|
Synshandicap nr. 4, december 2001
Kjæde-Ordenen og dens blindeforsorg
Af Christian Larsen, akademisk medarbejder ved Landsarkivet
Et væsentligt historisk arkivmateriale om den første filantropiske blindeforsorg i Danmark er nu gjort tilgængelig for registrering. "Synshandicap" har bedt Christian Larsen, Landsarkivet fortælle om Kjæde-Ordenen og arkivalierne.
Kjæde-Ordenen, der ikke er kendt i den større offentlighed, er "berømt" inden for blindeforsorgen. Ordenen valgte i 1811 blindesagen som hovedgenstand for sit filantropiske arbejde, og den tog det første initiativ til oprettelse af forsorgsinstitutioner for blinde, først og fremmest Blindeinstituttet af 1811. Kjæde-Ordenen drev instituttet frem til 1858, hvor det overgik til staten. I 1825 oprettede Ordenen Blindehjemmet (arbejds- og forsørgelsesanstalt), som blev drevet i ordenens regi indtil 1962, hvor staten overtog det. Senere har Kjæden stået for et asyl for blinde børn (1861-1941) og en husholdningsskole for blinde (1937-49). Endvidere har Kjæden i udstrakt grad hjulpet blinde rundt omkring i landet ved adgang til øjenoperationer og ved pengeunderstøttelser. I dag støtter ordenen døvblindesagen.
I foråret 2001 skaffede Dansk Blindesamfund økonomisk mulighed for en ordning og registrering af ordenens arkiv, derunder også blindeinstitutionerne. Der er bevaret 11 meter arkivalier vedrørende blindevæsenet, der nu er afgivet til Landsarkivet for Sjælland m.m. Stort set hele Blindeinstituttets arkiv er intakt, hvilket også gør sig gældende for Blindehjemmets, Asylets og Husholdningsskolens arkiver. Det afleverede materiale supplerer fortrinligt Institut for Blinde og Svagsynedes store arkiv 1858-1970, som blev ordnet og registreret i 1991.
Bogudgivelse i 2002
Ordenen, Instituttet for Blinde og Svagsynede, Statens Øjenklinik, Dansk Blindesamfund og Blindehistorisk Selskab har efterfølgende givet penge til udarbejdelse og trykning af en bog om ordenen og dens blindeforsorg gennem 225 år, der bygger på det nye og værdifulde materiale. Bogen på cirka 120 sider med en registratur over arkivet forventes udgivet i begyndelsen af 2002.

|