Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 1, maj 2002

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side

Surfbrættet - tips om gode netsteder

Artikler fra tidsskriftet "Værn om Synet"

Øjenforeningen Værn om Synet udgiver hvert kvartal tidsskriftet "Værn om Synet". Bladet udsendes til medlemmer af foreningen, men man kan også læse artiklerne på foreningens netsted. P.t. ligger der artikler fra nr. 1, 2000 til og med nr. 1, 2002. De fleste artikler ligger i html-format, mens artikler fra nr. 1 og 2, 2000 ligger i pdf-format, som kræver, at man har programmet Adobe Acrobat installeret. På siden er der link til Adobe, hvor man gratis kan hente programmet. I det seneste nummer kan man bl.a. læse om Mogens Norns oplevelser som øjenlæge i Grønland, om øjensygdomme i ældrebefolkningen og om vitaminer og mineraler til forebyggelse af makuladegeneration. www.vos.dk/artikler.

Avancerede inputsystemer til computere

Begrebet "avancerede inputsystemer" betegner i denne sammenhæng alternative systemer til at betjene en computer, fx talestyring eller eller specialudviklede tastaturer, joystick eller kontakter. En række af disse systemer beskrives på netstedet www.aac-input.org. Oplysningerne er indsamlet og redigeret af en nordisk projektgruppe, og der er kun medtaget systemer, som der foreligger praktiske erfaringer med i et eller flere af deltagerlandene. Den danske deltager i gruppen er Inger Kirk Jordansen fra Hjælpemiddelinstituttets afdeling i Århus.

For alle kategorier af systemer findes der dels en generel beskrivelse af systemet og dets fordele og ulemper, dels en gennemgang af udvalgte konkrete produkter. Under "Inputsystemer på vej" beskrives ideer og udviklingsprojekter til orientering og inspiration.

Artikelsamling hos Scottish Sensory Centre

Det skotske kommunikationscenter Scottish Sensory Centre, SSC, arbejder med synsnedsættelse, hørenedsættelse og døvblindhed. På deres netsted, www.ssc.mhie.ac.uk, finder man en god samling af online artikler om disse emner. Inden for synsområdet er der blandt andet flere artikler om kombinationen af autisme og synshandicap og en række artikler om IT og synshandicap skrevet af Kevin Carey, som er redaktør for British Journal of Visual Impairment, og som var en af hovedtalerne ved konferencen "Braille in the Age of Digitisation" (se omtale på forsiden). Samlingen indeholder også et dansk bidrag, "The challenges of the nineties", et foredrag, som Lilli Nielsen holdt ved en konference om udviklingshæmmede i 1990. Man kan desuden læse om SSC's arbejde, hente bibliografier om forskellige emner og bestille SSC's publikationer.


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 1, maj 2002" som kapitel 10 af 10

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH012002/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004