|
Synshandicap nr. 1, maj 2002
Low-tech punktskrift
En af de bedste strategier for punktskriftens anvendelse og overlevelse er, at punktskriften også er synlig for seende, at seende i kort form kan anvende punktskrift til kommunikation med blinde venner og bekendte. Touch-Card er et eksempel på et kommercielt produkt, som på en let måde gør det muligt for en seende at skrive et postkort til en blind. Materialet består af en kuvert til blindeforsendelse, et postkort, en stansepen (pren), en stanseskabelon med punktskriftalfabetet, tegnsætning og ciffertegn, et skriveunderlag samt en instruktion på 8 sprog, herunder også dansk.
Svenskeren Mats Westerlund, som er designeren bag Touch-Card, kalder produktet low-tech punktskrift. Her hentydes til, at en seende uden teknologiske hjælpemidler på få minutter kan skrive et postkort med punktskrift. Postkortet rummer 127 tegn. Meddelelsen skrives i felterne fra højre mod venstre. Stanseskabelonen med punkttegnene lægges på, og punkttegnene præges med den lille stansepen af plast. Kortet lægges i kuverten og er klar til forsendelse som blindepost.
I Sverige bliver Touch-Card distribueret til alle skoleklasser med en blind elev, bl.a. med støtte fra det svenske blindeforbund (SRF). Desuden kan produktet købes på svenske posthuse.
Mats Westerlund siger, at der er en dobbelt effekt, idet punktlæseren bliver ekstra stimuleret til at anvende punktskrift, når det kommer i form af et postkort fra en klassekammerat eller en bekendt. Dernæst bliver punktskriftalfabetet bedre kendt blandt seende, hvilket fremmer forståelsen mellem seende og blinde.
Et prøveeksemplar af Touch-Card kan fås ved henvendelse til Videncentret.
bnj

|