Synshandicap nr. 1, maj 2002

Om kulturmødet i rådgivningen

Gun Källstigen, Trinidad Rivera, Denho Özmen: Att inte vara stöpt i samma form – om kulturmöten och funktionshinder, SIH Läromedel, Solna, Sverige, 1997 (102 s.)

Bogen kan lånes hos Videncentret eller bestilles hos Specialpedagogiska Institutet (som SIH nu er en del af):  SIT, Box 1100, 871 29 Härnösand, Sverige, fax 611 268 66 eller via www.butiken.sit.se (søg på ord fra titlen).

Pris: 154 Skr. moms og forsendelse.

SIH (Statens Institut för Handikappfrågor i skolan) har udgivet denne letlæste bog, som omhandler familier med anden etnisk baggrund end svensk, der har fået et handicappet barn. Fem familier interviewes om deres historie og overvejelser om egne muligheder i relation til barnets handicap.

Bogen behandler kulturmødet, som finder sted, når disse familier tilbydes vejledning og rådgivning fra behandlere med svensk oprindelse. I dette møde kan – og vil – der opstå misforståelser, der gør arbejdet vanskeligt og tungt for begge parter. Kultur udspringer af praksis, der jo som bekendt kan være ret forskellig i forskellige dele af verden, men kultur er ikke noget statisk; kultur forhandles og genforhandles hver evig eneste dag – vi tænker i kultur – og derfor er det vigtigt, at vi tager os tid til at finde frem til hver enkelt families mening om det spørgsmål, der er på dagsordenen.

Vi indføres i nogle almene sociale omgangsformer, og det kan være godt at vide, hvad der regnes for god tone for gæst og værter, så man ikke skal bruge unødvendig energi på det. At være afslappet og autentisk i mødet er et godt udgangspunkt.

Når det kommer til rådgivning og vejledning, tror jeg, at vi med tiden bliver nødt til at vægte nogle andre succeskriterier end dem, vi almindeligvis anlægger for, hvordan familien aftager råd og anvisninger fra det pædagogiske og sociale system. For som forfatterne er inde på, skal begge parter arbejde hårdt for at nå frem til en fælles referenceramme, der kan danne udgangspunkt for handling. Og da vi ikke kan tillade, at livet sættes i stå imens, handler vi – med varierende grad af samstemthed – familie og behandlere imellem. Familien er undervejs i en blandingskultur, der ofte besværes af sprogforbistring, og behandlerne kan være plaget af majoritetens syn på en hel gruppe mennesker med samme etniske baggrund og i den forbindelse skære alle over én kam.

Det er min vurdering, at vejledning og rådgivning i familier med anden etnisk baggrund kun har dialogen som frugtbart middel til at opnå den mellemfolkelige forståelse, der er nødvendig i alt hjælpearbejde, hvor folk skal opkvalificeres til selv at tage hånd om deres liv og dagligdag. Kapitel 7 taler klogt om dette emne, og der er også spørgsmål, som vil kunne afklare behandlernes egen holdning til arbejdet. At turde spørge åbent og interesseret til overvejelserne bag ytringerne vil give værdifuld merviden om, hvor familien befinder sig på vejen til vestliggørelse i forhold til vore normer, og hvilke kulturelle aspekter de fortsat ønsker at bevare som en del af deres hverdag.

Bogen kan anbefales, fordi den giver indsigt og mulighed for selv at tage stilling og ikke foregiver at have ét rigtigt svar på spørgsmål, hvortil der er mange.

Hvis folk skal behandles lige, må forskelligheden anerkendes.

Jette Hasselström, synskonsulent for småbørn i Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommune.

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 1, maj 2002" som kapitel 6 af 10

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH012002/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004