Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 1, april 2003

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

CVU – efteruddannelse og videreuddannelses

Redaktionen af "Synshandicap" modtager løbende informationsmateriale fra CVU'er (Centre for Videregående Uddannelse). CVU'erne er en ny organisationsform. De er organiseret i regioner og består af netværk af de regionale uddannelsesinstitutioner, fx af pædagogiske seminarier, lærerseminarier og andre pædagogiske uddannelsesformer.

Materialerne fra CVU'erne indeholder mange spændende kursustilbud fra specialpædagogisk IKT til flerkulturel pædagogik, voksenpædagogisk grundkursus, æstetiske læreprocesser m.m.

Ud over kurser tilbyder CVU'erne temadage, møder og diplomuddannelser.

CVU'erne er nu også ansvarlige for den pædagogiske diplomuddannelse (PD) i specialpædagogik, herunder også den specialpædagogiske del af en synsmedarbejderuddannelse.

PD i specialpædagogik, det synsfaglige område

Nu er det lykkedes at få den Pædagogiske Diplomuddannelses (PD) synsfaglige område forankret i Center for Videregående Uddannelse (CVU) Fyn. Dette har afsluttet 1½ års arbejde med at flytte speciallæreruddannelsen ud fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) til et CVU. Undervisningsministeriet har godkendt to synsfaglige moduler: Synshandicap 1: Medicinske diagnoser, optik og belysning og Synshandicap 2: Psykologi, pædagogik og didaktik.

Ifølge uddannelses- og kursuskonsulent Peter Rodney, Instituttet for Blinde og Svagsynede, svarer de godkendte moduler nogenlunde til de betingelser, som synsområdet havde under den gamle speciallæreruddannelse. Undervisningen på de to moduler starter i første semester af 2004.

Arbejdet med synsmedarbejderuddannelsen kan følges på www.ibos.dk/pd. Her findes de konkrete undervisningsplaner, forslag til litteratur, tid og sted for afvikling af modulerne m.m.

Yderligere er der udarbejdet en folder med titlen "CVU Fyn tilbyder landsdækkende PD moduler om synshandicap". Folderen kan bestilles hos Inger Larsen tlf. 39 45 25 56 eller e-post il@ibos.dk


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 1, april 2003" som kapitel 12 af 18

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH012003/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004