærd. Sommetider er de seende, sommetider ikke. En del af disse børn har problemer med orientering, er utrygge både i kendte og ukendte omgivelser og afhængige af ledsagelse. Løsningsstrategierne kan være at give mobilityundervisning som til blinde, at lære børnene rutegenkendelse via modeller og at lære dem at følge efter kammerater eller benytte ledsager. For en del børn var det et mål blot at finde egen plads i klasseværelset, mens andre børn forbedrede deres muligheder for at gå ud alene, besøge venner, og klare sig i skolegården. Pædagogernes erfaring var, at der ved mistanke om CVI skal foretages en MFR-scanning for at skabe sikkerhed om synsdiagnosen og sikre den rette pædagogiske og kompensatoriske indsats.
Mobility for småbørn
Sylvia Leggett (USA) fortalte, at børn under tre år kan have udbytte af mobilitytræning som supplement til lege og sanglege. Den tidlige stimulering til bevægelse og motorisk, taktil og auditiv opmærksomhed er vital for det blinde barns senere mobilityfærdigheder.
At følge væggen med hånden (trailing) er en sanseoplevelse, som barnet kan få, mens det bæres rundt og kan opleve rummenes forskellige lyde, berøre vægge og genstande (kendemærker) – og i det hele taget komme i kontakt med omgivelserne og få stimuleret lysten til at opsøge og udforske omgivelserne. Det sætter også det blinde barn i stand til at bruge skubbestol, skubbevogn og lignende legetøj, som træner bevægelse, balance og gang.
Mangel på sprog kan gøre blinde børn hysteriske under træning – det er en god ide at beskytte barnet ved at have en pude parat, det kan falde på.
Gør rutetræning spændende –fx som en skattejagt efter kendte stykker legetøj. En væsentlig del af sikkerheden både ud og inde er, at barnet kan adlyde en ordre.
“Før-mobilitystok”
Michael Brambring (Tyskland) præsenterede et projekt med udvikling af mobilityhjælpemidler til småbørn (før træning med den hvide stok). En tohåndsstok, som var testet med børn fra 2-3 år.
Afprøvningen havde vist, at små børn kan øge deres gangtempo ved brug af hjælpemidlet, men at børn ikke kan lære formelle mobilityteknikker før 4-5-års-alderen. Projektlederne vurderede, at den tidlige træning i selvstændig gang og orientering styrkede barnets selvstændighed og lagde en god grund for senere undervisning.
Svagsynede
Ældre og synshandicap
I forbindelse med optisk og social rehabilitering af ældre med erhvervet synshandicap peger de fleste undersøgelser på, at der ofte er stor forskel på de mål, som den synshandicappede selv har, og det mål, som rehabiliteringsmedarbejderne forestiller sig. Disse mål er ikke altid klare og samstemmende. En del ældre oplever derfor rehabilitering til selvstændighed som tvang. Det er dog et problem, som typisk opstår i samfund, som har etablerede tilbud til ældre.
En newzealandsk undersøgelse af Good, La Grow og Alpass viste stor forskel i aktivitet, selvstændighed og livskvalitet hos ældre med og uden synshandicap. Den primære årsag hertil er det manglende tilbud om rehabilitering. Undersøgelsen er et forsøg på at dokumentere behovet for en offentlig funderet indsats. Tesen var blandt andet, at der er flere offentlige udgifter forbundet med en utilstrækkelig indsats, fordi ældre med synshandicap hyppigere kommer alvorligt til skade i hjemmet, skal have mere personlig assistance og hyppigere har psykiske problemer end ældre uden synshandicap.
Forebyggelse af faldulykker
Goodrich og Ludt (USA) havde udviklet og evalueret et træningsprogram, der skulle gøre ældre svagsynede bedre til at opfatte forhindringer, når de færdedes udendørs (fx kantsten, forhindringer på gangarealer og nedhængende genstande, fx grene) og derigennem forebygge faldulykker.
De fandt, at programmet gav en markant forbedring af deltagernes evne til at undgå forhindringer ved brug af skanningteknikker og øget opmærksomhed på farveskift, lys/skygge, lyd m.m.
Auditiv opmærksomhed
Martin Ijsseldijk og Bill Wouters (Holland) havde arbejdet med auditiv opmærksomhed (at man bevidst retter sin opmærksomhed mod lydene i omgivelserne) og fundet, at mens man godt kan lære den grundlæggende færdighed i kursuslokalet med bind for øjnene, sker der ikke automatisk nogen overførsel til den “virkelige verden”. Det er nødvendigt at indarbejde evnen i det miljø og de situationer, hvor den skal anvendes.
RP og synsadfærd
RP reducerer synsfeltet, men påvirker også synsperceptionen på andre måder. Duane Geruschat (USA) havde benyttet videooptagelser til at dokumentere blikretning, synsadfærd og gang (kropsholdning, skridtlængde m.m.) hos henholdsvis normaltseende og personer med RP, mens de gik ned ad en gang. Videooptagelserne var foretaget med to kameraer, hvor det ene filmede omgivelserne, mens det andet registrerede personens blikretning.
Han fandt, at personer med RP bevægede blikket betydeligt mere end fuldt seende, og at deres gang også var markant anderledes. Dette var delvist at forvente ud fra det reducerede synsfelt, men der var ikke en entydig sammenhæng mellem grad af synsfelt og ændringerne i blikretning/øjenbevægelser og gang. Han nævnte, at RP har vist sig at påvirke både balancen og evnen til at opfatte bevægelse.
Derefter diskuterede Geruschat forskellige løsninger, herunder blandt andet en lovende ny type brilleglas, fremstillet af flydende krystaller. Glassene skifter øjeblikkeligt farve, når lysstyrken ændrer sig, så man undgår de skift, der er et problem for mange, blandt andre personer med RP. Funktionen kendes allerede, men farveskiftet tager nogle sekunder, mens de nye glas altså skifter omgående. Glassene er under udvikling og er endnu ikke på markedet.
Komplekse gadeovergange
Duane Geruschat havde benyttet samme videoteknik til at dokumentere, hvad det er, man ser på, når man dels venter ved en fodgængerovergang, dels er i færd med at krydse
gaden. Han sammenlignede normaltseende med personer med aldersbetinget makula degeneration (AMD) og fandt, at begge grupper, mens de går hen imod kantstenen, bruger meget af tiden på at se på det inventar, der markerer fodgængerovergangen (pullerter, zebrastriber, trafiklys m.m.). Forskellene viste sig især, mens personerne krydsede gaden. Her så personer med AMD stadig fortrinsvis på dette inventar, mens fuldt seende så op og ned ad gaden, så på biler, der nærmede sig, osv.
Hjerneskade
Gayle Clarke (Australien) fortalte om mobilityundervisning for personer med synsnedsættelse efter en hjerneskade (fx hemianopsi, neglect eller forstyrrelse af den visuelle rumopfattelse).
En del af den forberedende træning foregår i et kursuslokale, hvor kursisten sidder foran et panel med to rækker af elpærer. Træningen går ud på, at kursisten skal lære at skanne tilstrækkelig godt til, at hun kan udpege de elpærer, der tændes. Herigennem opnås både en bevidsthed om, hvor vigtigt det er at skanne, og træning i selve skanningteknikken. Senere foregår træningen i de omgivelser, hvor kursisten færdes til hverdag (gader, bygninger m.m.)
Clarkes kollega S. Evers-Buckland nævnte i sit indlæg om samme emne, at mobilityinstruktøren bør bede klienten om at gentage instruktioner. På den måde ved man, om en eventuel afvigelse skyldes misforståelse eller glemsomhed.
Personaleuddannelse
Blinde mobilityinstruktører
Ronald J. Ferguson (USA) fortalte om en uddannelse til mobilityinstruktør på Louisiana Tech University, der var tilrettelagt med særligt henblik på blinde studerende. Ferguson slog stærkt til lyd for, at blinde mobilityinstruktører bør have mindst samme faglige status som seende og ret til at undervise på samme betingelser.
Flere af tilhørerne udtrykte skepsis over for sikkerheden i en undervisningssituation på gaden med en blind instruktør uden seende assistance, men dette afviste Ferguson som diskrimination eller, i bedste fald, vanetænkning.
Fjernundervisning
Det kan være svært at skaffe studerende til mobiltyinstruktøruddannelsen. Det erfarede de ved University of Arkansas i Little Rock, USA. Derfor udviklede W.H. Jacobson et online forberedelsprogram til studiet –et fjernstudieprogram som begrænsede deltagernes tilstedeværelse på universitet til i alt ti uger på to år. De studerende kunne online følge forelæsninger på selvvalgte tidspunkter, downloade materiale, løse opgaver og kommunikere med kursuslederen og andre studerende.
Ideen virker oplagt i dansk sammenhæng, da de fleste, som tager instruktøruddannelsen, er ansatte på synsområdet, der i mange måneder skal forlade arbejdspladsen for at tage uddannelsen.
Læs mere på www.teletrain.com/ualr/om
Udstyr
Førerhundesimulator
SimDog er en kunstig hund fra Holland, en førerhundesimulator, der kan anvendes som forberedende træning til at få en levende førerhund. SimDog er på hjul og udformet, så brugeren kan få en fornemmelse af, hvordan det er at gå med selen i hånden og “noget” foran sig. Den har ingen sensorer eller lignende og er altså ikke et egentligt mobilityhjælpemiddel, men har udelukkende til hensigt at give brugeren et indtryk af den fysiske oplevelse af at gå med en hund. Kun en kyndig førerhundetræner vil kunne vurdere, om ideen er relevant og anvendelig.
Læs mere på www.dogsim.com
BatCane
Firmaet Sound Foresight viste deres “BatCane” frem i forbindelse med konferencen. Stokken har ultralydssensorer, som giver signal via en vibrator, hvis de opfanger forhindringer. En ny variant af en kendt metodik.
Læs mere på www.soundforesight.co.uk
Generelt
Problemløsningsstrategier
Fabiana Perla (USA) slog til lyd for, at man som mobilityinstruktør underviste i generelle problemløsningsstrategier. Sådanne strategier er afgørende for evnen til at færdes selvstændigt, fordi gademiljøet er uforudsigeligt (parkerede biler og cykler, skilte, opgravninger m.m.) , og fordi man indimellem begår fejl.
Sommetider kan mobilityundervisningen imidlertid i sig selv medvirke til at undergrave personens evne til problemløsning. Perla pegede på en række forhold i undervisningen, der kan have denne effekt:
- Stor vægt på “rigtigt” og “forkert”
- Underviseren forebygger, at der opstår problemer (dermed får kursisten ingen øvelse i at håndtere problemer)
- Stor vægt på at huske fakta (snarere end på at behandle en stadig strøm af nye informationer)
- For lidt tid (og tålmodighed!)
- For dårlig forberedelse af instruktøren (i uddannelsen)
- Mangelfulde forudsætninger hos kursisten
Perla gav også eksempler på teknikker til målrettet indlæring af problemløsningsfærdigheder, bl.a.
- At tænke højt: Kursisten “tænker højt” undervejs, så instruktøren får et indblik i, hvordan og hvorfor kursisten handler, som hun/han gør.
- Hvor i verden: Instruktøren standser klienten undervejs og spørger: “Hvor er du nu?”
Dette gøres både i tilfælde, hvor kursisten stadig er på ret kurs, og hvor man er afveget fra ruten. Kursisten får ikke kun “point” for det rigtige svar, men for en god begrundelse – “Det ved jeg, fordi...”. Dette støtter kursistens evne til “rumlig opdatering”. - Problemjagt: Instruktøren ledsager kursisten og begår bevidst nogle fejl. “Legen” går ud på at opdage fejlen så tidligt som muligt. Instruktøren støtter bevidstgørelsen ved at spørge – Hvordan vidste du, der var noget galt? Hvad skulle vi have gjort? Hvordan kan vi nu løse problemet?
Praktiske oplysninger
Konferencen var arrangeret af South African Guide Dogs for the Blind og John and Esther Ellerman Memorial Trust fund.
Kontakt Videncentrets, hvis du vil vide mere om konferencen eller de enkelte indlæg.
IMC12 holdes i 2005 i Hong Kong.
Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 2, juli 2003" som kapitel 8 af 14
Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH022003/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004