|
Synshandicap nr. 2, august 2002
Surfbrættet - tips om gode netsteder
Den Danske Forskningsdatabase er relanceret i juni 2002 på webadressen www.forskningsdatabase.dk. Databasen har fået ekstra søgefunktioner, og forskningsinstitutionerne har fået nye faciliteter til at indlægge information i databasen. Målet har været at gøre databasen lettere at bruge og give en bedre dækningsgrad. Man kan frit søge i basen og finde plysninger om projekter, litteratur og institutter. En søgning på ordet handicap* resulterede fx i 1 institut, 29 projekter samt 174 litteraturhenvisninger. (Tilføjelsen af * sidst i et søgeord medfører, at man søger på alle ord, der begynder sådan, i dette eksempel søger man altså samtidig på ordene "handicap" "handicappede", "handicapforskning" m.m.).
Manual i tilrettelæggelse af taktil grafik
Marco Schuffelen, som tidligere har arbejdet på det hollandske blindebibliotek, har skrevet en manual for tilrettelæggelse af taktil grafik for blinde og desuden taget det tilgængelighedsfremmende skridt at oversætte den fra hollandsk til engelsk. Schuffelens erfaringer stammer overvejende fra arbejdet med at tilrettelægge undervisningsmateriale til skolebrug, og manualen beskæftiger sig udelukkende med diagrammer m.m. til undervisningsbrug, ikke med egentlige mobilitykort.
I udskrift fylder værket et par hundrede sider, men netudgaven er så overskueligt opbygget, at det ikke virker overvældende. Der er tale om en meget praktisk orienteret vejledning, der består af 12 kapitler, som hver behandler et afgrænset emne, bl.a. grundprincipper, geometri, grafer, søjlediagrammer og andre diagrammer, geografiske kort, biologi, teknik og naturvidenskab. De mange illustrationer findes som link i teksten og kommer altså kun frem, når læseren ønsker det. www.stanford.edu/~sipma/grbl0.html
Handicappolitik i kommunerne
Center for Ligebehandling af Handicappede, CLH, har indsamlet oplysninger om de danske kommuners handicappolitik. Oplysningerne vises på Internettet på et overskueligt Danmarkskort. Ved at klikke på kortet får man en oversigt over de (stadigvæk meget få) kommuner i et givet amt, der har en handicappolitik. En handicappolitik defineres i denne sammenhæng som en politik, der "er nedskrevet, omfatter flere kommunale ansvarsområder (fx tilgængelighed, beskæftigelse, uddannelse og social sikring), gælder for alle kommunens forvaltninger og er politisk vedtaget". Man får samtidig oplyst, hvornår retningslinjerne er vedtaget, hvilke områder de omfatter, samt kommunens kontaktperson. Samtidig med denne indsamling er CLH i gang med en informationskampagne over for kommunerne. www.handicappolitik.clh.dk

|