|
Synshandicap nr. 1, april 2003
Nyt dansk materiale om høretræning
 Der findes kun ganske lidt materiale på dansk om høretræning, dvs. øvelser, der træner den bevidste brug af hørelsen. Denne færdighed er særligt vigtig for synshandicappede, som bruger både føle- og høresans for at kunne færdes selvstændigt.
Nu kan Videncentret imidlertid i samarbejde med Institut for Blinde og Svagsynede tilbyde en folder, der beskriver et syvtrinsprogram i høretræning. I folderen beskrives en række øvelser, som blandt andet træner evnen til at skelne lyde, vurdere afstande og bedømme et givet rums indretning og størrelse. Øvelserne giver et grundlæggende kendskab til lydens univers og går forud for den egentlige stokketræning.
Teksten er skrevet af Inge Bager, som er tale-, høre-, synspædagog på Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Folderen findes både på dansk og engelsk og fik sin verdenspremiere på IMC 11, den 11. internationale mobilitykonference, som blev afholdt i Sydafrika den 28/3-5/4 2003.
Den danske udgave udsendes i disse dage til de amtslige synsrådgivninger.
Bestilling
Folderen kan bestilles - på dansk eller engelsk - hos Videncenter for Synshandicap.
Den danske version fås desuden på lydbånd, og begge versioner kan leveres på diskette, med eller uden illustrationer.

|