|
Synshandicap nr. 4, december 2001
Omtale af nye bøger
I sidste nummer af "Synshandicap" omtalte vi fire bøger, der alle omhandlede undervisning af blinde og svagsynede elever i almindelige skoleklasser. I dette nummer vil vi præsentere yderligere tre nye bøger, to om undervisning og en om børns syn.
Maj Brincker Højring
Bøgerne kan lånes hos Videncentret eller købes hos udgiveren eller via boghandler.
På Videncentrets netsted, www.visinfo.dk, kan man løbende følge med i, hvad der kommer af nye bøger, rapporter, artikler m.m. i Videncentrets bibliotek: Vælg 'Søgning på datointerval' under 'Litteratursøgning'.
Teaching Children with Visual Impairments
Anthony B. Best: Teaching Children with Visual Impairments,
Open University Press, USA og UK, 1992, 183 s.
Denne grundige håndbog er henvendt både til lærere med en enkeltintegreret blind eller svagsynet elev og til synskonsulenter. Den indledes med et kapitel om synet og forskellige former for nedsat synsfunktion. De næste to kapitler berører britiske forhold m.h.t. antallet af blinde og svagsynede, blindeundervisningens historie samt uddannelses- og rådgivningstilbud. I tre gode kapitler gives der råd og vejledning om indretning, undervisning, brug af hjælpemidler m.m. Kapitlet om undervisning indeholder bl.a. en god tjekliste og afsnittet "Giving Information" vigtigheden af at bruge stemmen rigtigt og være klar og præcis i sit ordvalg. Tre kapitler beskriver taktile færdigheder, brug af restsyn og auditive færdigheder. Det sidste kapitel omhandler motorisk udvikling og mobility. Hvert kapitel afsluttes med et resume, og de fleste kapitler indeholder en eller flere illustrative cases.
Undervisning af blinde og svagsynede elever i hjemkundskab
Denne vejledning er direkte henvendt til lærere i hjemkundskab, som har brug for hjælp til at tilrettelægge undervisningen i forhold til en blind eller svagsynet elev. Den har form af et ringbind med 29 fotoplancher suppleret med forklarende og instruktive tekster. Der gives anvisninger på forskellige teknikker som borddækning, ophældning, skæreteknik, stegeteknik osv., og der gives eksempler på forskellige hjælpemidler og køkkenredskaber, der kompenserer for den nedsatte synsfunktion.
Ellen Bøttiger og Bitten West: Praktisk guide til undervisning af blinde og svagsynede elever i hjemkundskab, Sønderjyllands Amt og Vejle Amt 2001. Mappen koster 120 kr. og kan bestilles hos synskonsulent Bitten West, PPR i Vejle Amt på tlf. 79 43 44 06 eller hos Synskonsulenten, Center for Hjælpemidler og Kommunikation i Sønderjyllands Amt på tlf. 73 63 18 00.
Barns syn
Barns Syn har til hensigt at give oplysninger og viden til forældre, pårørende og andre, som arbejder med børn, som har nedsat synsfunktion. Bogen er meget pædagogisk anlagt og kommer rundt om de fleste emner, der vedrører børns syn.
Synet og synsudviklingen
Det første kapitler handler om øjets og hjernens udvikling i fostertilstanden. Andet kapitel beskriver synssystemets dele (øjne, synsbaner og synsbark) og det komplekse samspil mellem disse, der gør, at vi kan se. Vores syn er ikke færdigudviklet, når vi fødes, og vi skal derfor lære at se, eller rettere forstå, hvad vi ser. Først omkring 8-10-års-alderen er synsfunktionen fuldt udviklet.
Synsproblemer
Kapitel tre behandler de mest almindelige synsproblemer som nær- og langsynethed og skelen. Der er en fin beskrivelse af et besøg hos en børneøjenlæge, med fotos af de forskellige undersøgelser. Bogen har i det hele taget flotte og relevante illustrationer.
Resten af bogen behandler forskellige emner i forbindelse med nedsat synsfunktion. Der er billeder og fakta om fire øjensygdomme: kolobom, medfødt grå stær, albinisme og retinitis pigmentosa.
Cerebral synsndsættelse
Et afsnit i bogen forklarer, hvordan man kan have store problemer med synet, på trods af, at øjnene ikke fejler noget. Dette er tilfældet ved cerebral synsnedsættelse, altså synsnedsættelse på grund af skader på synsbanerne i hjernen.
Nyfødte og for tidlig fødsel
Der er også en god gennemgang af synet på nyfødte og for tidligt fødte og af, hvorfor en for tidlig fødsel kan medføre problemer med synet.
Synssystemet i Sverige
I forbindelse med en mors fortælling om livet med en trettenårig blind pige beskrives de instanser, institutioner og personer, der involveres (i Sverige), når et barn har en synsnedsættelse.
Resurscenter Syn
Til sidst gives en introduktion til Resurscenter Syn, som har udgivet bogen. I sommeren 2001 oprettedes Resurscenter Syn ved de svenske institutioner Tomtebodaskolan i Stockholm og Ekeskolan i Örebro. Resurscenter Syn hører under det statslige Specialpedagogiska Institutet, som yder støtte til børn og elever med funktionsnedsættelser.
Krister Inde: Barns syn Resurscenter Syn, Tomtebodaskolan, Stockholm, Sverige, 2001, 61 s.
Bogen koster 150 svenske kroner. Den kan bestilles hos: Resurscenter syn/Stockholm Tomtebodavägen 11 A Box 1313 171 25 Solna Sverige
Tlf. () 84 700 700 Fax () 84 700 707 E-post: rc.syn.stockholm@sit.se

|